ØSTERBO, DVB, AFD. 1
Gennemgribende renovering af almene boliger
ØSTERBO, DVB, AFD. 1
Gennemgribende renovering af almene boliger
Læs projektets egen beskrivelse
ØsterBO, DVB afd.1 er en almen rækkehusbebyggelse, som er beliggende i det naturskønne landskab i Uhrhøj ved Vejle. Her er blevet gennemført en gennemgribende renovering af bebyggelsen fra 1974. Renoveringen har fokuseret på at få det bedste frem i boligernes og områdets eksisterende kvaliteter. Ved at videreføre de eksisterende, velfungerende boligplaner og bevare rækkehusenes aflukkede haverum understøttede man det trygge og indbydende nærmiljø, som bebyggelsen i forvejen besad. Bygningernes terrændæk, fundamenter og indvendige vægge blev gennem renoveringen bevaret, for at renoveringen kunne foretages så nænsomt som muligt. De enkelte boliger fik et kvalitetsmæssigt løft i form af lofter til kip, som skaber rum med højt til loftet, og traditionelt ovenlys, der giver langt bedre dagslysforhold.
Også i bebyggelsens udearealer er der blevet tilført nye kvaliteter gennem et nyt designkoncept, der har skabt visuel samhørighed mellem udearealets elementer som f.eks. haveværn, højbede, postkasser og carporte. Tilsammen skaber det en æstetisk pæn møblering af stiforløbene rundt i boligområdet. Beboerne har fået mulighed for at tilkøbe orangerier eller åbne pergolaer, som kan beplantes eller benyttes som overdækket terrasse. Det har givet beboerne nye muligheder for at bruge gårdhaverne og udearealerne.
Gennem hele projektet er der valgt holdbare, robuste materialer, der patinerer smukt og kræver et minimum af vedligehold. Projektet gennemføres bæredygtigt i forhold til byggeproces, materialeforbrug og affaldsmængder, og bebyggelsen lever op til gældende energistandarder (2015).
Blik for brugerne
Afdelingen havde i forvejen en rigtig god struktur i sin grundplan og solide, velfungerende fundamenter. Det var derfor nærlæggende at bibeholde disse i den ellers gennemgribende renovering af bebyggelsen. Fundamenter, terrændæk og skillevægge blev i størst muligt omfang bevaret, af flere tungtvejende grunde. For det første var terrændækket af en sådan kvalitet, at det gav rigtig god mening at bevare det. Ved at forbedre sokler med ny isolering og fugtspærre, kunne det eksisterende terrændæk, med tilføjelse af isolering under strøgulve, opfylde kravene. Samtidig undgik man store mængder byggeaffald fra byggepladsen samt en kompliceret byggeproces med indbygget stor risiko for beskadigelse af de eksisterende skillevægge. Løsningen var desuden medvirkende til at opnå en ønsket kort byggeproces. I forhold til de nye materialer, er der i projektet brugt materialer som kræver et minimum af vedligehold og som patinerer smukt (cedertræ, zink, tegl). Det sikrer et bæredygtigt bebyggelse i mange år frem, og sætter samtidig et lavt klimaaftryk.
Brugskvalitet
En af de helt store gevinster ved renoveringen har været det løft af boligerne som beboerne har fået. Fra mørke boliger med en ringe klimaskærm, der bl.a. resulterede i skimmelsvamp og flere beboere med allergier, er bebyggelsen nu blevet meget mere lyse og luftige med et godt indeklima. Helt konkret er der i de nye boliger skabt et godt indeklima via væsentlig større lysindfald, behovsstyret ventilation, bedre muligheder for udluftning og støjdæmpning af installationer. Ved etableringen af sadeltag på bygningerne er der etableret rum til kip i boligerne, hvilket giver nogle fantastiske rumlige kvaliteter i boligerne, der gør rummene meget behagelige at opholde sig i. Loftet til kip har også givet mulighed for nye ovenlysvinduer, der lukker væsentlig mere lys ind i opholdsrummet. Samtidig er glaspartierne lavet større, hvilket ud over lys også sikrer en bedre kontakt med det grønne i haven og på terrassen. Og netop de ny anlagte haver og terrasser – med mulighed for orangeri og pergolaer – er med til at hæve udemiljøets kvalitet betragteligt, dels gennem en større kontinuitet end tidligere og dels gennem flere muligheder for ophold for alle.
