Forvandling af 70’er parcelhus
Gulstens Parcelhus fra 1979’erne fik ny 1. sal med tagterrasse
Forvandling af 70’er parcelhus
Gulstens Parcelhus fra 1979’erne fik ny 1. sal med tagterrasse
Læs projektets egen beskrivelse
Typehuset fra 1979 ligger blot 300 meter fra Horsens Fjord og endnu tættere til grønne friarealer, hvorfor husets beliggenhed naturligt var attraktiv for bygherreparret med tre mindre børn. Huset købte de i 2018 med henblik på totalombygning og modernisering, således de kunne få et topmoderne hus beliggende bynært og samtidig naturskønt med plads til hele familien.
Bygherreparret savnede en bedre udnyttelse af pladsen i boligen, bedre indeklima og energiforbrug samt mere dagslys i huset og så drømte de om at der blev skabt udsigt til fjorden.
Det eksisterende 70’er typehus var kendetegnet ved en lidt kedelig arkitektur, dårligt indeklima (lyd, lys og luft) et snævert og mørkt indgangsparti, en 1. sal med lav loftshøjde og skråvægge samtidig hang stueetage og 1. sal dårligt sammen.
Blik for brugerne
Husets kernestruktur og konstruktion er bevaret for at videreudvikle det bestående til en ny og tidssvarende bolig. Huset er efterisoleret udvendigt for at mindske varmetabet og sikret mere jævn rumtemperatur. Der er etableret lavenergivinduer og -døre i hele huset for at mindske varmetabet. Huset har fået nyt tagkonstruktion inkl. isolering. Alle primære installationer er udskiftet. Etageadskillelsen er forstærket/hævet til gavn for indeklimaet idet trinlyd er markant reduceret. De nye ovenlysvinduer har øget mængden af dagslys i boligen markant. De store glaspartier har indbyggede solfilterglas og screens for udvendig solafskærmning. Huset har desuden fået nyt varmegenvindingsanlæg som er medvirkende til et godt og sundt indeklima.
Eksempelværdi
Som led i at skaffe mere plads i boligen og samtidig undgå at skulle afgive en stor bid af haven, blev strategien at udvide huset opad. Huset fik ny hævet spærkonstruktion med nutidige krav til tagisolering og fik dermed forbedret udnyttelsesgraden (Boligarealet er hævet med 42 m2 på første sal) og isoleringsniveauet af førstesalen. For at forbedre trinlyd og samtidig sikre mere fjordudsigt blev der etableret ny gulvkonstruktion ovenpå eksisterende etageadskillelse. Der er etableret ovenlys på begge sider af huset så der er skabt gode gennemlyste rum suppleret med et par markante kviste som har forvandlet den mørke tagetage til et hjerterum med god rumhøjde, rum-i-rum, masser af dagslys og fjordudsigt. Huset er efterisoleret udefra med puds direkte på isoleringen. Det har nedbragt energiforbruget, sikret en mere jævn rumtemperatur og gav mulighed for at re-tænkte husets facader, således huset nu har fået et langt mere nutidigt og moderne arkitektonisk udtryk. Huset er skabt med indgang placeret centralt i husets indretning, men lidt hengemt på husets nordlige langside. Arkitekten så det som en væsentlig opgave at skabe et mere synligt og iøjnefaldende indgangsparti så gæster ikke er i tvivl om hvor man entrerer huset. Der er etableret en skarpskåret åbning i facaden ind til husets nye hall hvor det store glasparti trækker masser af lys ind i husets tidligere mørke kerne, den markante overdækning indrammer den nye indgang. Husets indvendige organisering er vendt lidt på hovedet, således er køkkenet og spisestuen flyttet fra stueetagen til 1. sal hvor der nu er en fin udsigt til Horsens Fjord. Stueetagen er nu indrettet til børnenes afdeling, med værelser, bad/toilet og et multirum alle rum med adgang til haven. Det gjorde behovet for at få etagerne til at hænge bedre sammen endnu større. Det tidligere køkken er nu lagt til den nye hall, så der er kommet mere plads og lys i ankomstsituationen samtidig er trappen flyttet og lavet til en flot ligeløbstrappe med god visuel kontakt imellem etagerne. Den nye førstesal er blevet husets hjerte og nye samlingssted med en åben planløsning, loft til kip og masser af dagslys. Førstesalen er designet med stor grad af gennemsigtighed og en åbenhed der er struktureret omkring den fritstående køkkenkerne som omdrejningspunkt der opdeler rummet i forskellige zoner. Køkkenet er integreret og smelter sammen med det øvrige inventar med varme og kontrast. Træ er et gennemgående materiale i huset, både brugt i konstruktioner, som facadeelementer, som gulve og til løst og fast inventar. Træet er et smukt og miljøvenligt materiale der bidrager til et varmt nordisk udtryk.
Parter bag projektet
Bygherre Sarah Kroer og Peter Merrild Bie
Arkitekt: GINNERUPARKITEKTER
Yderligere information om projektet
https://ginneruparkitekter.dk/projekter/villa-b
Sted
Stensballe Strandvej 179
8700 Horsens