KUB Nord
Ombygning, indretning og renovering af Københavns Universitet Bibliotek på Nørre Campus' studiemiljø
KUB Nord
Ombygning, indretning og renovering af Københavns Universitet Bibliotek på Nørre Campus' studiemiljø
Læs projektets egen beskrivelse
Studiemiljøet på KUB Nord, Københavns Universitets Bibliotek Nørre Campus, har over de seneste år gennemgået en omfattende fornyelse. Projektet har omfattet alt fra bygnings- og mulighedsanalyse, værdisætning og masterplan til indretning, renovering og ombygning af både hovedbygningen og tilbygningen. Målet var at skabe moderne og alsidige studie- og læringsmiljøer, der både understøtter faglig fordybelse og sociale interaktioner, samtidig med at bygningens historiske og arkitektoniske værdier blev respekteret.
Gennem hele projektet har der været fokus på at balancere behovet for tidssvarende funktioner med bevaringen af de historiske elementer i bygningen, som delvist er klassificeret som bevaringsværdigt byggeri. Samtidig skulle arbejdet udføres, mens biblioteket forblev i fuld drift og fortsat betjente sine mere end 450.000 årlige brugere. Denne kombination stillede store krav til både planlægning og udførelse.
Projektet blev gennemført i fire etaper: Først blev bogsalen totalrenoveret med bl.a. nytænkte studiepladser og gruppearbejdsområder. Dernæst blev den ikoniske læsesal genskabt ved at fjerne et dæk fra 1980’erne, renovere de oprindelige Cuba mahogni-reoler og installere specialdesignede borde samt forbedret belysning og akustik. Tredje etape, også kaldet Lighthouse KUB Nord, fremstår med et mere moderne præg i tilbygningen, hvor der er blevet udviklet et radikalt hybrid-fleksibelt vidensmiljø med optimale AV- tekniske, digitale og fysiske løsninger til innovation bootcamps, undervisning, gruppearbejde og sociale aktiviteter. Den afsluttende fjerde etape omfattede en totalrenovering og nyindretning af bibliotekets hall med lockers og opholdsområder.
Gennem hele processen blev der lagt vægt på omfattende brugerinddragelse via arbejdsmøder med ledelse, medarbejdere og slutbrugere. For at sikre de bedste løsninger blev fuldskala mockups anvendt til at teste og evaluere designvalg.
Resultatet er et bibliotek, der fremstår som et moderne videns- og læringsmiljø, hvor de nye faciliteter understøtter både individuelt og socialt studiearbejde. Store træer og planter skaber en grøn og indbydende atmosfære, mens fleksible rumløsninger sikrer, at biblioteket kan tilpasses forskellige behov. Projektet er et eksempel på, hvordan historiske rammer kan moderniseres og tilpasses nye behov og samtidig genopdage og styrke den oprindelige arkitektoniske kvalitet. KUB Nord er med revitaliseringen blevet et attraktivt mødested for studerende, forskere og eksterne parter – og udgør idag et væsentligt aktiv for hele KU Nørre Campus, samt i planerne for et Innovation District Copenhagen.
Blik for brugerne
Overgangen fra fysiske materialer til digitale ressourcer har også stillet nye krav til vores biblioteker – og givet nye muligheder. KUB Nords tidligere funktion med større bogsamlinger og traditionelle læsepladser lever ikke længere op til brugernes behov og derfor er biblioteket blevet suppleret med moderne læringsmiljøer, der fremmer både faglig fordybelse og samarbejde. I dag tilbyder KUB Nord fleksible løsninger, der passer til en bred vifte af behov – fra stilleområder til gruppearbejdszoner og hybride undervisningsrum.
Når man skaber et moderne studiemiljø i en historisk bygning, kræver det en dyb forståelse for dem, der skal bruge stedet hver dag. Fornyelsen af KUB Nord er et godt eksempel på, hvordan indlevelse i og opfyldelse af brugernes behov går hånd i hånd med respekten for bygningens historie og æstetik.
Fra start til slut har brugerne spillet en central rolle i projektet. Gennem arbejdsmøder og workshops med ledelse og medarbejdere blev behov og ønsker kortlagt, mens designvalgene blev testet i fuldskala mockups. Denne tilgang sikrede, at de endelige løsninger matchede brugernes faktiske behov og understøttede deres daglige arbejde og studier.