Eksempelværdi
Afdelingen var i grundtanken i en høj brugsmæssig kvalitet, der rummede mange gode løsninger og muligheder, men rummede store byggetekniske problemer. Derfor blev hele projektet lavet ud fra en vision om at gennemføre en nedrenovering ved hjælp af gennemprøvede og driftssikre løsninger, der forstærkede de eksisterende kvaliteter i både boliger og bebyggelsen. Dermed kunne foreningen give beboerne deres boliger tilbage i en ny gennemført byggeteknisk og arkitektonisk kvalitet, hvor ikke alt i boligen er forandret - alt er forbedret og fornyet, men er alligevel genkendeligt. Ved denne tilgang har man sikret at beboerne, der var genhuset under renoveringen, har fået deres hjem tilbage i en ny og stærkt forbedret form, men stadig genkendeligt som ”hjem”. Alle rum er samme sted som før beboerne blev genhuset, men selve oplevelsen af at bo i huset er blevet væsentligt forandret gennem mere lys og meget bedre luftkvalitet.
Økonomi og værdiforøgelse
Renoveringen i ØsterBo, DVB’s afdeling 1 har medført flere væsentlige økonomiske forbedringer, både på den korte og den lange bane. På den korte bane har renoveringen givet et væsentligt løft i form af øget markedsværdi, da boligerne nu lever op til nutidige standarder og energikrav. Afdelingens arkitektoniske løft og forbedring af indeklimaet, har også øget efterspørgslen på boligerne. Hvor der tidligere ofte stod boliger ledige i perioder pga. en kort venteliste, er der nu stor efterspørgsel og en markant venteliste til afdelingen. Det giver foreningen en besparelse i form af færre udgifter til tomgangsboliger. På den længere bane, giver den nye klimaskærm væsentlige energibesparelser, da tagisoleringen er steget fra ca. 150 til 400 mm og ydervæggenes isolering er gået fra 40 til 200 mm. Samtidig vil overgangen til saddeltag frem for fladt tag og brugen af vedligeholdelsesvenlige materialer sænke afdelingens reparationsudgifter betragteligt, ligesom der forventes længere levetider på materialerne. Monteringen af et ventilationsanlæg i boligerne giver et bedre og sundere indeklima, hvilket vil give en besparelse på driften i form af færre udgifter til renovering pga. indeklimaproblematikker. Kombinationen af ovenstående vil samlet set give en god besparelse i kr./øre til både beboere og til den fremtidige drift af afdelingen.
Udførelseskvalitet
Den gennemgribende renovering af boligerne i Vejle har haft fokus på en høj kvalitet i såvel materialer som udførelse. Det har været ønsket fra foreningens side, at skabe nogle attraktive boliger, med gode løsninger, der holder i mange år frem. Det er blevet skabt ved at forene godt håndværk og traditionelle materialer. Arkitektonisk er der blevet benyttet et nyt formsprog, der både hylder tradition og fornyelse. Bebyggelsen har, på trods af ændringen fra fladt tag til saddeltag, stadig en tydelig rød tråd tilbage i tiden, pga. valget om at bibeholde fundament og grundplan. Men samtidig fremstår de renoverede boliger som nye og moderne med gode løsninger for indeklima og lys. Oven i blev det valgt at facaderne blevet holdt i tegl som tidligere, men med et skifte fra rød til grå tegl, hvilket passer godt til den benyttede zink, cedertræet og tagpapstagene. Dette valg har også medført en god kontrast til boligernes nabo, et plejecenter, der står i råd tegl.
Parter bag projektet
Bygherre: DVB v/boligforeningen østerbo afd. 1 vejle
Arkitekt: Arkitema Architects
Landskabsarkitekt: Arkitema urban
Ingeniør: Sloth møller
Entreprenør: Totalentreprenør dansk boligbyg a/s
Yderligere information om projektet
Sted
Storegårdsvej 104-150 og Lillegårdsvej 1-47
7100 Vejle