fbpx

Matrikel1

Renovering og ombygning der åbner op og skaber ny identitet for klassisk bygning i indre København

Se mere

Matrikel1

Renovering og ombygning der åbner op og skaber ny identitet for klassisk bygning i indre København

Læs projektets egen beskrivelse

I hjertet af København har det nordiske innovationshus Matrikel1 siden sommeren 2018 haft adresse i de prominente ejendomme på Højbro Plads 8 og 10. Stedet er det danske hovedsæde for det nordiske coworking community ’The Creators Community’ – og fungerer som innovationshub samt coworking space for kreative iværksættere.

Matrikel1 består af to forskellige bygninger, som er blevet lagt sammen til et enkelt lejemål på 3.600 m2 – ejet af ATP Ejendomme. Siden er bygningen udvidet med yderligere 3.000 m2 på Gammel Strand 28 og er nu den største innovationshub i København.

Ejendommen havde før huset et advokatkontor og fremstod med et konservativt og lukket udtryk, og tidligere renoveringer havde sløret husets oprindelige stil og detaljerigdom. Det designmæssige hovedgreb var derfor på én gang at kunne få genrejst bygningens oprindelige potentiale og på samme tid tydeligt at markere et identitetsskifte for huset, så det kunne skabe en passende ramme om den nye funktion, som kreativt og inspirerende møde- og arbejdssted for innovation og nyskabelse.

Bygningerne er indrettet med fleksible og individuelle arbejdspladser, mødelokaler, members-lounge, event spaces samt en offentlig vinbar og cafe. Besøgende og forbipasserende kan benytte Matrikel1’s vinbar placeret i stueetagen eller caféen i parterre samt deltage i de daglige events, som finder sted i huset. Faciliteterne gør Matrikel1 til det første ”full-service” koncept i Danmark, som er centeret omkring innovation og et community på tværs af fagligheder.
Bygningerne er omhyggeligt renoveret med respekt for den oprindelige klassicistiske arkitektur og den bevaringsværdige bygning nr. 10. Renoveringen har gjort bygningerne mere attraktive ved bl.a. at øge lysindfaldet med reetablering af eksisterende ovenlys og ruminddelinger i glas. Der er skabt mere plads og bedre udnyttelse af bygningernes rumligheder – fx er der åbnet op til underetagen fra parterre med en ny trappeforbindelse, som er unikt skabt til den klassiske stil.

Designmæssigt er der arbejdet med at fremhæve kontrasten mellem nyt og gammelt. De mange originale særpræg og detaljer i huset er blevet bevaret og trukket frem i lyset, mens nye elementer bevidst spiller på kontrasten til det gamle hus med det formål at overraske og udfordre brugerne til at se og bruge huset på nye måder.

Således bryder markante farver, neonbelysning og den moderne indretning med, hvad man forventer at opleve i huset, og skaber lommer af særlig intensitet, der vækker nysgerrighed og underbygger husets funktion, som et innovativt mødested. Dybe toner af rød og blå blev valgt, som gennemgående farvepalet, og skaber omsluttende og inspirerende rum. Det giver brugerne mulighed for at træde ud af det typiske kontormiljø og ind i forskellige zoner, der hver især understøtter og udfordrer dem til at arbejde og interagere på nye måder – hvad enten de søger koncentration, kreativitet, samarbejde, inspiration eller netværk og socialisering.

https://www.mariepersson.com/

https://www.plh.dk/projekter/matrikel-1-moderne-coworking-i-historiske-omgivelser/

Blik for brugerne

Opdateringen af Matrikel1 til nutidens standarder var et vigtigt element i processen, sideløbende med målet om at bevare de originale kvaliteter og gøre de historiske bygninger langtidsholdbare. Derfor er et af de bæredygtige potentialer i projektet genanvendelse af originale materialer og detaljer – fx blev de utidssvarende gulvtæpper i nr. 10 fjernet, og det originale egetræsparketgulv kom til syne. Det smukke sildebensflettet gulv blev herefter behandlet og bevaret. Generelt er der bibeholdt så meget som muligt fra det eksisterende hus, og der er trukket detaljer og materialer frem, som før var gemte og slørede. Renoveringen har handlet om at fremhæve husets kvaliteter og gøre det tidssvarende, så det kan være relevant i mange år fremover. Hele renoveringen har højnet brugernes sociale kvaliteter, da projektet bl.a. har forbedret og øget dagslysindfald i begge bygninger. På øverste etage i begge bygninger blev en hvælving fjernet for at åbne op for de originale ovenlysvinduer. Denne arkitektoniske løsning har forbedret lysindfaldet og gjort rummet mere attraktivt. De offentlige funktioner i husets parterre og stueetage samt de mange åbne events i huset bidrager også til projektets bæredygtighed, idet bygningerne giver en funktion tilbage til byen. Et grundlæggende bæredygtigt tiltag var at renovere bygningerne frem for at bygge nyt hus til lejerne. Ved at bevare de unikke historiske træpaneler og æstetiske rammer fremstår Matrikel1 som en moderne helhed. Indretningen af Matrikel1 er fleksibel og kan let tilpasses nye behov og funktioner. Derved er Matrikel1 et stærkt eksempel på, hvordan man kan bevare en historiske bygnings værdi og karakter ved at bibeholde klassicistiske detaljer og elementer - samtidig opdatere bygningen til tidens standarder og brugere.