Samtidig foregik renoveringen, mens biblioteket forblev i fuld drift. Det stillede store krav til koordinering og planlægning for at sikre, at medarbejdere, studerende og besøgende fortsat kunne benytte bibliotekets faciliteter uden væsentlige forstyrrelser. Denne balance mellem byggearbejde og daglig brug afspejler en stærk prioritering af brugernes oplevelse gennem hele processen.
Med fornyelsen af KUB Nord er der skabt et bibliotek, der forener det bedste fra fortidens æstetik med nutidens krav til funktionalitet. Det er ikke kun et sted, hvor man opsøger viden, men et miljø, der inspirerer til læring, innovation og samarbejde. Brugernes behov har været styrende i processen, og resultatet er et moderne og tidssvarende bibliotek, hvor historien møder fremtiden på bedste vis.
Inspirerende ressourcetiltag
Adaptive reuse. At genanvende den eksisterende bygningsmasse, med al den kvalitet og de muligheder den rummer, ved at tilføre designgreb og designelementer, der skaber synergi mellem det eksisterende og nye behov, er det grundlæggende afsæt. Rummene er i flere af etaperne udnyttet på helt nye og fleksible måder, særligt Hyflex-rummet (det hybrid-fleksible vidnesmiljø) er programmeret med en stor grad af variationsmuligheder, hvorved der opnås både undervisningsrum, eventrum, studierum og pauserum på det sammareal, alt efter hvordan det konfigureres (se nedenfor). De anvendte materialer og løsninger inkl. belysning er i alle etaper af meget høj og holdbar kvalitet. Indeklima – optisk, termisk, atmosfærisk og akustisk er forbedret med en høj grad af “passive” designløsninger som bl.a. indvendig solafskærmning med alubelægning, bag eksisterende 2-lags termoruder, for refleksion af varmeindstråling og optisk kvalitet. Det hybrid-fleksible vidensmiljø (etape 3) har ingen faste vægge, men mobile “scenetæpper”/”lydgardiner” bestående af 5-7 lags tekstiler, som kan omstille rummet til mange forskellige rumlige og AV-tekniske konfigurationer. Interfacet til denne omstilling er udviklet i tæt dialog med brugerne – bibliotekets informationsspecialister og bygningsdriftmedarbejdere.
Eksempelværdi
Fornyelsen af KUB Nord står som et stærkt eksempel på, hvordan renoveringsprojekter kan balancere mellem respekt for historien og skabelsen af moderne funktionalitet. Biblioteket, der oprindeligt blev opført i 1937 og senere udvidet i 1989, er et sted med dybe rødder i dansk arkitektur. Med sit afsæt i tidens behov for fysisk opbevaring af viden har bygningen gennemgået en transformation, der understreger dens relevans i en digital tidsalder.
Her er det ikke blot de æstetiske og funktionelle forbedringer, men den helhedstænkningen i den måde, renoveringen/revitaliseringen er udført på, der har tilført nyt liv og nye dimensioner til bibliotekets rolle som vidensmiljø. KUB Nord er ikke længere et traditionelt bibliotek, men et moderne videnscenter, der prioriterer fleksibilitet og tilpasningsevne. Det hybrid-fleksible læringsmiljø i det såkaldte ”Lighthouse”, der kombinerer fysiske og digitale rammer, er en nyskabende tilgang, som møder nutidens krav til undervisning og vidensdeling.
Renoveringen af KUB Nord løfter funktionaliteten og æstetikken til et niveau, hvor arkitekturen også skaber inspiration og rammen for ny viden og innovation. Kombinationen af historisk autenticitet, moderne funktioner og en proces, der sætter brugeren i centrum, gør projektet til et skoleeksempel på, hvordan man skaber værdi – både for bygninger og for mennesker.
Adaptive Reuse: KUB Nord -projektet, med fokus på det hybrid-fleksible vidensmiljø (etape3) har været på programmet til universitetsbibliotekernes konference i Bruxelles i april 2024, og der var virkelig stor interesse for vores løsninger på gentænkning og udvikling af biblioteksmiljøerne indenfor de eksisterende rammer.
