fbpx

Baggrund: RENOVER prisen skal skabe innovation

22. jan 2013

I 2011 efterlyste byggebranchen, at nogle satte sig for bordenden for at få skabt mere fokus på renovering. Det krævede ikke mange overvejelser for Realdania og GI at tage imod denne invitation. Vi skriver nu 2013, og RENOVER prisen er næste milepæl i samarbejdet mellem de to fonde.

Arkitekterne, ingeniørerne, bygherrerne, uddannelsesinstitutionerne, håndværkerne og medierne. Alle synes, at nybyggeri er sexet, og renovering er noget man gør af nød. Men sådan skal det ikke være i fremtiden, hvis det står til Realdania og GI.

Og kigger man på udviklingen, tyder det da også på, at det begynder at trække i andre retninger. Selvom der er investeret mange offentlige midler i nyt byggeri de seneste år, er det samlede nybyggeri gået tilbage. Så alt peger på, at de kommende årtier i byggebranchen kommer til at handle om at få opdateret noget af den 3.700 milliarder kroner store bygningsmasse i det danske samfund.

Læs også: Renovering er fremtiden

RENOVER prisen skal skubbe på for at få skabt større interesse i branchen for renovering. Det er nemlig nødvendigt at finde mere innovative løsninger på de yderst komplekse udfordringer, der venter. Ikke mindst når den store energirenovering for alvor skal foldes ud i de kommende årtier.

Innovation er ekstra vigtig inden for renovering. Produktiviteten er nemlig de senere år stagneret, fordi branchen mangler nye tilgange til at løse de mangeartede renoveringsprojekter.

Læs interviewene med Lars Axelsen, administrerende direktør i GI og Hans Peter Svendler, direktør i Realdania.

Skærmbillede 2013-01-22 kl. 15.26.02