Valgkollegiet tager temperaturen på renovering 2021
04. jun 2021
Når vinderen af Renoverprisen skal findes, er det et valgkollegie bestående af ca. 70 repræsentanter fra branchen, der stemmer blandt de seks nominerede projekter. I de kommende nyhedsbreve spørger vi udvalgte medlemmer af valgkollegiet, hvilke tendenser de ser inden for renovering, og hvad de ser frem til ved årets pris. Her er det uddannelseschef på KEA, Claudio Spaziani Testa, der har ordet.
Hvilke tendenser ser du inden for renovering netop nu?
”Der er helt klart sket et stort skub, hvor dagsordenen har flyttet sig i hele branchen. Der er kommet et langt større fokus på bæredygtighed i alle typer af projekter, end der har været tidligere, og så kaster flere sig også ud i at skabe transformationer. Jeg har været i branchen i 30 år, og traditionelt renoverede man jo bare en bygning til dens oprindelige form, og selve det at renovere blev nærmest set som et nødvendigt onde. Sådan er det ikke længere. Nu er det noget, som alle i branchen er opmærksomme på og engagerede i, og vi mærker det også på uddannelserne.
Det er dog stadig en udfordring, at det ofte kommer til at handle om økonomi, så der skal investeres mere i det. Heldigvis ser vi også, at mange i branchen gerne vil, og også at flere bygherrer og kommuner har mod på at engagere sig i renovering – både i byerne og udenfor. Det kan forhåbentligt føre til et bedre samarbejde med bygherrer og myndigheder, så det kan blive lettere at kaste sig ud i renovering. Vi har jo en masse byggeri fra 1960’erne og frem til 1980’erne, som godt kunne trænge til et løft, både energimæssigt og arkitektonisk.”
Hvilke typer af projekter har du set mest frem til ved årets Renoverprisen?
”Jeg er særligt glad for de projekter, der formår at lave vellykkede transformationer. Det handler både om, at de er mere teknisk udfordrende end andre renoveringsprojekter, men også fordi, det er noget helt særligt, når der er taget hensyn til historien og den oprindelige arkitektur i transformationen til noget nyt. Det er selvfølgelig vigtigt med samfundsaspektet, der handler om, at vi skal prioritere og spare vores ressourcer, men man kan også godt være ambitiøs om, at mange af de ældre byggerier kan renoveres sådan. Når det ikke kun handler om, at man skal leve op til bæredygtighedskravene, men hvor der også er tænkt på arkitekturen, og det hele bare spiller. Jeg kan godt lide, når man på den måde kan se, at der er arbejdet på smuk vis, og så er det egentlig underordnet hvilken type bygning, der er tale om.”
Hvad lægger du vægt på, når du skal stemme på vinderen?
”Mit overordnede fokus er på, om alle renoveringens dele hænger sammen og er med til at bidrage positivt til bygningens samlede værdi. Det nytter ikke, at der er lavet store energibesparelser, hvis det ikke spiller sammen med arkitekturen. Der er nødt til at være et blik for helheden, for det er i dén, at værdien skabes. Det er det samme, uanset om der er tale om et hus, en institution eller et helt boligområde, for vi har brug for den gode inspiration i alle retninger. Det er enormt vigtigt, at vi tager os godt af alle vores bygninger, så vores byer ikke forfalder, og der sætter jeg pris på de projekter, der er med til at vise, hvordan man kan lykkes.”
Om valgkollegiet
Valgkollegiet består af 70 personer fra byggebranchen. Medlemmerne kommer fra hele landet og dækker branchen bredt. Otte udvalgte brancheorganisationer udpeger fem personer til valgkollegiet. De otte organisationer er:
- Bygherreforeningen i Danmark
- BAT Kartellet, Bygge-, Anlægs- og Trækartellet
- Konstruktørforeningen
- Dansk Byggeri
- IDA
- Danske Arkitektvirksomheder
- Akademisk Arkitektforening
- FRI, Foreningen af Rådgivende Ingeniører
De resterende medlemmer af valgkollegiet udpeges af en række organisationer og institutioner, som dækker branchen bredt. Læs mere om disse her.
Læs interview med tre andre medlemmer af valgkollegiet her.