Søvilla

Transformation af udtjent søvilla

Se mere

Søvilla

Transformation af udtjent søvilla

Læs projektets egen beskrivelse

Gennemgribende transformation af villa med smuk søudsigt

Blik for brugerne

Renoveringen har haft et tydeligt fokus på at forbedre boligens brugskvalitet og rumlige oplevelse i hverdagen. Gennem bedre dagslysforhold, klarere forbindelser mellem husets etager og en styrket relation mellem inde- og uderum er der skabt mere sammenhængende og anvendelige opholdsrum. De arkitektoniske greb understøtter forskellige former for ophold og bevægelse, og bidrager til et velfungerende og behageligt boligmiljø for husets brugere

Inspirerende ressourcetiltag

Projektet tager afsæt i en ressourcebevidst tilgang, hvor den eksisterende bygning bevares og videreudvikles frem for at blive erstattet. Ved at arbejde med om-disponering, dagslysoptimering og rumlige sammenhænge er boligens anvendelighed og kvalitet forbedret uden at øge det samlede bygningsareal. Materialevalg og indgreb er holdt på et begrænset og velovervejet niveau, hvilket har reduceret ressourceforbruget og bidraget til at forlænge bygningens levetid gennem arkitektonisk og funktionel opgradering.

Eksempelværdi

Projektet tager udgangspunkt i en enfamilievilla af en type, der er vidt udbredt i Danmark, og demonstrerer hvordan denne bygningskategori kan fornyes gennem få, præcise arkitektoniske greb. I stedet for at tilføre huset nye volumener er der arbejdet med at omorganisere og tydeliggøre den eksisterende struktur. Renoveringen samler huset arkitektonisk og rumligt gennem en klar komposition, hvor nye indgreb er koncentreret og læselige, og hvor helheden beroliges frem for at blive fragmenteret.

Et centralt element i projektet er etableringen af et nyt markant indgangsmotiv. Det nye indgangsparti har til formål at skabe en indbydende ankomst, og indefra skabe en god forbindelse mellem villaens etager. Samtidig er facaderne bearbejdet med en enkel og konsekvent materialeholdning i sammenspil med de nye forsimplede vinduesformater, der understøtter bygningens proportioner og giver huset et mere harmonisk udtryk.
På sø-siden er forbindelsen mellem opholdsrum og udearealer styrket gennem integrerede altaner og større åbninger, som aktiverer de eksisterende kvadratmeter og giver dem ny funktionel værdi.

Projektet viser, hvordan renovering af den almindelige boligmasse kan ske med arkitektonisk kvalitet og høj overførbarhed. Grebene er konkrete, skalerbare og kan inspirere andre til at arbejde med fornyelse gennem præcision, tilbageholdenhed og respekt for det eksisterende, frem for gennem nedrivning eller omfattende tilbygninger.

Solidt samarbejde

Renoveringen er gennemført i et tæt samarbejde mellem bygherre, rådgivere og udførende, hvor projektets arkitektoniske intentioner har været styrende gennem hele processen. Der har været fokus på tidlig sparring og løbende koordinering, så arkitektoniske valg, tekniske løsninger og udførelsesmæssige hensyn kunne udføres sammenhængende.

Samarbejdet har muliggjort en proces, hvor løsninger er blevet afstemt og forfinet undervejs med respekt for både bygningens eksisterende kvaliteter og projektets samlede helhed.

Faglig kvalitet

Projektet udmærker sig ved høj faglig kvalitet i både projektering og udførelse. De arkitektoniske indgreb er præcist indpasset den eksisterende bygning og udført med stor opmærksomhed på proportioner, detaljer og materialesammenhænge. Nye elementer er klart definerede som nutidige tilføjelser, men udført med en skala og en materialitet, der understøtter husets oprindelige karakter. Helheden fremstår gennemarbejdet, robust og teknisk velfunderet.

Levende bygningskultur

Projektet bidrager til en levende bygningskultur ved at videreføre og forfine en eksisterende bolig, frem for at erstatte den. Renoveringen respekterer husets oprindelige typologi og placering i villakvarteret, samtidig med at nye arkitektoniske elementer tydeligt afspejler nutidige behov og leveformer. På den måde demonstrerer projektet, hvordan eksisterende bygninger kan udvikles med respekt for stedets karakter og den byggede arv, uden at fryse dem fast i deres oprindelige udtryk.

Parter bag projektet

Bygherre: privat
Arkitekt: Præg Studio
Entreprenør: John A. Laursen, Tømrer/murer/kloakmester

Yderligere information om projektet

https://praegstudio.dk/projekter/su-36/

Sted

Søhøjlandet
8600 Silkeborg

Fotos: Fotograf: Inhouse Studios

Realiseret

2026

Indstillingsår

2026

Anvendelse

Bolig

Areal

1-500 m²