Nomineret til Renoverprisen 2026: Broløkke Herregård på Langeland – historiske driftsbygninger transformeret til levende kulturmiljø
02. jun 2026
Med respekt for Broløkke Herregårds historiske bygningsarv er gårdens forfaldne driftsbygninger blevet nænsomt forvandlet til et levende samlingspunkt for kultur, ophold og lokale fællesskaber.
Læs Nominationsudvalgets udtalelse om projektet her (pdf). Se desuden film, og læs artiklen nedenfor.
En smuk transformation af en række driftsbygninger på Broløkke Herregård på Sydlangeland er nomineret til Renoverprisen 2026.
Den historiske herregård nævnes første gang i skriftlige kilder fra 1512. Over 500 år senere har herregården fået nyt liv. Fra 2021 til 2025 er de forfaldne driftsbygninger omkring gårdspladsen blevet gennemgribende renoveret og omdannet til et kulturelt samlingspunkt med hotel, konferencefaciliteter, restaurant, festsal, mikrobryggeri og spa, som danner rammer om ophold, koncerter og festivaler.
Da renoveringen gik i gang i 2021, stod de tidligere driftsbygninger uden funktion og bar præg af årtiers vedligeholdelsesefterslæb. Den fredede hovedbygning fra 1758 var allerede restaureret i 2005 med støtte fra Realdania og Kulturarvsstyrelsen. Den aktuelle indsats bygger videre på dette grundlag og fører det samlede anlæg på ca. 6.500 m² ind i en ny anvendelse.
Renoverprisens Nomineringsudvalg fremhæver bygherrens klare renoveringsstrategi: Bevar mest muligt af det eksisterende, tilføj kun nyt, hvor det er teknisk og funktionelt nødvendigt, og lad den karakteristiske gule facade, de jernrøde bygningsdetaljer og det røde tegltag være bærende. Det er en principfast tilgang, der sætter sit præg på både det faglige og det arkitektoniske resultat.

Fra stalde til eventsal til værelser og reception
Kostalden er et af projektets faglige og arkitektoniske tyngdepunkter. Med sin storslåede tagflade og synlige tømmerkonstruktion er den omdannet til en stor eventsal. Loftet er udformet som en sammenhængende lydabsorberende flade med reference til de originale lægters underside.
Hotelværelser og ferielejligheder er indrettet i Kviestalden, Smedjen og Driftlederboligen – hver især tilpasset den pågældende bygnings konstruktion og karakter. Den tidligere herskabsstald huser i dag reception og gårdbutik, hvor det hvælvede loft er bevaret og statisk udbedret.
Som det seneste element i transformationen blev en ny spabygning opført i 2025 på stedet, hvor den tidligere grisestald lå. Bygningen er opført som en fuldtømmerkonstruktion med kampestensfacade og er dermed en nutidig fortolkning af det historiske byggesprog på stedet.

Nænsomhed over for det eksisterende
Det oprindelige murværk samt de oprindelige smedejernsvinduer og tømmerkonstruktioner er nænsomt restaureret. Eksisterende trækonstruktioner er forstærket og udbygget, hvor det har været statisk påkrævet, og nye smedearbejder, herunder spinkle forsatsruder, porte og værn, supplerer de historiske elementer i samme enkle og robuste materialesprog. Kunsten har været at tilføje nye bygningsdele og detaljer på en måde, der ikke udvisker de historiske lag, så de fortsat er aflæselige i det samlede anlæg.
Ydermere er de nykalkede gule facader og de genetablerede røde vingetegl på alle tagflader suppleret af røde træporte og -døre, hvilket viderefører herregårdens oprindelige farvesætning og binder ansammen.
Bearbejdningen af de uensartede historiske konstruktioner har krævet en præcis teknisk tilgang. Ældre murværk, tømmerkonstruktioner og tidligere ombygninger har skullet vurderes enkeltvis for at fastlægge, hvor bygningerne fortsat kunne bære, og hvor der var behov for forstærkning. Med 3D-konstruktionsopmålinger, lastsimuleringer og FE-beregninger er konstruktionernes bæreevne blevet dokumenteret, og de nye statiske løsninger er indpasset, så de understøtter de historiske bygninger med så få og præcise indgreb som muligt, hvilket Nomineringsudvalget også har lagt vægt på.

Traditionelle byggeteknikker sat i spil
En bærende præmis for gennemførelsen har været et tæt og langvarigt samarbejde med et fast team af lokale håndværkere med stor erfaring i traditionelle byggeteknikker – kalkpuds, murværk, tømrer- og snedkerarbejde. Det har gjort det muligt at håndtere de udfordringer, der opstår i arbejdet med ældre, uensartede bygninger, med faglig indsigt og praktisk fleksibilitet frem for standardiserede løsninger.

Kulturarv som udviklingsmotor
Herregårdens samarbejde med Langeland Kommune er kendetegnet af løbende dialog om planlægning og lokal udvikling. Herregården samarbejder aktivt med UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav om naturformidling og lægger vægt på at understøtte det øvrige lokale kulturliv frem for at konkurrere med det.
Nomineringsudvalget bemærker, at transformationen af Broløkke Herregård rækker ud over selve bygningsrenoveringen. Herregården og dens omdannede driftsbygninger danner i dag ramme om et aktivt kulturliv – koncerter, festivaler og lokale arrangementer, der tiltrækker både øboere og besøgende. Projektet er dermed et konkret eksempel på, hvordan ambitiøs renovering af historiske bygninger i landdistrikter kan skabe ny relevans uden at miste den stedbundne karakter, der giver dem deres egentlige værdi.

Parter bag projektet
Bygherre: H5 Broløkke Herregård ApS
Arkitektrådgiver: Tegnestuen KONTEKST ApS
Medrådgivere: FBJ Rådgivende ingeniører ApS, Heyhome, Opland Aps
Entreprenør: TTS Entreprise ApS, Risbjerg A/S, Mads J. Drost Entr. og Anlæg, Emil Nielsens Smedeværksted A/S
Læs projektets egen indstilling her.
