Nyt domicil til Bruun Rasmussen Kunstauktioner i centrum af Kongens Lyngby
Fra tidligere tømmerhandel til internationalt auktionshus
Nyt domicil til Bruun Rasmussen Kunstauktioner i centrum af Kongens Lyngby
Fra tidligere tømmerhandel til internationalt auktionshus
Læs projektets egen beskrivelse
I mere end 75 år har Bruun Rasmussen Kunstauktioner svunget hammeren over kunst, design, smykker, armbåndsure, antikviteter og samlerobjekter. Auktionshuset afholder årligt fire traditionelle auktioner og mere end 300 net-auktioner med omkring 75.000 katalognumre. Der er med andre ord auktioner hos Bruun Rasmussen næsten hver dag året rundt. Sammen med de øvrige vurderingsopgaver har auktionshusets vurderingssagkyndige mindst en kvart million vurderinger af effekter hvert år.
Bruun Rasmussen har været familieejet gennem tre generationer siden 1948, og er rundet af traditioner, familien og beliggenheden på flere forskellige adresser i Københavns indre By – med det traditionsrige auktionshus i Bredgade som en kendt og festlig ramme om de traditionelle auktioner.
Bruun Rasmussen har i en årrække ønsket at samle eftersyn af effekter, traditionelle- og net-auktioner, lager, administration, eksperter og kundebetjening i et nyt domicil. Et eksklusivt, imødekommende og levende kunst- og kulturhus. En fleksibel ramme om auktionshusets liv både til hverdag og fest med tydelig branding, en eksklusiv kundeoplevelse i øjenhøjde, effektiv logistik- og lagerdrift samt gode rammer for husets medarbejdere – både de administrative og de mange eksperter i kunst og design.
Bruun Rasmussen blev i marts 2022 solgt til det internationale auktionshus Bonhams, der er et af verdens førende.
Bruun Rasmussen er i dag international ejet og orienteret, men skandinavisk i sin oprindelse og tradition.
Bruun Rasmussen Kunstauktioner indviede i efteråret 2023 et nyt samlet domicil i centrum af Kongens Lyngby efter en totalrenovering af den tidligere tømmerhandel og daværende Fog’s Designhus. Hovedsædet samler vurdering af effekter, udstilling, auktioner, specialister, administration, fotografer og lager i et sammenhængende imødekommende, levende og eksklusivt kunst- og kulturhus.
Projektet er ikke alene en transformation af en bygning, men også en transformation af et familieejet dansk auktionshus for de få til et inviterende moderne internationalt kunst- og kulturhus for de mange.
Funktioner
Adgang til auktionshuset for kunder og besøgende sker fra Kulturhustorvet. I det dobbelthøje indgangsparti svæver en bred foldet trappe i egetræ over naturstensgulvet og leder kunder og besøgende til et vurderingsområde med kaffebar, ventemøbler og en stor skranke. Rummet er varmt og venligt. Der er god plads til betjening af kunder og eksperterne er i øjenhøjde med kunderne, så vurderingen af tilbudte effekter kan foregå med omhu og diskretion.
Indgangspartiet giver samtidig adgang til det lyse og varierede udstillingsområde i stuetagen og på 1. sal, hvor man ganske gratis kan gå på opdagelse i de mange store og små effekter i forskellige prisklasser, der skal sælges på en kommende auktion. På trods af stor sikkerhed er adgang til udstillingen bevidst holdt åben og uhindret. Udstillingen består af en række sammenhængende, men meget forskellige udstillingsrum. Udstillingsrummene er møbleret med fleksible udstillingsvægge og podier, men domineret af de mange effekter der udstilles. Auktionshusets mange auktioner betyder at udstillingen udskiftes løbende, så hele udstillingen er udskiftet ca. hver 14. dag.
Den store auktionssal er centralt placeret i bygningens dobbelthøje indre, og fungerer som husets omdrejningspunkt. Til hverdag et sted der definerer bygningens rumlige identitet og samtidig er et oplevelsesrum med skiftende udstillinger. Når de traditionelle auktioner afholdes 4 gange om året og huset er klædt på til fest, er det primært her de særlige og sjældne effekter, der skal bortauktioneres, udstilles. Rummet kan også fungere som auktionssal og struktureres dels af et ”trætæppe” som er nedfældet i stengulvet, og dels af de lange, lette gardiner der filtrerer lyset og markerer rummets overgange.
Husets åbne stueetage rummer desuden en række særlige steder med store trappe- og opholdsmøbler, der både kan indgå i udstillingen og danne ramme om kulturelle aktiviteter og ”talks”. Aktiviteter der er åbne for alle og gratis.
