ÅF’s domicil i Herning

60’er-modernistisk kontor renoveret til fremtidssikret bæredygtig bygning

Se mere

ÅF’s domicil i Herning

60’er-modernistisk kontor renoveret til fremtidssikret bæredygtig bygning

Realiseret

2018

Anvendelse

Erhverv

Areal

5.001-20.000m2

Beskrivelse

ÅF’s domicil beliggende nær centrum i Herning er ombygget til en fremtidssikret bæredygtig bygning. Bygningen har opnået bæredygtighedscertificeringen Sølv iht. DGNB-certificeringsordningen for ”Nye kontorbygninger 2016”. Det er den første eksisterende kontorbygning i Danmark, som ved renovering certificeres efter reglerne for nye bygninger. PensionDanmark overtog bygningen i 2018 og udlejer bygningen til ÅF Buildings Denmark.
Bygningen er en homogen og tidløs bygning fra 60’erne opført i 2 etager for ”Jydsk Grundejer-Kreditforening” i 1965. Arkitektonisk repræsenterer bygningen en fin fortolkning af den senmodernistiske nordiske periode fra de tidligere 60’ere – som én blandt en lang række repræsentative værker fra denne tid. Huset fremstår som en ærlig bygning med en soliditet og en god sammenhæng. Med røde murstensfacader, gennemgående vinduesbånd med integrerede ”plantekummer”, et markant kobberbeklædt udhæng og i det hele taget gedigne materialevalg, fremstår bygningen solid og robust. Hele bygningskomplekset er placeret på en brostenbelagt plint/vold, som omgiver bygningen og markerer en flot overgang mellem udearealer og hus. Ved facaden mod offentlig vej er der anlagt forsænkede gårdarealer, som indbyder til ophold og skaber en værdifuld overgang fra trafikken til bygningsanlægget.
Bygningen har gennemgået en gennemgribende indvendig ombygning og renovering, hvor de fine aner og det arkitektoniske DNA er bevaret – uden kompromis for indbygning af nutidens isoleringskrav, dagslysbehov, ventilation, teknologi og design som højner den daglige sociale trivsel i kontormiljøet.
Indvendigt fremstod kontorbygningen tidligere med lange gange med randkontorer og storkontor placeret midt i bygningen med ovenlyskupler og egetræpaneler. På det nederste niveau indeholdt bygningen omfattende arkivrum og møderum uden dagslys. Ombygningen har indeholdt en stor statisk udfordring i forbindelse med nedbrydning af eksisterende betonvægge og fjernelse af eksisterende dæk for at skabe et åbent stort fælles kontorhus. Der er skabt gennemsigthed i bygningen, ny foyer i 2 etager med 3 store rytterlys, ny kantine med adgang til haveanlægget, ny lysgård med grønne planter, fremtidssikrede tekniske installationer inkl. moderne styresystemer.

Brugskvalitet

ÅF’s domicil er et vellykket eksempel på, at det er muligt at ombygge en eksisterende ældre og energikrævende bygning til et supermoderne, bæredygtigt kontorhus med optimalt indeklima, der bidrager til et rigt arbejdsmiljø. Dagslysforhold er designet optimalt via lysgård og ovenlysvinduer samt lysreflekterende skærme. Lysforholdene bevares optimalt både sommer og vinter blandt andet grundet det store udhæng, der fungerer som passiv solafskærmning – uden blokering af udsyn til de grønne omgivelser med gamle søjle egetræer, staudebede, grønt bunddække og blomsterløg mm. Det moderne gennemsigtige design med intime opholdshjørner, samtale-tekøkkener, telefonrum, traditionelt indrettede møderum, innovative afslappede møderum og indkig mellem etagerne giver brugerne en samhørighed og fornemmelse af tilstedeværelse, når man er i bygningen.

Bidrag til omgivelser

ÅF’s domicil bidrager til stabilitet for byens historie og ikke mindst til erhvervslivet, drivkraften for innovation og den iværksættersjæl, som er så grundlæggende for Herning. Ved at bevare bygningen bidrages der også til byens historiske bevarelse. Ikke mindst bevarelsen og istandsættelsen af have- og naturstensanlægget fastholder kvalitet og forskønnelse i byen.

Økonomi og værdiforøgelse

Bygningen har stor værdi i Herning, som er en yngre købstad med meget få ældre, arkitekttegnede, private bygninger af denne størrelse. Bygningen har en grundlæggende historie for byen, da den har været tidligere hovedsæde for ”Jysk Grundejer-Kreditforening”. Bygningen har fået en levetidsforlængelse og er fremtidssikret til evt. ombygning til anden anvendelse. Bygningen er renset for forurenet bygningsmateriale og kan overdrages til næste generation med god samvittighed.

Energikrav og bæredygtighed

Der er gennemført en fuld DGNB-certificering til kategorien Sølv uden at gå på kompromis med det grundlæggende arkitektoniske DNA. Bygningen er den første eksisterende bygning, der er certificeret efter samme målestok som nye kontorbygninger. Bygningen er efterisoleret alle de steder, hvor det ikke forandrer bygningens teglfacader eller arkitektoniske udtryk. Energibehovet er markant nedsat ved montering af nye termoruder, et nyt indgangsparti, solceller, nye ventilationsanlæg med genvinding og CTS-styring mm. De originale vinduespartier udført i træ er bevaret, men glasset er udskiftet med moderne, højtisolerende termoruder. Selvom trævinduerne er over 50 år gamle, fejler selve træet ikke noget. Karme og rammer er udført i en meget fin kvalitet af kernetræ fra Californisk Redwood. Alle eksisterende arkitektlamper fra opførelsen er bevaret, men de er ombygget til LED, al ny belysning er udført med LED-lyskilder, og eksisterende egetræpaneler er genbrugt i samspil med moderne design.

Udførelseskvalitet

Nye bygningsdele er udført efter samme høje standard som de eksisterende. Der har været øgede krav til alle materialer, som er tilføjet i bygningen – fokus har hovedsageligt været på levetid og på afgasning af formaldehyd og VOC. Life Cycle Assessment (LCA) og Life Cycle Costing (LCC)-beregninger har været omdrejningspunktet for valg af materialer. Der er ligeledes gennemført commissioning på bygningen, hvilket har medvirket til at sikre en optimal styring af energiforbruget allerede fra start. Ved indarbejdelse af DGNB-certificeringens kriterier fra starten af projektet er der sikret en målrettet styring af både projekteringens-, udbuds- og udførelsesprocessen samt ikke mindst gennemført en afleveringsforretning med et minimum af mangler.

Yderligere information om projektet

https://www.afbuildings.dk/referencer/firmadomiciler/detaljer/viborgvej-1--herning.aspx?Action=1&M=NewsV2&PID=25

Sted

Viborgvej 1
7400 Herning