fbpx

Hotel Harmonien – Nakskov

Renovering af Nakskovs gamle hotel - nutidige hotelfacilitet i historiske rammer.

Se mere

Hotel Harmonien – Nakskov

Renovering af Nakskovs gamle hotel - nutidige hotelfacilitet i historiske rammer.

Læs projektets egen beskrivelse

Hotel Harmonien har været en del af Nakskov i 120 år. Med den omfattende renovering af facaden, renovering af hotellets prægtige festsal samt istandsættelse af hotellets værelser indvendigt og udvidelse af hotellets kapacitet, er det blevet sikret, at Harmonien også vil være det i mange år fremover.

Det første, man møder, er Hotel Harmoniens velproportionerede facade, som er bygget samlet som tre bygninger med en hovedbygning og to sidebygninger. Der er mange fine detaljer i den historicistiske facade, som sammen med Nakskovs mange bevaringsværdige bygninger fortæller historien om tidligere tider i Nakskov.

Selv hotellet har dannet rammerne om mange besøg, fester og mærkedage i tidens løb. Ligesom facaden fortæller den istandsatte festsal også sin egen historie. Men mange af byens borgere kan også fortælle historier om juletræsfester og højtider, og om at gå til dans i bedste Matadorstil.

Skiftende ejere har i tidens lavet istandsættelser og ombygninger. Inden projektet gik i gang, bar bygningen særligt præg af en ombygning af facaden i stueetagen, som var blevet beklædt med mørke plader af natursten. Pladerne var et meget fremmed element på den gamle hotelfacade, og med deres mørke farve var de også med til at få gaden til at se noget dyster ud.
Projektets formål har været at flytte Nakskovs gamle hotel ind i det nye årtusinde med opdaterede og udvidede hotelfaciliteter. Nakskov har et underskud af hotelkapacitet, så visionen om at både at bevare det gamle hotel og samtidig udvide, falder smukt ind i tanken om at stille sig på byens velbevarede bygningskultur og samtidig skue ind i fremtiden.

Facaden er blevet befriet for de mørke sten og i stedet er der atter blevet etableret kvaderpuds. Vinduerne er blevet skiftet, og indgangspartierne – også til Café Guldhornet, som er et klassisk værtshus, der også har til huse i bygningen – er blevet opdateret. De gamle lamper, der engang har siddet på facaden, findes ikke længere. Men der er fundet nogle fine gamle lamper i samme stil. Til slut har facaden fået en grøn farve, som giver et roligt samlet udtryk og med plads til at fremhæve bygningsdetaljer. Den grønne farve er Hotel Harmoniens signatur, som er et samlende tema også i værelserne og i den istandsatte festsal.

Indvendigt er de gamle værelser løbende blevet opdateret. I forbindelse med projektet, er der blevet tilføjet nye værelser ved at inddrage 1. og 2. sal i den tilstødende bygning op en måde, der ikke har rørt de to bevaringsværdige bygningers arkitektur og udtryk.
Den gamle festsal er blevet renoveret. Den var i tidens løb både forfaldet men var også blevet udsat for overgreb i form af nye vægge. Festsalen har fået genetableret og fremhævet mange af de gamle detaljer samtidig med, at respekten for tidligere tiders brug er bevaret. F.eks. er parketgulvet ikke blevet slebet ned men er bare blevet renset og lakeret, så man kan se sporene af mange fester og selskaber.

Siden festsalen blev færdig – og lidt før – har den været i brug til flere store arrangementer, blandt andet byens revy. Og til jul blev der afholdt en meget velbesøgt juletræsfest – næsten som i gamle dage.

Det skarpe øje vil bemærke, at der er slået en fin sløjfe om historien om et hotel gennem flere tider, som rækker ud mod nutid og fremtid med respekt for materialerne. En del af de stenplader, der sad på facaden, har fået nyt liv bl.a. som top på festsalens store bardisk og som bordplade på festsalens tilhørende toiletter.

Levende bygningskultur

Hotel Harmonien er en af Nakskovs mange bevaringsværdige bygninger. Nakskov har en velbevaret bygningskultur, som dog i mange år har trængt til at få en kærlig hånd. Renoveringen af Hotel Harmonien med en tilbageføring af det oprindelige facadeudtryk udgør en vigtig del af det samlede arbejde med at løfte Nakskovs bygningskultur. Hotellet huser, ud over værelser, også restaurant (og i den ene ende et værtshus) og en smuk festsal, der har været brugt af byens borgere gennem mange tider. Med renoveringen er der skabt nyt liv i det gamle hotel, så det kan fortsætte med at danne rammerne om begivenheder mange år endnu. Samtidig har ejer erhvervet nabobygningen, som er af nyere dato end hotellet (1938) og er tegnet af byens dengang førende arkitekt, Einar Ørnsholt. Her er facaden også istandsat, og hotellet udvidet kapaciteten med værelser på 1. og 2. sal, men på en måde, så det ikke griber ind i de to bygningers arkitektur. Projektet er samlet med til højne bevaringen af byens rige bygningskultur og er med til at skabe et gadeforløb, som både minder os om tidligere tider i Nakskov men også peger ind i fremtiden.

Parter bag projektet

Bygherre: Dan Lykkegaard.
Udfører: MT Byg.
Arkitektrådgivning: H+
Støttet af Nakskov Bymidtefond

Sted

Nybrogade 2
4900 Nakskov

Fotos: Stina Jørgensen

Realiseret

2023

Indstillingsår

2024

Anvendelse

Erhverv

Areal

501-5.000m2