fbpx

Fem projekter er nomineret til årets Renoverpris

21. jun 2023

Vinderen af Renoverprisen 2023 skal i år findes blandt fem renoveringsprojekter fra hele landet. De nominerede projekter inkluderer et bofællesskab til seniorer, et indkøbscenter, en renoveret 60’er-villa, en historisk bygning til erhvervslejemål og et museum.

182 projekter fra hele Danmark var i år indstillet til Renoverprisen. Senere blev feltet skåret ind til 18 favoritter, og nu kan Renoverprisen løfte sløret for de fem bedste renoveringsprojekter, hvoraf ét projekt og hele holdet bag vil vinde titlen som Danmarks bedste renovering og en check på 100.000 kr.  

De nominerede projekter til Renoverprisen 2023 er: 

  1. Rudkøbing Gamle Skole, Rudkøbing
  2. A.C. Bangs Hus, København
  3. FLUGT – Refugee Museum of Denmark, Oksbøl
  4. 60’er villa til børnefamilie, Aarhus
  5. Amager Centret, København

Projekterne kommer fra hele landet og viser stor diversitet i både typologi, størrelse og karakter. Projekterne er vellykkede eksempler på, hvordan renovering kan bidrage til den grønne omstilling og til at skabe nyt liv til stedet, til omgivelserne og til brugerne.  

”Vi har fundet et spændende felt af projekter, der på hver sin måde udmærker sig inden for renoveringsdisciplinen. Men vi ser også et gennemgående træk blandt de nominerede, og det er projekternes evne til at give nyt liv. Det er selvfølgelig nyt liv til selve bygningen, men også til dens omgivelser og brugere” siger Karen Mosbech, der er formand for Renoverprisens Nomineringsudvalg, som har nomineret de fem projekter. 

Nyt liv til bygninger og omgivelser 

I Rudkøbing har transformationen af Rudkøbing Gamle Skole givet plads til et bofællesskab for seniorer, der har indrettet sig i de tidligere klasseværelser. Og i Oksbøl har renoveringen af to tidligere hospitalslænger og en tilbygning skabt rammerne om FLUGT – Refugee Museum of Denmark og den historiske fortælling, der knytter sig dertil.   

Med renoveringen af det historiske A.C. Bangs hus i indre København har man både skabt forbedrede rammer for erhvervslejerne og bidraget med et markant arkitektonisk pejlemærke til bylivet. Få kilometer derfra er det nyrenoverede Amager Centret blevet åbnet op med store glaspartier ud mod gaden og den lokalbefolkning, der nu har fået et nyt, lokalt samlingspunkt. Og i Aarhus har renoveringen af en gammel 60’er-villa skabt et hjem, der i højere grad imødekommer behovene for en moderne børnefamilie, samtidig med at man har bevaret den karakteristiske 60’er-æstetik. 

Karen Mosbech fortæller: ”Når vi nominerer projekter til Renoverprisen, kigger vi på en række kriterier. Her spiller den tekniske og håndværksmæssige udførelse en stor rolle, men vi kigger også i høj grad på, hvordan projekterne øger værdien for brugerne, bidrager til omgivelserne og understøtter den sociale bæredygtighed. Årets nominerede projekter rummer alle et eller flere af disse aspekter”. 

De nominerede projekter er nu til afstemning hos Renoverprisens valgkollegie, der består af 88 personer fra byggebranchen. Valgkollegiets medlemmer kommer fra hele landet og dækker branchen bredt. Vinderen af Renoverprisen 2023 offentliggøres ved en prisfest d. 7. september. Til festen vil vinderen af årets Specialpris også blive afsløret. Specialprisen går til et lille projekt, der har skabt stor værdi.