Solidt samarbejde
Renoveringen af KUB Nord er et resultat af et stærkt og tæt samarbejde mellem mange aktører. Fra ledelse og medarbejdere til slutbrugere og rådgivere og leverandører, har projektet været præget af en fælles indsats for at skabe et moderne og funktionelt studiemiljø, der både respekterer bygningens historie og imødekommer fremtidens behov.
Medarbejdeinddragelse har været et centralt element gennem hele processen. Gennem workshops, arbejdsmøder og fuldskala mockups har biblioteksmedarbejdere, bygningsdriftorganisation og ledelse haft mulighed for at give deres input til design- og funktionsvalg. Denne dialog har sikret, at de løsninger, der blev valgt, matcher de daglige behov og ønsker fra dem, der bruger biblioteket og dem der skal drifte og vedligeholde det.
Projektet har også krævet en tæt koordinering mellem håndværkere, teknikere og arkitekter for at sikre, at renoveringen kunne finde sted, mens bygningen forblev i fuld drift. Dette samarbejde har ikke kun været med til at holde projektet på sporet, men også gjort det muligt at minimere generne for de mange brugere, der dagligt færdes i biblioteket.
Faglig kvalitet
KUB Nord er blevet udviklet på basis af en helhedsplan med efterfølgende etaper. Dette set up har styrket den gennemgående kvalitet i løsningerne, der således tager afsæt i et helhedsorienteret blik på det samlede bygningskompleks, med en indledende værdisætning, mulighedsstudier og erfaringsopsamling undervejs qua etaperne. 1:1 test og mock ups på stedet, har været afgørende redskaber i designvalg – funktionelt og æstetisk.
Levende bygningskultur
Som et arkitektonisk vidnesbyrd er KUB Nord med til at fortælle historien om udviklingen af vidensinstitutioner og deres rolle i samfundet. Fra Kristoffer Varmings oprindelige bygning fra 1937 til Eva og Niels Koppels moderne tilbygning fra 1989 har KUB Nord gennem årtier tilpasset sig skiftende behov uden at miste forbindelsen til sin arkitektoniske arv.
Renoveringen af biblioteket har ikke kun været en nødvendighed – den har været en anledning til at revitalisere stedets betydning som et centrum for læring og kultur. Med respekt for den bevaringsværdige arkitektur er bygningen blevet ført ind i en ny æra, hvor historien møder nutidens behov for fleksibilitet, teknologi og multifunktionelle løsninger. De gamle bogreoler i Cuba-mahogni er blevet nænsomt restaureret, mens nye faciliteter som hybride læringsmiljøer og grønnere studiepladser er blevet tilføjet.
Som en del af Københavns Universitets campus spiller KUB Nord en central rolle i at samle studerende og forskere i et inspirerende miljø. Det er her, arkitektur bliver mere end blot rammer – den bliver en aktiv medspiller i at fremme vidensdeling og samarbejde. Bygningen er et sted, hvor historisk arv og moderne funktionalitet smelter sammen, og hvor en ny generation af studerende kan opleve, hvordan bygningskultur kan være både inspirerende og tidssvarende.
KUB Nord viser, hvordan en nænsom tilgang til renovering kan gøre en bygning til mere end en arkitektonisk perle – det bliver en levende del af områdets puls og universitetets identitet. Med sit fokus på både æstetik og funktion er stedet en vigtig del af KU's bygningskulturelle fortælling og et godt eksempel på, hvordan man forvalter og udvikler værdifuld arkitektur.
Parter bag projektet
Bygherre: Det Kgl. Bibliotek
Totalrådgiver: Arkitema
Ingeniør:
Gert Carstensen Rådgivende Ingeniører
Eduard Troelsgård Rådgivende Ingeniører A/S
COWI A/S
Entreprenør/leverandører:
AVDAN
Emil Nielsens Smedeværksted
ERCO Lighting
Kvadrat
Nordic Control Systems
Gert Kjeldtoft
PriebeHold
Wahlberg Motion Design
WO Interior
Sted
Nørre Alle 49
2200 København N