fbpx

Theodorahus

Transformation og nybyg af bevaringsbærdig Gærkælder til boliger og erhverv i Carlsberg Byen

Se mere

Theodorahus

Transformation og nybyg af bevaringsbærdig Gærkælder til boliger og erhverv i Carlsberg Byen

Læs projektets egen beskrivelse

Carlsberg Byens udvikling som et levende og attraktivt byområde er i fuld gang. Med både ny arkitektur og respektfuld omdannelse af mange af de eksisterende historiske bygninger har byområdet allerede fået sin helt egen stemning – på ét gang et moderne brokvarter og en unik kulturhistorisk lomme i byen. Theodorahus, et multiprogrammeret byggeri af ADEPT, færdiggjort i 2020, føjer nyt og gammelt sammen med specialudviklet murværk – og med Elefantporten som nærmeste nabo.

Theodorahus, opkaldt efter brygger Jacobsens datter, ligger langs Ny Carlsberg Vej, en af Carlsberg Byens hovedakser, og med Elefantporten som nærmeste nabo er byggeriet respektfuld tilpasset de historiske omgivelser i både materialer og skala. Hovedparten af Theodorahus er nybyggeri, mens den østlige længe udgøres af en adaptiv omdannelse af Gærkælderen, som tidligere stod på byggegrunden. Facaden på denne del af den historiske bygning er bevaringsværdig og skulle bevares, og længen rummer nu erhvervslokaler med udsigt over en af områdets mange små pladser. Resten af byggeriet rummer hovedsageligt boliger, men er indrettet med butikslokaler mod veje og pladser.

Inspirerende ressourcetiltag

Theodorahus samler boliger, kontorlejemål og butiks- og restaurationslokaler i en karrébebyggelse med en bygningsgeometri der er tilpasset den særlige placering mellem to af Carlsberg Byens pladser, den lille lokale Otilia Plads og ’rådhuspladsen’ Brygger Jakobsens Plads. Nybyggeriet rummer 58 lejligheder fra den helet lille studielejlighed til den luksuriøse penthouse i to etager, mens transformation af den eksisterende del af Gærkælderen indeholder en række kontorlejemål, hvor de historiske spor i form af det oprindelige murværk er eksponeret og tilstede i alle lokaler mod Bryggernes Plads. I flere af lejemålene kan man ’se fra fortid til nutid’ med den oprindelige del af bygningen til den ene side, og den nye del af bygningen til den anden. Theodorahus understreger Carlsberg Byens egenart med tunge murstensfacader, som reflekterer områdets historiske arkitektur. Hvis man går en tur rundt om Theodorahus, er det tydeligt, at det er inspireret af de mange forskellige typer murværk, som er repræsenteret i bydelen, og det giver Theodorahus både sin helt egen identitet. Overgangen mellem Gærkælderendens fredede murværk og byggeriets nye dele sker helt bogstaveligt igennem Elefantporten, hvor det gamle murværk møder de nye mursten med både respekt og nutidig ‘kant’. De buede mursten, som tegner facadens filigranmønster, er specialudviklede til projektet i samarbejde med Strøyer Tegl, og giver facaden et varieret spil med en levende tekstur mod gaden, som i en glidende overgang opefter bliver til en glat mur. De perforerede og københavnergrønne metalporte mod gader og pladser er udsmykkede med grafiske motiver, inspireret af gamle fotografier fra Gærkælderens historie. Den indre facade i karréen udgør med lyse farver og geometriske mønster en skarp kontrast til den ydre facades tunge rødlige murværk og vil med tiden begrønnes af klatreplanter.

Eksempelværdi

Theodorahus ligger i dag, hvor den store gærkælder var placeret langs med Ny Carlsberg Vej – en monolitisk bygning med både fysisk og historisk tyngde – områdets, såvel som bryggeriets. Efter talrige undersøgelser og skitser viste det sig at den eksisterende bygning kun i meget ringe grad var egnet som grundlag for transformation til boliger, og derfor blev kun de bevaringsværdige dele af Gærkælderen, nærmest Elefantporten, inkluderet i byggeriet. Men hvordan kunne man i stedet ’oversætte’ den historiske og fysiske kulturværdi til et nyt byggeri, som bygges tæt sammen med de bevaringsværdige dele af Gærkælderen ? Transformationen af det eksisterende byggeri og tilgangen til udformningen af den nye del af byggeriet er et eksempel på, hvordan renovering og sam-bygning mellem eksisterende bevaringsværdigt byggeri og nybyggeri kan oversætte den historiske værdi til et moderne udtryk og med tidssvarende funktioner og programmer. Et af målene var, at Theodorahus skulle fremtræde med den samme visuelle tyngde for at fungere som ’optakt’ til Elefantporten langs Ny Carlsberg Vej og at mødet mellem den nye og den eksisterende del af byggeriet skulle være som en lynlås, hvor historie og nutidigt mødes flydende – præcis som det er karakteren i Carlsberg Byen, hvor historiske bygninger og kontemporære funktioner mødes uden kontraster.

Parter bag projektet

Arkitekt: ADEPT
Ingeniør: Nordconsult
Entreprenør: BNS
Landskab: WERK

Yderligere information om projektet

https://www.adept.dk/project/theodora-house

Sted

Ny Carlsberg Vej 103
1799 København V

Fotos: Se fotografkredit i filnavn

Realiseret

2020

Indstillingsår

2021, 2022

Jubilæumskategori

Bolig

Areal

5.001-20.000 m²