fbpx

Mårkærvej

Fra nedrivningsegnet til erhvervsområdets flotteste ejendom

Se mere

Mårkærvej

Fra nedrivningsegnet til erhvervsområdets flotteste ejendom

Læs projektets egen beskrivelse

Da Stensdal Group erhvervede denne ejendom i det klassiske erhvervsområde Klovtofte Erhvervspark ved IKEA i Taastrup, var alle enige om, at den var nedrivningsegnet. Nedslidt, trist og tom i mere end 10 år, hvor den havde stået ubenyttet hen. Hul i taget. Rådne vinduer. Eternitplader med minimal isolering. Monton og kedelig arkitektur. Der var stort set intet godt at sige.

Og dog.

For en analyse viste, at den grundlæggende betonkonstruktion var solid og ville kunne genanvendes. Dermed opstod tanken om at renovere og forvandle den på alle måder ‘sorte plet’ på kvarteret – til kvarteres flotteste ejendom.

Derfor besluttede Stensdal Group at droppe nedrivningen og i stedet starte forfra – med en bæredygtig renovering med fokus på genanvendelse, ærlige og langtidsholdbare materialer, efterisolering i høj standard og brug af elementer fra den oprindelige betonkonstruktion.

Facadebeklædningen blev demonteret. Nyt vinduesforløb blev etableret og ejendommens arkitektur blev forvandlet med nye vindueshuller i hjørnerne. Facaden blev efterisoleret og pudset oven på. Vinduerne blev alle skiftet til energivinduer efter 2020-standard. Nyt tag med isolering afsluttede det udvendige.

Indvendigt fjernede man alle ikkebærende vægge og skabte ved hjælp af store vinduespartier fantastisk lys i den lange, men ikke så brede bygning.

Selve apteringen blev udført i ærlige, langtidsholdbare materialer, herunder træbetonlofter, fritlagte betonkonstruktioner, massive egettræsparketgulve m.m. Ejendommen blev efter en lang og kostbar renovering områdets flotteste og lever i dag op til kravene til en moderne og energirigtig bygning.

Som prikken over i’et blev den tætte og nærmest vildtvoksende jungle af tæt bevoksning mod Helgeshøj Allé skåret ned, så alene de eksisterende store træer blev bibeholdt. Ejendommen åbnede sig dermed ud mod denne store gennemgående vej i erhvervsområdet – og flere tror i dag, at ejendommen er … nyopført.

Historien om, hvordan lejeren ALSO fandt denne perle hænger godt sammen med renoveringsperioden.

ALSO, der beskæftiger mere end 300 medarbejdere og i mere end 15 år har haft dansk hovedkontor i Taastrup, var på udkig efter nye og mere attraktive kvadratmeter. De havde dog aldrig troet, at de ville finde svaret – på den anden side af vejen. Men netop da renoveringen startede (og træerne var faldet), kunne ALSO se muligheden for at få et nyt domicil på 3.000 m2.

Hvis man er velforankret i et erhvervsområde som Klovtofte-kvarteret i Taastrup, er det ikke nødvendigvis en let opgave at finde en anden type ejendom. Størstedelen af erhvervskvarteret er opført i samme periode, fra 70’erne og frem, og det kan være svært at se forskel på ejendommene langs vejene i kvarteret. Lige indtil Stensdal Group overtog Mårkærvej 2 og gik i gang med en forvandling, der ikke bare forskønner ejendommens tre bygninger, men i den grad også bidrager til en positiv udvikling i erhvervsområdet.

”Lejemålet på Mårkærvej 2 indeholder præcis hvad vi søgte efter – en totalrenoveret ejendom, hvor såvel facade, rum, lys og materialer byder op til, at vi fik en bygning, der skaber rum og rammer for et fantastisk arbejdsmiljø for vores medarbejdere. Kort sagt, en bygning som vil styrke vores muligheder for at drive samarbejde og kreativitet” forklarer Camilla Gad Krogsgaard, daværende CEO, ALSO A/S.

Bygningen stod færdig og blev afleveret – før tid – til ALSO i maj 2019.

Bidrag til omgivelser

Størstedelen af erhvervskvarteret er opført i samme periode, fra 70’erne og frem, og det kan være svært at se forskel på ejendommene langs vejene i kvarteret. Lige indtil Stensdal Group overtog Mårkærvej 2 og gik i gang med en forvandling, der ikke bare forskønner ejendommens tre bygninger, men i den grad også bidrager til en positiv udvikling i erhvervsområdet. Ved at vise, at renovering er vejen frem i området - frem for at rive ned og bygge nyt - håber Stensdal Group at inspirere andre til med bæredygtig renovering at bidrage til en god fremtid for kvarteret - og miljøet.

Eksempelværdi

Gennem de senere år har vi udviklet et særligt Stensdal-koncept, som vi folder ud i langt de fleste af de ejendomme, vi køber for at renovere - og denne ejendom er et godt eksempel på, hvordan vi bruger renovering som 'vores faglige fokus'. Stensdal-stilen er i den eksklusive ende, hvor alt endevendes. Fra installationer under gulv og over loft – til de synlige detaljer i indretningen. Vi ejer og udlejer erhvervsejendomme i Storkøbenhavn. Typisk ejendomme, der ligger med gode tilkørselsforhold omkring ringvejene, hvor en afgørende faktor for lejerne er, om der er parkeringspladser eller gode offentlige trafikforbindelser. Beliggenhed er et nøgleord, og det er vi meget bevidste om, når vi køber ejendomme til porteføljen. De ejendomme, vi har i porteføljen – og køber ind til den – har ofte levet et trist liv i de senere år. Den slags med nærmest usynlige facader, der måske har været gemt bag træer eller buske. Ejendomme, der ikke har været plejet i årevis, og hvor forholdene både udenfor og indenfor har været triste, nærmest i forfald. Det er den slags ejendomme, vi tror på – og investerer i. For når først vi tager fat, bliver forvandlingen meget markant. Vi mener det, når vi renoverer – og vi går til den. Ejendomme, der tidligere har levet et anonymt liv, men hvor beliggenheden er eftertragtet, får pludselig nyt liv og bliver til et attraktivt lejemål, der ser dagens lys.

Parter bag projektet

Bygherre: Stensdal Group
Rådgiver: AB Clausen
Udførende: Stensdal Group

Yderligere information om projektet

https://stensdal.dk/ejendomme/maarkaervej-2-2630-taastrup/

Sted

Mårkærvej 2
2630 Taastrup

Fotos: Stensdal Group.

Realiseret

2019

Indstillingsår

2020, 2021

Anvendelse

Erhverv

Areal

501-5.000 m²