Brorfelde Observatorium
Læs projektets egen beskrivelse
På toppen af de midtsjællandske bakker og med udsigt over Lammefjorden ligger Brorfelde Observatorium. I 2015-16 gennemgik observatoriet en istandsættelse, ombygning og funktionsændring af hovedbygningen og to tidligere tjenesteboliger, og energibesparende tiltag som eksempelvis jordvarme blev etableret for hele bygningsanlægget på i alt 11 bygninger (ca. 2600 m2).
Observatoriet blev opført i perioden 1953-1964 af arkitekt Kaj Gottlob og landskabsarkitekt Georg Georgsen for Københavns Universitet. I 60 år spillede Brorfelde Observatorium en væsentlig rolle i den danske og internationale forståelse af astronomi. I dag er bygningerne, landskabet og – som noget ganske unikt – mørket fredet – en totalfredning, der hidtil ikke er set andre steder i Danmark.
I 2013 købte Holbæk Kommune Brorfelde Observatorium for at omdanne stedet til naturvidenskabeligt opdagelsescenter, og stedet rummer nu arbejdende værksteder, udstillings-, formidlings- og lejrskolefaciliteter. Siden observatoriet åbnede for offentligheden i 2016, har det været besøgt af cirka 20.000 gæster.
Bygningerne er kendetegnet ved et enkelt og moderne formsprog, men udført i lokale, traditionelle materialer og en generel høj håndværksmæssig standard. Projektets omdrejningspunkt og udfordring har været – til trods for de nødvendige ombygninger og funktionsændringer – at bevare den særlige karakter og stemning, som stedet rummer med dets mange velbevarede detaljer.
Processen har været kendetegnet ved et tæt samarbejde mellem bygherre, rådgivere og fredningsmyndigheden. Helt i Kaj Gottlobs ånd var der stor fokus på samarbejdet mellem håndværkere og arkitekter. Der blev lagt vægt på at få fat i dygtige, lokale håndværkere, og arbejderne blev gennemført i fagentrepriser, som var med til at give håndværkerne en stolthed og ejerskabsfornemmelse i forbindelse med projektet. Projektet blev gennemført med midler fra Nordea-fonden, A.P. Møller Fonden og Holbæk Kommune.
Blik for brugerne
Gennem hele forløbet har der været fokus på energirigtige og bæredygtige løsninger. I området øst for det fredede landskab og bygningsanlæg har man for eksempel nedgravet et nyt jordvarmeanlæg, der i dag dækker 95% af det samlede varmebehov.
Brugskvalitet
Formidlingen er blevet optimeret med nyindrettede auditorier til undervisning og udstilling. Den nye sovesal gør stedet til et oplagt udflugtsmål for både erhverv, foreninger og skoleklasser, og indarbejdede tilgængelighedstiltag gør stedet åbent for alle
Bidrag til omgivelser
Anlægget har fået større forbindelse til både nærmiljøet og det uendelige verdensrum. Den oprindelige arkitektoniske forbindelse til landskabet er blevet understreget i restaureringen, og de nye udstillinger samler alle om natur, geologi og astronomi.
Eksempelværdi
En veldefineret strategi for ombygningen fulgte dette projekt til dørs. Den praktiske indgangsvinkel til arbejdet inviterede håndværkerne ind i alle dele af processen, og det medførte et forbilledligt samarbejde, der sikrede et godt resultat.
Solidt samarbejde
Tidligt i byggeprocessen blev der i en af beboelsesbygningerne indrettet spisepladser, så håndværkere, arkitekter og bygherre kunne spise frokost sammen, mens arbejdet stod på. Det sikrede et respektfuldt og frugtbart samarbejde med en god løbende dialog.
Økonomi og værdiforøgelse
De nye faciliteter har sikret en fremtidig indtjening på overnattende skoleklasser, større og mindre konferencer, samt andre besøgende, der ønsker at fordybe sig i astronomien og udforske det smukke landskab.
Udførelseskvalitet
Der har været stor fokus på godt håndværk og en stemningsmættet arkitektonisk oplevelse. Blandt andet blev malede overflader ført tilbage til det originale udtryk, så næsten alle rum i dag er farvesat forskelligt som i Kaj Gottlobs stærke forlæg.
Parter bag projektet
Bygherre: Holbæk Kommune
Arkitekt: Rønnow Arkitekter A/S
Ingeniør: Terkel Pedersen Rådgivende Ingeniører ApS
Yderligere information om projektet
http://www.brorfelde.dk/byggeriet/
Sted
Brorfelde Observatorium, Observator Gyldenkernes Vej 19
4340 Tølløse