fbpx

Fladbrohus

Renovering af arkitektens eget hus fra 1964 beliggende naturskønt i skoven

Se mere

Fladbrohus

Renovering af arkitektens eget hus fra 1964 beliggende naturskønt i skoven

Læs projektets egen beskrivelse

Fladbrohus er oprindeligt bygget i 1964 til tegnestue og beboelse for arkitekt Niels Blinkenberg og familie.

Vi købte huset i 2021 idet vi faldt for husets fantastiske beliggenhed midt i skoven og de arkitektoniske smukke lige linjer som indikerer typisk 60er arkitektur, minimalisme og sans for god kvalitet. Arkitekten tegnede i sin tid 4 huse, der ligger som en lille arkitektonisk enklave midt i skoven og alle eksisterer i dag. Andre potentielle købere ønskede at rive Fladbrohus ned for at bygge nyt.

I samarbejde med Bruno Jakobsen Design ønskede vi med renoveringen at sikre arkitekturbevarelse og opdatere huset ift. energi, brug og materialer. Den nye planløsning omfavner nu en moderne families behov og valget af klassiske naturmaterialer sikrer at huset kan leve de kommende mange årtier til gavn for os og kommende generationer.

Blik for brugerne

Med få strategiske indgreb er Fladbrohus blevet moderniseret, energioptimeret og de oprindelige arkitektoniske værdier er blevet videreført. Huset fremstod tidligere lukket om sig selv, men er nu åbnet op mod landskabet, naturen og de grønne omgivelser. Der er tilført mere luft og lys til huset og de gamle trælofter som ikke stod til at redde, er erstattet af sorte lofter i Futurecem, som er en energireduceret udgave af Troldtekt lofter, der er fremstillet med mere ler og mindre cement.

Inspirerende ressourcetiltag

Fokus på at genbruge, hvor det var muligt. Fokus på energioptimering uden at ødelægge det arkitektoniske udtryk. Eksisterende integrerede carport som ikke var mulig at bruge, blev understøttet af bærende bjælker, så vi kunne sikre indkørsel fra anden vinkel og samtidig bevare husets udvendige udtryk og undgå ny tilbygning.

Eksempelværdi

På vores instagram profil "fladbrohus" ønsker vi at motivere og inspirere andre ejere af ældre huse til at renovere frem for at bygge nyt. Det handler for os om arkitekturbevarelse og minimering af nybyggeri og brug af jordens ressourcer.

Solidt samarbejde

Vha. sparring og samarbejde med Bruno Jakobsen Design har vi formået at renovere med respekt for husets udtryk, værdi og udseende. Med Brunos få strategiske indgreb og gode planløsning har vi skabt vores drømmehjem til glæde for hele familien

Faglig kvalitet

Vi oplevede ved valg af håndværkere at vi hele tiden skulle argumentere for at genbruge - "det kan ikke betale sig", hed det bla. når vi insisterede på at genbruge mursten, som var blevet til overs. Valg af farver og materialer som harmonerer med husets stil og arkitektens oprindelige tanke. Tilførsel af lys fra alle verdenshjørner der samtidig sikrer bibeholdelse af de smukke sorte udhæng. Her har vi valgt de samme størrelse vinduer som allerede var i huset. Det blev også til stor diskussion med håndværkere, der mente at det var både dyrere og mere upraktisk med så mange sprosser. De anbefalede at vi valgte kæmpe store partier uden felter.

Levende bygningskultur

Ved hjælp af en ny plantegning og rumfordeling er huset blevet opdateret til nuværende behov. Vi har sikret en stykke lokal arkitekturhistorie fra een af Randers' markante arkitekter og sikret at den lille arkitekturenklave af huse i skoven ikke blev reduceret til eet mindre.

Parter bag projektet

Oprindelig arkitekt og bygherre 1964: Niels Blinkenberg
Bygherre i forbindelse med renovering: Daniel og Pia Bylling-Westergaard
Rådgiver i forbindelse med renovering: Bruno Jakobsen Design
Totalentreprenør: Tømrermester Thomas Yde

Yderligere information om projektet

https://www.instagram.com/accounts/login/?next=https%3A%2F%2Fwww.instagram.com%2Ffladbrohus%2F

Sted

Randers
8870 Langaa

Fotos: Jakob Lerche

Realiseret

2022

Indstillingsår

2024

Anvendelse

Bolig

Areal

1-500m2