Ejendommens kælder anvendes primært til lagerformål, men et udvalgt rum med adgang fra det centrale dobbelthøje rum har fået en særlig behandling og rummer typisk udstilling af de dyreste værker. Her er alle overflader og aptering sort og belysning i museumskvalitet iscenesætter de udstillede værker. Rummet betegnes i daglig tale ”Boksen”.
Et auktionshus har behov for et driftseffektivt lager til de mange og meget forskellige varer i transit både før og efter auktion. Lageret er en travl transit- og arbejdszone og benyttes af mange af huset medarbejdere i forbindelse med håndtering, forsendelse, beskrivelse og vurdering af effekter. Laget er lokaliseret i et større område i stueetagen i tilknytning til det dobbelthøje rum i bygningens midte, så det på samme tid er tæt på udstillingen og tæt på varegården mod Nørgaardsvej, hvorfra mange større ind- og udgående varer håndteres. Tilrettelæggelse af lageret og øvrige supportfunktioner har sigtet på at etablere niveaufri og korte adgangsveje og færrest mulige flytninger af den enkelte effekt.
Ejendommen rummer i øvrigt omkring 100 kontorarbejdspladser fordelt på kontorer til eksperter og til administrative medarbejdere/ledelse. Eksperterne der vurderer og beskriver de indleverede effekter er placeret efter et ”shop-in-shop” princip tæt på varer og kunder i stueetagen og på 1. sal. Øvrige medarbejdere er placeret på 2. sal med udsigt ud over kongens Lyngby.
Renovering
Ejendommen Nørgaardsvej 3 er oprindeligt opført som tømmerhandel i 1972, og er siden af flere omgange tilbygget og udvidet. Ejendommen består således af en række bygninger med meget forskellig konstruktion, etagehøjde og rumlighed, sammenbygget ved overdækning af et tidligere gårdrum og etablering af nogenlunde homogene facader og indvendig farvesætning og materialitet.
Den eksisterende ejendom var således ikke særlig i sit materialevalg, byggeteknik eller fremtræden, men rumlighederne og potentialerne for at imødekomme Bruun Rasmussens komplekse rumprogram var særlige.
I forbindelse med Bruun Rasmussens Kunstauktioners indflytning er ejendommen indvendigt blevet totalrenoveret. Renoveringen har med øje for den oprindelige ejendommens industrielle kvaliteter og varierede rumligheder etableret en række rum og rumligheder, der forstærker og fremhæver den eksisterende variation i rumhøjder, dagslysforhold etc.
De forskellige rum samles til et hele af gennemgående store karakterfulde gulvflader i egetræ og kalksandsten, et karakteristisk og effektfuldt belysningsdesign og en farvesætning af aptering i en varm gråskala.
De store rum er skaleret af en række særlige XL-møbler i form af trappe- og opholdsmøbler samt skranker og bænke.
Blik for brugerne
Bruun Rasmussen var godt forberedt på projektet ved i god tid at have fastlagt visionen for et nyt samlet domicil herunder krav og ønsker, logistik og arealbehov.
I arbejdet med projektet har det fra start for alle involverede parter været en stor fordel at Bruun Rasmussen vidste hvad de ville, og var klar til at tage en imponerende aktiv del i udviklingen af projektet fra disponering af rum og funktioner, over valg af materialer til de sidste detaljer i forbindelse med farvesætning og indretning.
Det komplekse rumprogram og høje ambitionsniveau er således i projektet i en smidig proces blevet vekslet til konkrete løsninger i løbende og tæt samråd med brugerne. Det er derfor ikke et projekt der er udarbejdet til Bruun Rasmussen Kunstauktioner, men et projekt der er udarbejdet med Bruun Rasmussen Kunstauktioner. Resultatet er en meget høj grad af ejerskab til projektet hos brugerne.
Inspirerende ressourcetiltag
Det har både ud fra et ressourcemæssigt og økonomisk perspektiv været en præmis for projektet, at bygningens eksisterende tekniske installationer skulle genanvendes i videst mulige omgang. Installationer som typisk var synlige og opsat løbende og efter varierende principper. Samtidig ønskede Bruun Rasmussen af udstillingshensyn den maksimale rumhøjde i de kundevendte områder, en god akustik og et roligt udtryk.
