Læs projektets egen beskrivelse

Gammel Dronninggårds Allé 7 – Villa Solskrænten
Der er tale om en palævilla fra 1916 i klassicistisk stil med indslag af Art Nouveau. Ejendommen er opført på en højtliggende grund med sydvendt vue over Vejlesø i Dronninggårdskvartet i Holte. Ejendommen, som bærer navnet Solskrænten, er bevaringsværdig kategori 2 og en af kronjuvelerne i rækken af markante, klassicistiske og nygotiske villaer beligende langs Dronninggårds Allé mellem Furesø og Vejlesø. Med sine græske tempelproportioner og smukke symmetri, herunder søjlebåret, udsmykket balkon og frontispicer med rigt ornamenterede relieffer samt et markant, højrygget mansardtag har huset stor arkitektonisk værdi og står i sin formfuldendte arkitektur med mange flotte detaljer som et usædvanligt eksemplar af periodens byggestil. I husets entré mødes man af et indtagende kalkmaleri på et hvælvet loft og endnu et kalkmaleri på væggen med inskriptionen “Solskrænten kaldte de mig, lad da solen skinne både ude og inde”. Fra entréen føres man ind i husets majestætiske hall med åben pejs, svunget trappeforløb, 7 meter til loftet og markant stukkatur, hvor man i centrum af loftet finder husets ‘hjerte’ i form af et ovenlysvindue udført som blyindfattet glasmosaik i Art Nouveau stil med solen, himlen og akacieblade som motiv og illustration af husets navn, Solskrænten.

Ejendommen har endvidere en væsentlig kultur- og lokalhistorisk betydning. De nuværende ejere overtog således ejendommen fra Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Elisabeth (Elisabeth Caroline-Mathilde Alexandrine Helena Olga Thyra Feodora Estrid Margarethe Désirée). Ejendommen, som var i Prinsesse Elisabeths ejerskab fra 1976 til 2015, omtales stadig lokalt som “det lille prinsesse slot”. Prinsesse Elisabeth beboede ejendommen sammen med filminstruktør, fotograf og producer Henning Claus Hermansen. Henning Claus Hermansen var ansat som producer hos Danmarks Radio gennem 15 år og har blandt andet lavet en række kortfilm under besættelsen, hvor han også filmede for modstandsbevægelsen. Efter befrielsen i 1945 rejste han ud for at filme det sønderskudte Europa. Han blev hædret i Venedig med priser for to kortfilm.

At restaurere en ejendom med så væsentlige arkitektoniske værdier samt med så stor kultur- og lokalhistorisk betydning er forpligtende. De nuværende ejere påtog sig opgaven med en klar mission om, at ikke blot de bærende værdier, men samtlige af ejendommens værdier skulle bevares og om nødvendigt genskabes, hvis de var gået tabt under tidligere ejerskaber. Istandsættelsen skulle leve op til den skønhed, originalitet og holdbarhed (herunder materialevalg), som kom til udtryk ved husets opførelse i 1916.

Projektet for ejendommens udvendige istandsættelse var udskiftning af husets oprindelige mansardtag samt istandsættelse og maling af husets facader. Det bærende element for projekteringen af det nye tag var, at ejendommens oprindelige arkitektoniske udtryk skulle bevares i sin helhed. Det nye tag blev således udført i nøjagtig (1-1) kopi af det eksisterende tag. Husets oprindelige tag var udført i håndglaserede tegl, som changerede i fire nuancer (sort-sort, sort-brun, sort-grå samt sort-blå) som følge af datidens brændingsteknik. Som nye tegl blev valgt Monier JP2 i Slotsteglsblanding, der som den eneste tagsten på markedet er håndglaseret som de oprindelige tegl og changerer i fire nuancer (sort-sort, sort-brun, sort-grå samt sort-blå). Moniers Slotstegl er anvendt på fredede og bevaringsværdige ejendomme for at bevare tegltagenes oprindelige udseende og blev udviklet i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen i forbindelse med etableringen af nyt tag på Christian IX Palæ, Amalienborg Slot samt Danmarks Designmuseums rokokopalæ i Bredgade. Inddækninger ved flunker, skotrender, kviste, tagrender og nedløbsrør blev udført i kobber. Inddækninger ved tagsten under zugfjæl blev udført i bly. De oprindelige tagvinduer blev udskiftet med tilsvarende sprossede vinduer i sort støbejern af fabrikatet Louvre Tagvinduet.

