fbpx

Nomineret 2019

Villa i Sydbyen

Gennemgribende renovering

Se mere

Villa i Sydbyen

Gennemgribende renovering

Begrundelse for nominering

Transformationen fra arkitektonisk mishandlet bungalow i tyrolerstil til en skarpt skåret moderne villa med arkitektonisk X-faktor er en fornem præstation. Læg hertil den grundige opgradering af de tekniske installationer, efterisoleringen og den begavede sans for oplevelsesrige rumlige forløb, der sammen med den overbevisende håndværksmæssige udførelse og samarbejdet mellem ingeniør og arkitekt gør nomineringen til RENOVER prisen fuldt fortjent.

Læs projektets egen beskrivelse

Bygherren havde forelsket sig i det unikke område tæt ved skov, sø og by, men huset trængte til en kærlig hånd. Lige fra begyndelsen, hvor bygherren forelskede sig i huset og beliggenheden, blev der truffet et klart valg om at modernisere huset og sikre en ensartethed med skarpe arkitektoniske linjer og fokus på naturlige og bæredygtige materialer.

Arkitekten og ingeniøren, som selv er bygherre på huset, har i forbindelse med renoveringen lagt særlig vægt på at udnytte de helt enorme potentialer, der ligger i at ankomsten til huset vender direkte mod søen. Desuden har det været et omdrejningspunkt for renoveringen at trække uderummene, der består af en række grønne oaser, med ind i huset og etablere et visuelt kig igennem huset til søen og på den anden side naturens skrående tætbevoksede terræn.

Renoveringen har skabt 3 åbne plan i direkte forbindelse, forbundet med en gennemgående trappe som danner husets kerne. I stueplan er dagligdagsfunktioner, hvor indretningen er fokuseret omkring køkkenet og spisebordet, som flittigt anvendes til kreative aktiviteter af huset 3 børn. Stueplan indeholder derudover dagligstue, gæstetoilet og entré. Første sal indeholder 2 børneværelser og et større soveværelse i åben forbindelse med et opholdsrum, samt walk-in og badeværelse. På første sal er loftet hævet til kip, med synlige hanebånd og indbydende lyse farver. Husets kælder er ligeledes gennemgribende renoveret, og der er udført nyt fundament under alle vægge for at fremtidssikre kælderen med isolering under gulve og tilstrækkelig loftshøjde. Kælderen er disponeret med 2 værelser, badeværelse og stort vaskerum med indbygget vasketøjsskakt direkte til første sal.

Husets ydre er efter en grundig efterisolering på alle overflader beklædt med langtidsholdbart og bæredygtigt cedertræ med en levetid på mindst 30 år. Der er anvendt i alt ca. 8000 lbm. cedertræ leveret af Moelven.

Blik for brugerne

Et ikke uvæsentligt fokusområde for moderniseringen har været energi og bæredygtighed og der er gjort adskillige tiltag for at opnå målet. Generelt er der valgt passive tiltag såsom efterisolering af terrændæk, og udvendig efterisolering af kældervægge, facader og tag, så huset følger kravet til nutidens isoleringstykkelser. Vinduer er alle udført med 3-lags energiruder i højtisoleret karmprofiler. På installations siden er der etableret balanceret ventilationsanlæg med høj varmegenvinding, ny fjernvarme og varme installation med gulvvarme og individuelle rumtermostater, nyt vandbesparende sanitet og armaturer samt belysningen er overalt udført med LED-lyskilder. Husets tæthed er sikret ved etablering af ny dampspærre.

Energiforbedringerne har medført et væsentligt bedre indeklima med optimalt luftskifte, gode dagslysforhold og en stabil temperatur.

