fbpx

Huset i Haven

FRA RASMUSSENS HUS TIL HUSET I HAVEN

Se mere

Huset i Haven

FRA RASMUSSENS HUS TIL HUSET I HAVEN

Læs projektets egen beskrivelse

For 22 år siden købte min kone Josef og jeg Hovedgaden 31 i Sorring. I en lille by køber man ikke bare et hus; man køber, som i vores tilfælde, Rasmussens hus. Rasmussen var gartner, og havde drevet gartneri fra matriklen i mange år.
Foruden selve huset, et murstenshus fra ca. 1930, var der en staldbygning og 2 store drivhuse. Vi byggede stalden om til tegnestue, og senere blev rummet til Josefs keramikbutik. De 2 store drivhuse blev renoveret, det ene til et orangeri med spejlbassiner, kunst og blomstrende beplantninger, det andet til Galleri og ”forsamlingshus”.
Vi havde 22 skønne år i Rasmussens hus, men trapperne og det begyndende forfald af drivhusene kombineret med vores fremskredne alder +70 betød, at tanken om at sælge og finde et mindre hus , trængte sig på.
Da vi begge er født og opvokset i Aarhus, ville det være naturligt, at det nye sted skulle findes der, men vores økonomi rakte kun til en 2 værelses leglighed i f.eks. Slepperaldsgade, og med vores mange aktiviteter som maleri og keramik ville den løsning ikke være en god ide.
En dag fik vi ideen om at nedrive de 2 drivhuse, opdele grunden i 2 matrikler, Rasmussens hus og et mindre etplans hus på tomten. Vi fik en aftale med JYTAS A/S, der havde 3 brugte moduler, som tidligere havde fungeret som laboratorie. Vi aftalte en pris på de 3 moduler, tegning og projekt blev udført og indsendt til kommunen. I december 2017 var alle formaliteter, godkendelser og aftaler afsluttet, og arbejdet kunne herefter starte op.
Nedrivning af drivhusene og opbygning af den nye have skulle jeg selv udføre, og medens det arbejde foregik på pladsen, blev de 3 moduler ombygget og renoveret i Hal 3 på JYTAS’ fabrik.
I august 2018 kom modulerne med en stor mobilkran. Beboerne i Sorring havde med stor undren fulgt mit arbejde samt entreprenørens kloak- og fundamentsarbejde, og de var mødt talrigt op, da kranen løftede vores hus 20 m op i luften og satte det ned i haven. Om aftenen havde vi et hus i haven.
Resten af sommeren gik med at færdiggøre huset og haven, så vi i november 2018 kunne flytte ind i vores nye hus og værksted.
Rasmussens hus var forinden blevet sat til salg, og kun få uger efter blev det solgt til en sød ung børnefamilie. De er glade for huset, og vi fik vores drømmeseniorbolig beliggende i den have, vi holder så meget af.

Blik for brugerne

Selve boligen består af 2 ombyggede moduler, isoleret i vægge, lofter og gulv, så de nye isoleringskrav er opfyldt. Vi er tæt på et 0 energihus.
På taget er monteret 7 m2 solceller, og alt regnvand opsamles i en 1000L tank . Regnvandet bruges i havens spejlbassiner. Det overskydende vand føres til en faskine. Husets boligdel opvarmes med gulvvarme fra en varmepumpe, luft til vand, mens værkstedet opvarmes med en varmepumpe, luft til luft.

Brugskvalitet

Da vi er blevet 72 og 74 år, er huset bygget med materialer, der nemt kan rengøres. Selve huset er indrettet meget enkelt - i princippet et stort opholdsrum placeret imellem toilet og entré i den ene ende samt soveværelse og gæsteværelse i den anden. Den enkle indretning med få døre uden fodspark gør livet i huset enkelt og ukompliceret.

Eksempelværdi

60'er generationen har altid levet livet på deres egen måde, og hvorfor skulle det være anderledes som pensionist. Mange pensionister lever i et stort hus med en stor grund. Har man en grund på 1400 m2 eller derover, kan man søge om at få grunden opdelt i 2 matrikler á 700 m2 og få bygget en mindre bolig, som er tilpasset specielt til de ønsker og behov, man måtte have.

Solidt samarbejde

Når man som os kaster sig ud i et projekt, som ikke er helt almindeligt, er det af stor betydning, at samarbejdet mellem alle parter i forløbet fungerer. Samarbejdet mellem JYTAS A/S og os, kommunens positive indstilling, naboernes forståelse (positive svar på nabohøringen), Sparekassens gode lån samt ikke mindst ens families hjælp. Fra idé til indflytning har samarbejde med alle involverede været alt afgørende for, at projektet lykkedes for os.

Økonomi og værdiforøgelse

I vores tilfælde har flytningen fra Rasmussens hus til Huset i Haven været afgørende for, at vi har kunnet fastholde et godt og aktivt seniorliv. Grunden var i princippet gratis, modulerne blev indkøbt billigt, og Rasmussens hus blev solgt med en rimelig friværdi. Flytningen betyder, at vi kan rejse, arbejde med kunst og keramik, som vi kunne, da vi var aktive med tegnestuen.

Parter bag projektet

Bygherre: Josef & Lars Rohde
Rådgiver: JYTAS A/S
Arkitekt: Lars Rohde
Udførende (Huset): JYTAS A/S
Udførende (Haven): Lars Rohde

Sted

SKOLEBAKKEN 2A
8641 Sorrring

Realiseret

2018

Indstillingsår

2019, 2020, 2021, 2023

Anvendelse

Bolig

Areal

1-500 m²