Det nye tag blev isoleret i begrænset omfang, så ejendommens varmeøkonomi blev tidssvarende, men i øvrigt ikke ændrede på tagets udseende. Den eneste ændring var, at mansard- og spidstag blev hævet 5-7 cm for at skabe plads til isolering, hvor der blandt andet blev anvendt Kingspan, som er kompakt og har meget lav lambdaværdi. Husets skorstene blev hævet tilsvarende for at fastholde tagets oprindelige arkitektoniske udtryk.

Ved istandsættelsen af husets facader blev husets udsmykninger renset ned, herunder reliefferne på frontispicerne. Der blev foretaget arkæologiske prøver for at finde frem til husets oprindelige farver. Facader og udsmykningerne blev malet med Keim Soldalit silikatmaling, der tilstræbte den oprindelige silkematte glans af en kalket overflade, men samtidig tilførte en robust og diffusionsåben afslutning af overfladerne. Forgyldning af årstallet for ejendommens opførelse blev udført af Nationalmuseet, som forinden havde forestået den nænsomme renovering af kalkmaleriet på det hvælvede loft i husets entré.

Gennem hele projektet blev der lagt vægt på at holde de gamle håndværksmæssige traditioner i hævd – lige fra produktionen af teglsten og kobberarbejdet til linoliemaling af vinduer og dørpartier. I forbindelse med tagudskiftningen blev ejendommen bragt tilbage til sit oprindelige udseende ved nedtagning af eksisterende plastiktagrender og -nedløbsrør, der var kommet til efter ejendommens opførelse. Endvidere blev der nedtaget et Velux vindue, som ligeledes ikke var en del af mansardtagets oprindelige udtryk. I husets stueetage blev endelig et termovindue af nyere dato erstattet med et sprosset vindue i enkeltlagsglas og kernetræ udtaget af en palæejendom i Nordsjælland, som nøje tilsvarer husets øvrige oprindelige vinduer, som alle er bevaret. Ejendommen står i dag som ved sin opførelse i 1916.