Brugskvalitet

Huset eksisterende ydre udtryk samt indretning bar tydeligt præg af, at huset havde gennemgået en løbende om- og udbygning. Indvendigt var huset fyldt med trapper og ganglinier, hvilket efterlod en række uanvendelige rumligheder. Alt taget i betragtning, var det svært at se det fine oprindelige hus fra 1934. Det væsentligste var derfor, at etablere en sammenhæng mellem husets 3 plan via ét sammenhængende trappeforløb. Ved at flytte husets indgang til en ny tilbygning, beklædt med cortenstål, på nordfacaden er det desuden lykkedes at skabe en helt ny indvendig indretning, hvor alle unødige konstruktioner er fjernet for at skabe bedre sammenhæng mellem husets forskellige funktioner og rumligheder. Forbindelsen mellem husets funktioner og den omkringliggende natur er i højsædet i den store terrasse der ”vokser” ud af husets skarpe geometri med en direkte adgang fra køkkenalrummet. Terrassen opfylder på samme tid behovet for en carport med plads til bil, affald og cykler. Terrassen møder terrænet med en kombination af siddetapper og alm. trappe. Værnet er designet som en lav plantekumme for at få optimalt udsyn, og samtidig få det grønne element tæt på huset selvom det ikke er i terræn. Huset er skabt, så det giver plads til en kreativ og aktiv families udfoldelse.

Bidrag til omgivelser

Huset har vundet prisen: Præmieret Arkitektur i Silkeborg Kommune i 2016-2017, med følgende begrundelse: ”En meget gennemført og smuk forvandling fra afdæmpet bygning til skulpturel og moderne familievilla på kanten af Ørnsø. Villaen fremstår meget karakteristisk, helstøbt og som en rar og god nabo der gerne lader sig beskue og nyde fra Gjessøvej og søen”. Arkitektur i øjenhøjde – venlig og imødekommende. Villaen er et eksempel på at den opgraderede og transformerede arkitektur ofte får mere liv og dybde end den helt nybyggede.

Eksempelværdi

Transformationen og den gennemgribende renovering af den oprindelige bungalow fra 1934, har allerede og giver løbende inspiration til andre lignende projekter. Der er generelt i mange danske byer huse af denne type som trænger til en renovering, for at sikrer deres eksistens i en tid hvor energi og bæredygtighed vægter utrolig højt blandt husejere. Mange tilsvarende huse står i dag med knopskydninger, et væld af byggematerialer mere eller mindre heldigt sammensat, et højt energi forbrug, dårlige dagslysforhold samt en ikke tidssvarende indretning Alle ovennævnte forhold, og flere til er nøje bearbejdet i forbindelse med modernisere af huset, hvor fokus har været at skabe en helhed med skarpe arkitektoniske linjer og fokus på naturlige og bæredygtige materialer.

Økonomi og værdiforøgelse

Energirenoveringen har sænket omkostningerne til varme, vand og el til et niveau der næsten svare til et nyopført hus.

Udførelseskvalitet

Der er i udførelsen af moderniseringen lagt meget stor vægt på alle huset mange detaljer, da detaljerne er altafgørende for det endelige resultat. Kombinationen af bygherrens kompetencer indenfor ingeniør- og arkitektfaget, har gjort at fokus hele vejen igennem har været bygbarhed med øje for arkitekturen, så det samlet set går op i en højere enhed. De elegante trælister klæder både facader og tag og understreger bygningens levende og markante geometri og fanger ovenlys, terrasser og carport. De springende og legende vinduesåbninger danser overraskende og udogmatisk hen over facader og omkring hjørner og skaber en legende og imødekommende stemning omkring bygningen. De dybtliggende vinduer understreges af sort lakerede alurammer, og på husets sydvestlige hjørne er det rammeløse hjørnevindue en stærk markør af projektets konsekvente tilgang til materialisering og detaljering. Indvendigt er der mange steder anvendt bl.a. stål og massivtræ, samt generelt løsninger som patinerer flot med tiden. Fællestræk for samtlige løsninger på huset er høj kvalitet og æstetisk. Indvendigt er der mange steder anvendt bl.a. stål og massivtræ, samt generelt løsninger som patinerer flot med tiden. Fællestræk for samtlige løsninger på huset er høj kvalitet og æstetisk.

Parter bag projektet

Bygherre: Malene Nørgaard og Christian Corydon Frederiksen
Arkitekt: Malene Nørgaard ( ansat ved Årstiderne Arkitekter)
Ingeniør: Christian Corydon Frederiksen ( ansat ved Midtconsult)

Sted

Gjessøvej 27
8600 Silkeborg

Realiseret

2017

Indstillingsår

2019

Anvendelse

Bolig

Areal

1-500m2