fbpx

Sankelmarksgade 3

Læs projektets egen beskrivelse

I en tidligere maskinmester skole og teknisk Gymnasium i Aalborg midtby har Plus Bolig nu bygget 108 nye ungdomsboliger, efter en gennemgående renovering af skolen. Hver lejlighed er unik, da bygningens struktur og status som bevaringsværdig har spillet en stor rolle i arkitekturen og indretningen af hver bolig.

Plus Bolig ønskede at købe tre bevaringsværdige bygninger centralt beliggende i Aalborg midtby, for at omdanne dem til ungdomsboliger – og valgte KAAI – Kærsgaard & Andersen, Arkitekter & Ingeniører A/S som totalrådgiver på projektet.

”Da Tech College udbød bygningerne til salg, så vi en oplagt mulighed i at omdanne hele komplekset til ungdomsboliger”, udtaler direktøren for Plus Bolig, Henrik Thomsen, og hentyder til, at de unge gerne vil bo så tæt på centrum som muligt. ”Men det bliver da lidt af en udfordring”, tilføjer han, da man skal respektere bebyggelsens bevaringsværdighed, og det viste sig også at blive et puslespil at få de 108 ungdomsboliger placeret.

Den største kvalitet ved ungdomsboligerne er, at de er højloftede og unikke i både indretning, udseende og størrelse, da bygningernes arkitektur har bestemt hver en krog og vinkel. Der er således både større og mindre boliger, men Henrik Thomsen er ikke urolig for at stå tilbage med de mindste af boligerne, da internationale studerende, der ikke har samme støttemuligheder som danske studerende, dermed også får mulighed for at bo til leje i Aalborg centrum.

Alle boliger er optimalt indrettet med køkken og badeværelse med alle bekvemmeligheder, og den store etagehøjde i de flotte bygninger gør at der mange steder har kunnet indrettes attraktive hemse.

I god dialog med Aalborg Kommune er en gammel, næsten pompøs festsal med sildebensgulv og loftsudskæringer også blevet bevaret for kommende generationer og skal fungere som et flot fællesrum med moderne køkkenfaciliteter for beboerne.

Parter bag projektet

Plus Bolig og KAAI – Kærsgaard & Andersen, Arkitekter & Ingeniører A/S

Sted

Sankelmarksgade 3 og Danmarksgade 11
9000 Aalborg

Realiseret

2014

Indstillingsår

2015

Anvendelse

Bolig

Areal

5.001-20.000m2