Levende bygningskultur

Gammel Dronninggårds Allé 7 - Villa Solskrænten Der er tale om en palævilla fra 1916 i klassicistisk stil med indslag af Art Nouveau. Ejendommen er opført på en højtliggende grund med sydvendt vue over Vejlesø i Dronninggårdskvartet i Holte. Ejendommen, som bærer navnet Solskrænten, er bevaringsværdig kategori 2 og en af kronjuvelerne i rækken af markante, klassicistiske og nygotiske villaer beligende langs Dronninggårds Allé mellem Furesø og Vejlesø. Med sine græske tempelproportioner og smukke symmetri, herunder søjlebåret, udsmykket balkon og frontispicer med rigt ornamenterede relieffer samt et markant, højrygget mansardtag har huset stor arkitektonisk værdi og står i sin formfuldendte arkitektur med mange flotte detaljer som et usædvanligt eksemplar af periodens byggestil. I husets entré mødes man af et indtagende kalkmaleri på et hvælvet loft og endnu et kalkmaleri på væggen med inskriptionen "Solskrænten kaldte de mig, lad da solen skinne både ude og inde". Fra entréen føres man ind i husets majestætiske hall med åben pejs, svunget trappeforløb, 7 meter til loftet og markant stukkatur, hvor man i centrum af loftet finder husets 'hjerte' i form af et ovenlysvindue udført som blyindfattet glasmosaik i Art Nouveau stil med solen, himlen og akacieblade som motiv og illustration af husets navn, Solskrænten. Ejendommen har endvidere en væsentlig kultur- og lokalhistorisk betydning. De nuværende ejere overtog således ejendommen fra Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Elisabeth (Elisabeth Caroline-Mathilde Alexandrine Helena Olga Thyra Feodora Estrid Margarethe Désirée). Ejendommen, som var i Prinsesse Elisabeths ejerskab fra 1976 til 2015, omtales stadig lokalt som "det lille prinsesse slot". Prinsesse Elisabeth beboede ejendommen sammen med filminstruktør, fotograf og producer Henning Claus Hermansen. Henning Claus Hermansen var ansat som producer hos Danmarks Radio gennem 15 år og har blandt andet lavet en række kortfilm under besættelsen, hvor han også filmede for modstandsbevægelsen. Efter befrielsen i 1945 rejste han ud for at filme det sønderskudte Europa. Han blev hædret i Venedig med priser for to kortfilm. At restaurere en ejendom med så væsentlige arkitektoniske værdier samt med så stor kultur- og lokalhistorisk betydning er forpligtende. De nuværende ejere påtog sig opgaven med en klar mission om, at ikke blot de bærende værdier, men samtlige af ejendommens værdier skulle bevares og om nødvendigt genskabes, hvis de var gået tabt under tidligere ejerskaber. Istandsættelsen skulle leve op til den skønhed, originalitet og holdbarhed (herunder materialevalg), som kom til udtryk ved husets opførelse i 1916. Projektet for ejendommens udvendige istandsættelse var udskiftning af husets oprindelige mansardtag samt istandsættelse og maling af husets facader. Det bærende element for projekteringen af det nye tag var, at ejendommens oprindelige arkitektoniske udtryk skulle bevares i sin helhed. Det nye tag blev således udført i nøjagtig (1-1) kopi af det eksisterende tag. Husets oprindelige tag var udført i håndglaserede tegl, som changerede i fire nuancer (sort-sort, sort-brun, sort-grå samt sort-blå) som følge af datidens brændingsteknik. Som nye tegl blev valgt Monier JP2 i Slotsteglsblanding, der som den eneste tagsten på markedet er håndglaseret som de oprindelige tegl og changerer i fire nuancer (sort-sort, sort-brun, sort-grå samt sort-blå). Moniers Slotstegl er anvendt på fredede og bevaringsværdige ejendomme for at bevare tegltagenes oprindelige udseende og blev udviklet i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen i forbindelse med etableringen af nyt tag på Christian IX Palæ, Amalienborg Slot samt Danmarks Designmuseums rokokopalæ i Bredgade. Inddækninger ved flunker, skotrender, kviste, tagrender og nedløbsrør blev udført i kobber. Inddækninger ved tagsten under zugfjæl blev udført i bly. De oprindelige tagvinduer blev udskiftet med tilsvarende sprossede vinduer i sort støbejern af fabrikatet Louvre Tagvinduet. Det nye tag blev isoleret i begrænset omfang, så ejendommens varmeøkonomi blev tidssvarende, men i øvrigt ikke ændrede på tagets udseende. Den eneste ændring var, at mansard- og spidstag blev hævet 5-7 cm for at skabe plads til isolering, hvor der blandt andet blev anvendt Kingspan, som er kompakt og har meget lav lambdaværdi. Husets skorstene blev hævet tilsvarende for at fastholde tagets oprindelige arkitektoniske udtryk. Ved istandsættelsen af husets facader blev husets udsmykninger renset ned, herunder reliefferne på frontispicerne. Der blev foretaget arkæologiske prøver for at finde frem til husets oprindelige farver. Facader og udsmykningerne blev malet med Keim Soldalit silikatmaling, der tilstræbte den oprindelige silkematte glans af en kalket overflade, men samtidig tilførte en robust og diffusionsåben afslutning af overfladerne. Forgyldning af årstallet for ejendommens opførelse blev udført af Nationalmuseet, som forinden havde forestået den nænsomme renovering af kalkmaleriet på det hvælvede loft i husets entré. Gennem hele projektet blev der lagt vægt på at holde de gamle håndværksmæssige traditioner i hævd - lige fra produktionen af teglsten og kobberarbejdet til linoliemaling af vinduer og dørpartier. I forbindelse med tagudskiftningen blev ejendommen bragt tilbage til sit oprindelige udseende ved nedtagning af eksisterende plastiktagrender og -nedløbsrør, der var kommet til efter ejendommens opførelse. Endvidere blev der nedtaget et Velux vindue, som ligeledes ikke var en del af mansardtagets oprindelige udtryk. I husets stueetage blev endelig et termovindue af nyere dato erstattet med et sprosset vindue i enkeltlagsglas og kernetræ udtaget af en palæejendom i Nordsjælland, som nøje tilsvarer husets øvrige oprindelige vinduer, som alle er bevaret. Ejendommen står i dag som ved sin opførelse i 1916.

Parter bag projektet

Kristoffer Bang Refberg

Sted

Gammel Dronninggårds Allé 7
2840 Holte

• Facebook
• LinkedIn
• Twitter