Nomineret til Renoverprisen 2026: Højstrupparken – et af efterkrigstidens bedste murede boligbyggerier løftet til nutiden

02. jun 2026

En gennemgribende renovering har bragt Højstrupparken – en almen murstensbebyggelse, der repræsenterer efterkrigstidens arkitektur – op til nutidig standard med omtanke og præcise greb.

Læs Nomineringsudvalgets udtalelse her (pdf). Se desuden film, og læs artiklen nedenfor.

Røde teglstensfacader, hvide vinduer og grønne friarealer mellem blokkene. Højstrupparken i det vestlige Odense er et veldisponeret og smukt eksempel på det murede boligbyggeri fra 1940’erne og 50’erne, hvor solide håndværksmæssige traditioner mødtes med industrielle byggemetoder. I 2015 udpegede Arkitektforeningen bebyggelsen som én af periodens ti bedste murede bebyggelser – en anerkendelse, der lagde fundamentet for den efterfølgende renovering.

Renoveringen, der er gennemført med støtte fra Landsbyggefonden og bygger videre på et tidligere demonstrationsprojekt støttet af Realdania, har haft et dobbelt sigte: at bringe bebyggelsen op til nutidens krav til energi, indeklima, tilgængelighed og funktionalitet – og at gøre det på en måde, der respekterer og viderefører den arkitektur, bebyggelsen er bærer af. 

Nomineringsudvalget fremhæver, at holdet bag renoveringen af Højstrupparken og dens omkring 600 boliger er lykkedes med at forene omfattende tekniske og funktionelle forbedringer med en tydelig respekt for bebyggelsens arkitektoniske helhed.  

Præcise greb frem for store armbevægelser 

Renoveringsstrategien har været at arbejde med præcist afvejede greb frem for store, synlige ændringer. Det er en tilgang, der stiller høje krav til viden og forberedelse. De nye altaner er et centralt eksempel: De forbedrer boligernes funktion og beboernes boligkvalitet markant, men er udformet og proportioneret med en nænsom hånd, så de opleves som en naturlig del af facadernes samlede komposition. 

Teknisk kompleksitet bag et roligt facadeudtryk

Renoveringen er mere omfattende, end den umiddelbart ser ud til. Indvendigt er boligernes tekniske installationer gennemgribende fornyet. Decentral ventilation er installeret i alle boliger, og der er etableret nyt køkken og bad. Ca. en tredjedel af boligerne er gjort fuldt tilgængelige med nye elevatorer. I én boligblok blev der desuden gennemført et forsøg med behovsstyret ventilation – en løsning, der ikke blev implementeret i Højstrupparken, men har givet erfaringer, som efterfølgende er blevet anvendt i andre projekter.

Facaderenoveringen er udført med genbrug af de eksisterende mursten, som er blevet renset, sorteret og genindbygget i forbindelse med facadearbejdet. Løsningen har både reduceret behovet for nye materialer og bidraget til, at Højstrupparken efter renoveringen har bevaret sit oprindelige harmoniske udtryk.  

Det er denne tilgang, der blandt andet har bidraget til, at Højstrupparken som det første almene renoveringsprojekt på Fyn har opnået en DGNB Sølv-certificering. 

Mock-ups og prøvelejligheder har skabt det faglige fundament 

Nomineringsudvalget peger også på projektets grundige forarbejde som en væsentlig styrke. En central del af den faglige proces har været etableringen af to fuldskalaprøve- og demonstrationslejligheder, hvor såvel altan- og karnapkonceptet som facaderenoveringen og efterisoleringsprincipperne blev afprøvet og vist 1:1, inden de blev implementeret i fuld skala. Arbejdet blev udviklet i et tæt samarbejde på tværs af bygherre, arkitekt, ingeniør og entreprenør og har lagt det faglige grundlag for den endelige helhedsplan.  

Erfaringerne fra prøvelejlighederne har lagt det faglige grundlag for den endelige helhedsplan og sikret, at de valgte løsninger er dokumenterede, robuste og tilpasset bygningernes konstruktion og karakter. 

Denne metodiske tilgang i forhold til afprøvning og vidensopsamling, før løsningerne rulles ud, er med til at løfte projektets eksempelværdi. Her er der en bygherre, som har været villig til at bruge tid og midler i forberedelsen og derfor også senere kan høste frugterne.  

Beboerprocessen som styrende parameter

Renoveringen har fra første fase været forankret i et aktivt beboerdemokrati med beboermøder, workshops og Åbent Hus-arrangementer, hvor beboerne kunne opleve og kommentere på demonstrationslejligheder og materialeprøver. Det store fremmøde vidner om et velfungerende inddragelsesforløb og en stærk beboerforankring. 

Beboernes ejerskab afspejler sig i resultatet: Renoveringen er ikke kun en teknisk og arkitektonisk indsats, men også en social forbedring, der styrker hverdagslivet i Højstrupparken. 

Eksempelværdi for almene renoveringer – og det murede byggeri 

Nomineringsudvalget fremhæver Højstrupparken som et meget vellykket eksempel på, at det er muligt at gennemføre store tekniske og funktionelle forbedringer i en muret bebyggelse – inden for almensektorens økonomiske rammer – med stor nænsomhed over for det oprindelige arkitektoniske udtryk. Netop fordi Højstrupparken ikke er en renovering med store armbevægelser, står projektets kvaliteter tydeligt frem i de præcise valg og respekten for helheden. 

Parter bag projektet

Bygherre: Fyns Almennyttige Boligselskab (FAB)
Arkitekt: ERIK arkitekter
Ingeniør: Ingeniørfirmaet VIGGO MADSEN og Danakon Rådgivende Ingeniører
Hovedentreprenør: Enemærke & Petersen

Læs projektets egen indstilling her.