fbpx

INSP KONTOR

FRA NEDRIVNINGSTRUET INDUSTRIKULTURARV TIL LEVENDE KONTORFÆLLESSKAB OG MØDESTED

Se mere

INSP KONTOR

FRA NEDRIVNINGSTRUET INDUSTRIKULTURARV TIL LEVENDE KONTORFÆLLESSKAB OG MØDESTED

Læs projektets egen beskrivelse

Kontorbygningen på det gamle skoleslagteri i Roskilde blev med borgernes mellemkomst og i et stærkt lokalt samarbejde reddet fra nedrivning. Bygningen har været igennem en gennemgribende renovering og har fra november 2023 fået nyt liv som en attraktiv moderne kontorfacilitet og mødested for lokale iværksættere, Corolab, samt børn, unge, medarbejdere og frivillige i Headspace Roskilde.

Bygningen blev opført i 1928 til Roskilde Andels Svineslagteri og senere overtaget af Slagteriskolen Roskilde. Bygningen på 500 m2 var i brug frem til 2011, men har siden stået tom og under sparsomt tilsyn. Huller og sammenstyrtninger i taget betød omfattende skader i bygningens konstruktion og en gennemgribende sanering var derfor nødvendig. Huset blev i projektet skrællet ind til det bare murværk og fik derefter lov til at stå et år under overdækning for at tørre ud. Først herefter kunne den egentlige renovering begynde.

Ambitionen har været at bevare bygningens ydre, dens sjæl og karakter. Dens historie skulle ikke pakkes ind, men tværtimod dagligt formidles til bygningens brugere. Den valgte transformationsholdning er at lade det eksisterende stå med minimal berøring og med tydelige spor fra tidligere brug og miljøsanering. Indenfor ser man derfor slibespor, gamle spor af installationer og fritlagt murværk uden pudslag, der blev fjernet på grund af svamp og skimmel. De nye lag, moderne funktioner og energieffektive installationer, er derefter tilført. De er samlet og placeret som tydelige nye elementer, der danner kontrast til det oprindelige og samtidig respekterer bygningens historie.

Blik for brugerne

Den renoverede kontorbygning bidrager til mere liv i kvarteret, Slagteriet. Der er nu mennesker i huset alle hverdage hele dagen, og brugerne udtrykker glæde over at være i deres ”nye” gamle hus. Huset har en god akustik og et godt indeklima. Det er programmeret og indrettet efter brugernes ønsker og indretningsopgaven har i sig selv været en fællesskabende aktivitet, hvor brugerne har indsamlet genbrugsmøbler og truffet bæredygtige valg ved nyindkøb som for eksempel bordplader i genanvendt plast og gardiner syet af genbrugstekstiler. Husets indretning har et moderne udtryk og brugernes klare aftryk.

Inspirerende ressourcetiltag

INSP Kontor er et eksempel på værdien af undgå nedrivning frem for at bygge nyt. Renoveringen har et klimaaftryk på 3,05 kg CO₂-eq/m²/år, hvor en nybygget version i samme størrelse ville have et aftryk på 6,73 kg CO₂-eq/m²/år”. Projektet holder sig indenfor og forholder sig til den eksisterende skal som den stod tilbage efter sanering. Der er en kærlighed til og accept af en æstetik, hvor vi ikke pakker ind, men lader ressourcen stå som den er uden at tilføre mere end nødvendigt. Ikke meget har kunne genbruges, men overskudsmaterialer og eksisterende vinduer er gemt og bruges til at give et løft til indgangspartiet på en anden ældre nabobygning, kantinen, og til at lave en uisoleret pavillon til grønne projekter. Projektet afføder dermed nye mindre projekter.

Eksempelværdi

Projektet er et eksempel på og mulig model for, hvordan lokale kræfter sammen kan redde og forny bygningskulturarven. Det er borgernes fortjeneste, at kontorbygningens potentiale blev set før det var for sent. Kommunens at bygningen blev skrevet ind i lokalplanen som værd at bevare. Boligselskabet Sjællands at den blev solgt til Foreningen INSP, som med hjælp fra Roskilde Festival kunne stifte en ejendomsfond, der igen kunne række ud til Liljeborg Aktieselskab som samarbejdspartner, der kunne overtage den misligholdte bygning og finansiere renoveringen, for så at udleje bygningen tilbage til ejendomsfonden. I dag er det unikke lokale samarbejder mellem civilsamfund, kommune, erhvervsliv og forskning, der fylder huset med mangfoldigt hverdagsliv.

Solidt samarbejde

Det gode samarbejde mellem entreprenør, rådgivere, brugere og bygherre har været gennemgående for projektet. Når udgangspunktet er at tilføre moderne funktionalitet og samtidig bevare de mange spor, kræver det god løbende formidling af projektets idé til håndværkerne på byggepladsen. Der opstår hele tiden fagligt udfordrende problemstillinger, hvor man for eksempel skal afklare forskellen på skævt og charmerende og blive enige om tolerancer. Det flotte færdige resultat vidner om et solidt fagligt samarbejde på tværs.

Faglig kvalitet

Indenfor er det patinerede gule murværk en bærende del af udtrykket. Ydervæggene står rå med synlige spor af gammelt håndværk, spor af brug og miljøsanering. Som kontrast har nye elementer skarpe linjer og er holdt i en enkel hvid, sort og grå farveskala. Det definerende og enkle arkitektonisk greb er vinduespartier med markante hvide indramninger, der samtidig elegant integrerer radiatorer og nye rørføringer samt ekstraisolerer ved varmekilderne. De eksisterende mure er blevet hulrumsisoleret og nye ventilationsføringer med varmegenvinding er placeret centralt og synligt. Skimmelsvamp og råd betød, at kun få dele af bygningens oprindelige indre var mulige at bevare. En af dem er den gamle trappe, der er sat i stand og forbinder de to nyindrettede etager. Med input fra brugerne rummer hver etage et fremtidssikret mix af små og store kontorer, mødelokaler, thekøkken og toilet. Hver etage har egen indgang og kan derfor udlejes separat.

Levende bygningskultur

Udvendigt er murværk renset, men står ellers urørt. På trods af gennemgribende renovering med udskiftning af tag og vinduer falder kontorbygningen fortsat ind i det byhistoriske miljø og rækken af bevaringsværdige gamle bygninger langs banen. Mod øst den gamle kedelcentral og mod vest kantinebygningen, der i dag huser INSP som forening og moderne kultur- og medborgerhus. Med nænsom istandsættelse af bygningens ydre og den gennemgribende forandring af dens indre, er projektet et vægtigt bidrag til at sikre den levende bygningskultur.

Parter bag projektet

Bygherrer: Liljeborg Aktieselskab
Bruger: Foreningen INSP
Arkitekt og totalrådgiver: Cornelius Vöge Atelier for Arkitektur
Ingeniører: Henrik Innovation ApS, BRAV Rådgivende ingeniører og JL Engineering
Entreprenør: Niels Lien ApS

Yderligere information om projektet

https://corneliusvoge.dk/projekter/insp/

Sted

Slagteristræde 3
4000 Roskilde

Fotos: Cornelius Vöge Atelier for Arkitektur

Realiseret

2023

Indstillingsår

2024

Anvendelse

Øvrige

Areal

1-500 m²