fbpx

Kyhns Gæstehus

Renovering af gammel fredet ejendom

Se mere

Kyhns Gæstehus

Renovering af gammel fredet ejendom

Læs projektets egen beskrivelse

En kondemneret ejendom fra 1735, men med dele der kan dateres til 1500-tallet, på Helsingørs Hovedstrøg omgivet af nogle af de ældste bygninger i Helsingør og med det gamle rådhus som genbo, stod til nedrivning på grund af forfald.

Duerne, rotterne og adskillige træer havde overtaget ejendommen og ingen troede at huset kunne istandsættes. Der var givet tilladelse til nedrivning af baghuset og der blev ansøgt om at det også skulle gælde forhuset.

Huset blev fredet for at forhindre nedrivning.

I 2012 ser Ove og Ulla Kyhn på ejendommen og køber den.

Deres drøm er at skabe en bolig, en cafe og et bed and breakfast.

Herefter begyndte arbejdet med at gennemgå og sikre konstruktionen og understøtte de steder, hvor ejendommen mere eller mindre var braset sammen.

De gennemfører en forbilledlig istandsættelse med genbrug af vinduer, døre, mursten, bjælker og tagsten. Hvor de nedbrudte materialer ikke kunne reddes erstatter de dem med genbrugsmaterialer.

Gamle ildsteder bliver fritlagt, vinduer og døre bliver afrenset, luset, malet med linoliemaling og genanvendt.

Alle de gamle håndværkstraditioner bliver brugt og der lægges vægt på at få bygningen ført tilbage til det oprindelige, men således at den kan rumme dagens krav til bolig, cafe og gæstehus.

Arbejdet foregår i samarbejde med Kulturarvsstyrelsen, Helsingør Kommune , banken og ejerne samt ad hoc håndværkere med forskellige specialer.

Efter 3 år med meget arbejde kunne de i 2016 endelig sige velkommen til gæster i cafe som gæstehus.

De har skabt et unikt sted, hvor det emmer af miljø, og er et forbilledligt eksempel på at det kan lade sig gøre, selv for 2 private mennesker. De er stadig gift med hinanden, så deres forhold overlevede i fin stil.

Fam. Kyhn har været utroligt åbne i hele processen og inviteret hele byen til at se hvordan det skred frem ved at invitere til åbent hus flere gange og borgerne har nydt den fine udstilling med fine fund fra ejendommen i udstillingsvinduet.

Så i stedet for en skamplet har Helsingør nu fået et fornemt istandsat hus, der rummer en bolig på 135 m2, Cafe og gæstehus på 305 m2 samt en meget fin gårdhave på 500 m2 med den fineste brolægning.

En perle som bidrager til Helsingør by med arkitektoniske, kulturelle, kulinariske og æstetiske oplevelser.

Bidrag til omgivelser

Planen har været at indrette et hyggeligt og personlig drevet overnatningssted i byens midte, så både lokale og turister kan få fornøjelse af det fine gamle hus. De gamle butikslokaler, gårdhaven og værelserne danner den perfekte ramme for en masse gode oplevelser for både lokale og besøgende.

Parter bag projektet

Jesper Nielsen, arkitekt Kulturstyrelsen
Lisbeth Pepke, arkitekt Kulturstyrelsen
Leif Topsøe Jensen, restaureringsarkitekt

Yderligere information om projektet

https://www.stengade58.dk

Sted

Stengade 58
3000 Helsingør

Realiseret

2016

Indstillingsår

2018, 2019

Anvendelse

Øvrige

Areal

501-5.000m2