fbpx

Stor karré på Islands Brygge renoveret

En af de største ejendomme på Bryggen er blevet opdateret med respekt for både fortid, nutid og fremtid

Se mere

Stor karré på Islands Brygge renoveret

En af de største ejendomme på Bryggen er blevet opdateret med respekt for både fortid, nutid og fremtid

Læs projektets egen beskrivelse

Gaihede, ingeniører & arkitekter har styret denne gennemgribende renovering af en af de største boligkarréer på Islands Brygge i København. Renoveringen af andelsboligforeningen AB Njal er noget ganske særligt, da den har betydning for miljøet og livet på Bryggen.

Bydelen samler både det gamle København og det moderne liv, og de to ting til sammen giver Islands Brygge den særlige atmosfære, der drager så mange københavnere og turister.

Renoveringen er med til at bevare denne helt særegne atmosfære, da den både opdaterer og bevarer en af de største klassiske karréer i bydelen. Omkranset af de fire gader, Artillerivej, Egilsgade, Leifsgade og Gunløgsgade og med 293 lejligheder fylder bygningen fra først i 1900-tallet, afsluttet 1912, en god bid af Bryggen.

Andelsboligforeningen AB Njal har ønsket at bevare og genskabe karréens oprindelige udseende med pudsede facader mod gaden, blankt muret underfacade med rygfuger og vinduesstik med samme, samtidig med at den opdaterer bygningens brugsværdi med blandt andet lavenergivinduer med så tæt på oprindeligt udseende som muligt malet i den traditionelle københavnergrønne farve. Mod gården er facaden pudset og malet i en lys farve og vinduerne er skiftet til nye som mod gaden men i traditionel kastanjerød farve.

Ejendommen gennemgik i 2019 og 2020 en renovering af klimaskærmen med en totalistandsættelse af vinduer og facader mod gård og gade.

De murede underfacader mod gade i røde sten er nænsomt afrenset, så de igen fremstår som røde mursten, men også med en vis patina.

Fugerne er fuget om i en mørtel i en let beige/sandagtig farvetone og med udseende, som afspejler den originale. Vinduerne er udskiftede til træ/alu-vinduer, og farven er igen den klassiske københavnergrønne i en sortgrøn farvetone.

De støbte betonpartier i karnapbunde er renoverede og malede med silikatmaling i en sandagtig tone.

Farveskemaet er holdt helt enkelt i københavnergrøn, murstensrød og sandagtig.

Trods det, at flere af materialerne produceres anderledes i dag end ved opførslen, er arbejdet udført i en høj håndværksmæssig kvalitet. Der er anvendt teknikker, som skulle læres igen, fordi de ikke anvendes længere, men hører til i en svunden tid, hvor arbejdskraften var billig og materialerne dyre – eksempelvis fugning af de udadgående rygfuger.

Blik for brugerne

Nye vinduer er træ-/alu-kombinations vinduer, i energiklasse B, og med lydreducerende egenskaber. Hoveddøre restaureret og tætnet.

Inspirerende ressourcetiltag

Andelsboligejere får en bygning, som er optimeret til det moderne liv med fortidens særlige arkitektoniske udtryk, som da ejendommen blev opført.

Eksempelværdi

Renoveringen af andelsboligforeningen AB Njal er et godt eksempel på, hvordan man kan bevare de oprindelige håndværksmæssige værdier og genskabe dem, og samtidig sørge for at opdatere og fremdatere bygningens kvalitet energi- og trivselsmæssigt.

Solidt samarbejde

I et projekt som dette, der involverer 293 lejligheder, som er beboede i byggeperioden, er et tæt samarbejde og involvering mellem beboere, bygherre, rådgiver og entreprenør en nødvendighed. Det er lykkedes her.

Levende bygningskultur

Håndværkerne arbejder efter traditionelle og moderne håndværksteknikker i en høj kvalitet. Fugearbejde i en rygfuge er en klassisk teknik, som ikke anvendes ofte. Murerne lærer hinanden op på stilladset ved sidemandsoplæring. Med hensyn til værdiløft er det klart et løft for andelshaverne, men det er også et åndelig værdiløft for Bryggens beboere og besøgende, da ejendommen i den grad er identitetsskabende og -bevarende for Islands Brygge.

Parter bag projektet

Bygherre: Andelsboligforeningen AB Njal
Rådgiver: Gaihede rådgivende ingeniører og arkitekter A/S
Entreprenør: Hovedstadens Bygningsentreprise A/S

Yderligere information om projektet

https://www.gaihede.dk/

Sted

Artillerivej, Egilsgade, Leifsgade og Gunløgsgade
2300 København S

Fotos: Jeppe Michael Jensen

Realiseret

2020

Indstillingsår

2021, 2022

Jubilæumskategori

Bolig

Areal

Over 20.000 m²