Brugskvalitet

Matrikel1 har fået positive anmeldelser fra både lejere, brugere, gæster, bygherre og pressen. Bevaringen af bygningernes historiske sjæl og arkitektur har fået flotte reaktioner fra brugere og gæster. For lejerne ’The Creators Community’ var det vigtigt at leje en ejendom, der kunne danne ramme om og facilitere medlemmernes kreative innovationer, og hvor der samtidig var oplagte muligheder for interaktion på tværs af fagligheder. Ved at renovere og sammenlægge Højbro Plads 8 og 10, har lejerne fået et 3600 m2 innovationshus med tidløs elegance, moderne komfort og en kreativ og nyskabende stemning. Alle kontorer og arbejdspladser har fra første dag været udsolgt, og ca. 500 mennesker fordelt på ca. 100 startupvirksomheder har nu deres daglige gang i huset, foruden de mange gæster til det store eventprogram. Samtidigt er cafeen et yndet frokoststed for besøgende udefra, og huset nu et dynamisk og levende sted, der bidrager aktivt til området omkring Højbro Plads og Gammel Strand.

Bidrag til omgivelser

Huset var tidligere uden offentlig tilgang eller åbning mod gaden. Parterreetagen mod Gammel Strand fungerede således som arkiv med spejlfolie på ruderne og stueetagen var lukket for gæster udefra. Til trods for husets prominente placering var det et introvert og overset sted i byen. I dag er huset åbnet op, og summer af liv og aktivitet. Cafeen i parterreetagen inviterer folk ind med sin åbne facade og udeservering mod Gammel Strand. Vinbaren og work-loungen i stueetagen fungerer nu med sine højloftede og indbydende rum, som et inspirerende mødested for husets mange brugere og besøgende udefra. Det er desuden muligt at besøgende udefra kan leje møde- og konferencelokaler og deltage i de daglige events, som tiltrækker mange gæster udefra. Derved fungerer huset i dag som et samlingssted for hele hovedstadens startup miljø.

Eksempelværdi

Renoveringen af bygningerne har krævet stor faglig disciplin. I tæt samarbejde har ATP Ejendomme og The Creators Community arbejdet for at bibeholde bygningernes 100 år gamle historiske sjæl, karakter og identitet - men på samme tid tilføre huset en ny identitet, der kunne danne rammen om en moderne innovationshub. Det gode resultat synliggør, hvordan fremtidens ejendomsejere kan omdanne historiske bygninger til en ny funktion og nutidens standarder, og samtidigt give dem et frisk og tidssvarende udtryk, som en moderne lejer kan identificere sig med - i stedet for nedrivning og nybyggeri.

Solidt samarbejde

Transformationen fra tomme bygninger til kreativ innovationshub har været omfattende og har krævet høj faglighed samt et intenst samarbejde. Resultatet er kun opnået ved, at alle involverede arbejdede sammen om de bedste løsninger og muligheder. Særligt for dette projekt er at alle parter har været fysisk til stede ved alle møder, hvorfor gruppen har suppleret hinandens fagligheder på en konstruktiv måde. Denne form for samarbejde har givet stor værdi til udførelsen af projektet. Desuden blev Matrikel1 projekteret, imens bygningen blev renoveret, hvilket har krævet præcis og konkret kommunikation samt konstruktivt arbejde med håndværkere og entreprenør.

Økonomi og værdiforøgelse

Der har i renoveringen været fokus på at trække potentialer frem i det gamle hus, som før lå gemt, og på at omdanne dårligt udnyttede og passive m2 til aktive zoner, der bidrager positivt til husets funktioner og indretning. Dette er fx gældende for cafeen, der før fungerede som arkiv og nu er husets hjerte, der åbner bygningens facade op mod Gl. Strand. Vinbaren, som før var lukkede og et lavloftede kopirum, er nu et højloftet og inspirerende samlingssted for husets brugere og gæster udefra.

Udførelseskvalitet

De 100 år gamle bygninger er opdateret i respekt for den æstetiske klassicistiske stil. Eksisterende rumligheder er blevet gentænkt og fornyet, materialer er bevaret og genanvendt i nutidige sammensætninger, og projektets samarbejde mellem alle fagligheder har været effektivt og værdiskabende. At bevæge sig rundt i Matrikel1 i dag føles sammenhængende og moderne. Både i projekteringen og udførelsen specielle løsninger udført på et højt fagligt niveau. De originale overflader er i videst muligt omfang genskabt og restaureret. De nye overflader, som er i berøring med huset, er valgt for at understøtte de oprindelige stilarter og materialer. Der er lavet mange specialløsninger for at imødekomme dette, og det indbyggede inventaret er designet for at underbygge husets fortælling, mens nye og midlertidige elementer udtryksmæssigt markerer et skifte for huset. Fx er træbeklædning og marmor i vinbaren udvalgt for at matche tilsvarende materialer i det eksisterende hus, mens den skarpe blå farve på baren tydeligt peger i en ny retning. Renoveringen har bragt Højbro Plads 8 og 10 tilbage til nutiden og bevarer dem for fremtiden med respekt for historien og bevaringsværdigheden.

Parter bag projektet

Bygherre: ATP Ejendomme
Lejer: The Creators Community
Design koncept: Studio Marie Persson
Styringsentreprenør: MBG Entreprise
Udførende arkitekt: Studio Marie Persson (designansvarlig) og PLH Arkitekter (brand, udbud og myndigheder)
Ingeniør: MOE

Yderligere information om projektet

https://www.plh.dk/projekter/matrikel-1-moderne-coworking-i-historiske-omgivelser/

Sted

Højbro Plads 8-10
1200 København

Fotos: Tomas Bertelsen - PLH Arkitekter. Christian Møller Andersen - Marie Persson Studio

Realiseret

2018

Indstillingsår

2020

Anvendelse

Erhverv

Areal

501-5.000 m²