Nøjkærhus
Læs projektets egen beskrivelse
Nøjkærhus Kulturhus – arkitektonisk upcycling.
Renoveringen af Nøjkærhus er udviklet med det overordnede formål at transformere de lokale spejderes to faldefærdige og utidssvarende skovløberboliger fra 1876 til et aktivt samlingspunkt med fokus på bevægelse, læring og samvær i naturen.
Samtidig er Nøjkærhus Kulturhus et produkt af arkitektonisk upcycling, hvor der er taget udgangspunkt i to eksisterende bygninger, der har fået nyt liv. Projektet arbejder specifikt med 4 bygningsmæssige arkitektoniske identiteter, der hver især rummer forskellige anvendelsesmuligheder og forbindelser til det omkringliggende landskab. Det eksisterende Hovedhus på 72 m2 og Udhuset på 51 m2 er blevet suppleret med et 65 m2 stort Glashus og et tilhørende Brændehus på 50m2. De 4 huse skaber efter renoveringen en serie af harmoniske og mangfoldige bygningsmæssige forløb, der sikrer enkle og overskuelige koblinger mellem inde- og uderum.
Bygningernes arkitektur og materialevalg udspringer af ønsket om at opnå et robust, men samtidig stofligt og lyst nordisk udtryk. Robust både i betydningen holdbar og fleksibel over for ændringer i indhold eller anvendelse. Nordisk, fordi bygningerne er både funktionelle, fleksible og besidder potentialet til at huse et bredt udsnit af aktiviteter over dagen og året. Det har været ønsket at respektere de eksisterende bygningers identitet og på samme tid indskrive dem i en nye helhed hvor et levende og varieret spil af lys og markante udkig til de omkringliggende aktiviteter i skoven skaber en nye samlet komposition.
Med sit lyse, lette og nordiske udtryk, fremstår Nørkjærhus Kulturhus i dag som et opløftende eksempel på, hvordan man med sans for materialer, fleksible rammer og et klart arkitektonisk koncept, har transformeret et hus, så det nu giver enorm værdi til en langt bredere brugergruppe, der ud over spejderne blandt andet også inkluderer den lokale skole, byens dagplejere, mountainbikeklubben, løbeklubben og svampesamlere, mfl.
Blik for brugerne
Projektet er udviklet med bæredygtige tiltag som solfangere til opvarmning af brugsvand, luft til luft varmepumper til generel opvarmning. Der er ligeledes anvendt bæredygtige materialer under renoveringen.
Brugskvalitet
Bygningerne fremstår efter renoveringen multianvendelige og er både funktionelle, fleksible og besidder potentialet til at huse et bredt udsnit af aktiviteter over dagen og året. Husene fungerer selvstændigt eller samlet - Altså som huse i huset.
Bidrag til omgivelser
Projektet har muliggjort at en langt bredere brugergruppe, der ud over spejderne blandt andet også inkluderer den lokale skole, byens dagplejere, MTB klubben, løbeklubben, madklub, svampesamlere og mange flere.
Eksempelværdi
At man med hjælp fra ildsjæle og innovative arkitekter selv for begrænsede økonomiske midler kan transformere saneringsmodne bygninger til sande kulturperler og samlingssteder for en bred vifte af børn, unge og ældre.
Solidt samarbejde
Nøjkærhus er blevet realiseret i et stort samarbejde mellem Spejdere, lokale ildsjæle, arkitekter, ingeniører, Lokale & Anlægsfonden og myndigheder. Der er blevet afholdt workshops og brugerinddragelser.
Økonomi og værdiforøgelse
Husene skulle fjernes/væltes når lejemålet med spejderne ophørte - husene var angrebet af svamp og generel råd. Meget dårlig indeklima og konstant lugt af mug og råd.
Udførelseskvalitet
Husene er udført med stor arkitektonisk indlevelse og med fokus på innovation for yderst begrænsede økonomiske midler.
Parter bag projektet
Bygherre: KFUM Spejderne Silkeborg, Virklund Gruppe
Arkitekt: LUMO Arkitekter
Ingeniør: Sloth Møller Ing.
Hovedentreprenør: Resenbro Tømrer & Snedkerforretning
Yderligere information om projektet
Sted
Horsensvej 99
Virklund