fbpx

NYT LIV I NEDRIVNINGSTRUET LANDHUS

Bæredygtig renovering af bindingsværkshus

Se mere

NYT LIV I NEDRIVNINGSTRUET LANDHUS

Bæredygtig renovering af bindingsværkshus

Læs projektets egen beskrivelse

Huset, som består af et stuehus i bindingsværk samt et udhus, havde stået ubeboet i fem år og var i akut forfald. Huset er fra 1870 og har i størstedelen af dets levetid fungeret som bolig, men nu var det dømt til nedrivning. Trods den dårlige stand, gemte der sig mange potentialer i den gamle bygningsmasse, som blot blev tydeligere i takt med den løbende renovering.

Ved en nænsom renovering er det lykkedes at redde huset og skabe et fredfyldt åndehul med respekt for det gamle håndværk og med mest muligt af den oprindelige sjæl og stemning i huset bevaret. Huset ligger i et naturskønt område med skoven som baghave, tæt på stranden – ideelt for et fritidshus, der kalder på afslapning. Samtidig er der et lille landsbysamfund, som aktivt er blevet involveret i projektet.

Blik for brugerne

Huset er blevet efterisoleret og opdateret til et moderne familieliv med en ny luft-til-vand varmepumpe. Tilgangen til projektet har været at gøre så lidt som muligt med så få nye materialer som muligt. Samtidig er der bygget videre på husets oprindelige byggemetode, med genbrugte, lokale materialer, udskiftelige bygningselementer og materialer, der kan vedligeholdes og dermed holde i mange år frem. Gulvet er belagt med genbrugstegl, De gamle gulvbrædder er blevet nedslebet og genbrugt som inventar. Al fast inventar som køkken, bænke og sofa er udført i hhv. brugt og nyt spærtræ. Gården og forhaven er belagt med pigsten fundet på grunden og en nærliggende mark.

Inspirerende ressourcetiltag

Landhusets iboende kvaliteter er blevet aktualiseret i en ny anvendelse som fritidsbolig. Huset emmer af ro; materialer, lysindfald og nærhed med naturen -perfekt til et fritidshus, hvor familien søger væk fra det pulserende byliv, for at slappe af og mærke naturen. Projektet er med til at styrke landsbymiljøet og den lokale historie. Landsbyen Tranehuse bygger på en stærk tilknytning til det nærliggende Meilgaard Gods. Landhuset er en tidligere aftægtsbolig til godset.

Eksempelværdi

Projektet belyser potentialet i de forsømte huse, der findes i mange danske landsbyer, som dømmes til nedrivning, men som indeholder stor lokalhistorisk værdi. Derudover er husets oprindelige byggeskik i sig selv et forbilledligt eksempel på datidens måde at bygge bæredygtigt. Under renoveringen er datidens byggeskik kommet til syne, bl.a. gennem forhåndenværende materialer, genbrug og lokalt håndværk. En tankegang som er meget aktuel og inspirerende for måden vi bygger på i dag.

Solidt samarbejde

Ved en løbende renovering, har det været muligt at skabe et godt samarbejde med lokale om at finde de rette genbrugsmaterialer og håndværkere. Den løbende renovering har også gjort det muligt at lære huset langsomt at kende og stykke dets historie sammen, gennem de lokale beboere. Samarbejdet har været en udviklingsproces, der gik begge veje. Mange havde svært ved at se mulighederne i starten, men der opstod hurtigt en vilje og interesse i at redde huset.

Levende bygningskultur

Renoveringen er udført med respekt for det oprindelige håndværk og den byggetekniske konstruktion, således at huset fortsat er nemt at aflæse og vedligeholde. De naturlige, diffusionsåbne materialer bidrager til godt indeklima. Materialer og farver er valgt i overensstemmelse med husets oprindelige udtryk og bidrager til den fredfyldte stemning og rolige karakter. Huset er kalket og træværk, inde og ude, er behandlet med linolie. De oprindelige vinduer er bevaret og de gamle vinduesglas skaber et helt særligt lysspil, når solen lyser igennem.

Parter bag projektet

Privat
Arkitekt: Fenger Arkitektur
Murer: Jan Nielsen

Sted

Tranehusevej 23
8585 Tranehuse, Glesborg

Fotos: Fenger Arkitektur

Realiseret

2021

Indstillingsår

2023

Anvendelse

Bolig

Areal

1-500m2