Fra landejendom til kreativ bolig
Transformation af tidligere landejendom til en moderne og kreativ bolig
Fra landejendom til kreativ bolig
Transformation af tidligere landejendom til en moderne og kreativ bolig
Læs projektets egen beskrivelse
På en tidligere landejendom har vi tilført et nyt stuehus til en moderne og kreativ familie. Tilbygningen gentager den klassiske længebygning som typologi og forbinder det nye stuehus med et samlende ståltag, der som en nyfortolkning fortsætter fra taget og ned over facaderne. Samtidig inviterer vi naturen indenfor ved at etablere store vinduespartier i gavlene.
I interiøret har vi designet en kerne i træ, der indeholder depot og badeværelse, og som ovenpå skaber rum til en hems, hvor der er ro og udsigt over markerne. En kreativ bolig og et fotoatelier midt i naturen, der samtidig respekterer sin historie og kontekst.
Inspirerende ressourcetiltag
Aspekter som genanvendelse af nedslidte landejendomme og opførelse af nye, langtidsholdbare materialer, der smelter sammen med omgivelserne, har været det overordnede fokus. Materialer ude som inde patinerer smukt ved brug. Bygningens ejere har selv medvirket til at lave gennembrud til det nye stuehus. De har også bidraget til opførelsen og anlæggelsen af landskabet omkring bygningerne.
Eksempelværdi
Projektet bygger til på en nedlagt landejendom, og i stedet for at nedrive eksisterende, forfaldne bygninger er der ved ombygning, renovering samt tilbygning opstået en fin symbiose mellem nyt og gammelt. Klimaaftrykket er desuden formindsket ved at genbruge de gamle bygninger. Gavlformen er ført videre fra det eksisterende stuehus, og et nyt ståltag dækker hele bebyggelsen og fortsætter som et element på facaden af den nye tilbygning. I gavlene åbner de store vinduespartier op for naturen og trækker den indenfor. Der opstår et fint gårdrum mellem de gamle bygninger og tilbygningen. Tilbygningen har udvidet boligarealet, givet mere lys samt udsigt til det smukke landskab og tilføjet stedet en ekstra kvalitet. Der er hermed dannet en fin ramme for familien i et smukt landskab.
Solidt samarbejde
LOOP har gennem besøg på ejendommen og mange konstruktive møder haft en frugtbar dialog og proces omkring ejernes ønsker og behov. LOOP var behjælpelig med at få byggetilladelsen. Ejerne har selv skaffet de håndværkere, de havde tillid til, og de har selv været med til at bygge.
Faglig kvalitet
Den arkitektoniske kvalitet ligger i designets enkelhed og detaljering. Det samme materiale anvendes både på taget og facaderne - et materiale, der gennem generationer har været forbundet med bygninger på landet. Vinduesrammer og tagrender i samme farve og materiale gør huset elegant. Træpartier i gavlene tilføjer varme og en fornemmelse af materialitet. Træet går igen indenfor i kernen samt i vinduesrammerne, der hvor man opholder sig, og hvor man kan opleve duften af træ.
Levende bygningskultur
Feldmosen er særlig som et projekt, der tager udfordringen med at sikre bosætning på landet op. Projektet har fokus på værdien af stedet snarere end de eksisterende bygninger, der udgør afsæt for en transformation, hvor en tidligere landejendom genopstår som en moderne bolig og atelier. At bo, arbejde, leve, have familie og ikke mindst plads og ro omkring sig kan gå hånd i hånd indenfor en relativ begrænset projektøkonomisk ramme. Dette er et smukt eksempel på en moderne og meget bevidst livsstil. At det så også ligger unikt i naturen, op af omkransende marker og skov, gør bare historien endnu stærkere. Historien om en modig familie, der fik opfyldt deres drøm.
Parter bag projektet
LOOP Architects
Familien Due
Yderligere information om projektet
https://looparchitects.dk/portfolio/feldmosen/
Sted
Vindelev
7300 Jelling