I Projektet er undersiden af alle eksisterende betondæk påført hvide akustik spraylofter med gode akustiske egenskaber, hvilket har resulteret i den maksimale rumhøjde i de enkelte rum. Samtlige tekniske installationer er herefter malet hvide. Resultatet er et gennemgående industrielt og homogent loft, der både er ressourcebevidst og imødekommer brugerne ønske om fleksibilitet og rumlighed.
Eksempelværdi
Projektet er et godt eksempel på hvordan den gode renovering kan transformere en pragmatisk ejendom fra fragmenteret og slidt tømmerhandel til ramme for et internationalt auktionshus i luksusklassen.
Renoveringen har med øje for den oprindelige ejendommens industrielle kvaliteter og varierede rumligheder udnyttet de eksisterende muligheder bedst muligt ved at understrege de enkelte rums særlige karakteristika og tilføjet et gennemgående og sammenbindende træk i form af gulvbelægninger i træ og natursten og et karakteristisk belysningsdesign.
Ved enkle, stærke – men ikke specielt bekostelige – greb har den eksisterende ejendom forløst et komplekst og ambitiøst program, på en måde hvor det er svært at forestille sig at nybyggeri kunne have løst opgaven lige så godt.
Solidt samarbejde
Projektet har fra start været karakteriseret ved et tårnhøjt ambitionsniveau, mange involverede parter på både bygherre-, entreprenør- og lejerside, en meget presset tidsplan og en ikke ubegrænset økonomi.
Disse forudsætninger var til stede fra projektets start og derfor var det muligt at tilrettelægge en proces, der på trods af tidspres var inddragende og konstruktiv. En opstartsworkshop for alle projektets parter sikrede et fælles udgangspunkt og definerede et fælles mål. Løbende møder – de fleste på byggepladsen – sikrede koordinering og hurtige hands on beslutninger.
Projektet er et godt eksempel på hvordan mennesker med høj faglighed, respekt og med et fælles mål kan nå det næsten umulige sammen i et tillidsbaseret samarbejde. Og hvordan de benspænd en renovering naturligt omfatter, kan gøre det gode projekt endnu bedre, når de håndteres hurtigt og konstruktivt af projektets parter.
Faglig kvalitet
Projektets tekniske løsninger håndterer tre primære greb: En grundig sanering i de lidt tvivlsomme løsninger og tilføjelser der var etableret gennem årene, for derved at lade det rå industrielle komme mest muligt til syne. En tilføjelse af få gennemgående materialer/løsninger i høj kvalitet i form af gulvbelægninger i træ/natursten og et belysningsdesign i museumskvalitet, samt få store specialdesignede møbler der etablerede nye steder og muligheder.
I forbindelse med saneringen har entreprenøren grundigt registreret bygningen og dokumenteret hvilke materialer der var egnet til formålet/genbrug. Et klart fælles fokus på at få mest muligt ud af det eksisterende fra såvel entreprenør-, bygherre- og lejerside fastlagde tidligt klare udfaldskrav, hvilket var helt essentielt for at opnå en god kvalitet i byggeriet.
Ved tilføjelsen de få nye materialer var valget af markante og kvalitetsprægede gulvbelægninger i kundeområderne en bevidst prioritering for at binde bygningen sammen og etablere gulve der er de mange unikke effekter værdigt. Indpasningen af gulvene i en så sammensat ejendom var en udfordring, men ved gensidig koordinering og hands on koordinering fra projektets parter, var det muligt.
Møbelprojektet er tilføjet bygningen afslutningsvist og var som følge af de meget store elementer en logistisk udfordring i forbindelse med såvel produktion som montage. En grundig tværfaglig planlægning og designløsninger, der håndterede de nødvendige samlinger, muliggjorde elementerne.
Levende bygningskultur
Bruun Rasmussen har med flytningen til Kongens Lyngby ønsket at etablere et levende kulturhus med et lavt dørtrin. Ønsket har været at tiltrække en bredere kundekreds og formidle, at nok sælges der meget eksklusive varer på de traditionelle auktioner, men at hverdagen er præget af en høj grad af tilgængelighed og mange varer i et helt andet og billigere prisleje.
Bruun Rasmussens domicil er åbent, lyst og imødekommende og tilbyder dagligt skiftende udstillinger af høj kvalitet til kunder, interesserede og forbipasserende. Her kan man ikke alene ganske gratis gå på opdagelse blandt de udstillede genstande og byde med på de aktuelle auktioner. Man kan også møde specialister, få foretaget vurderinger, indlevere til auktion, høre foredrag og deltage i events og ”talks”.
Projektet har med fastholdelse af udstilling i terrænplan og etablering af rum og rumligheder med store trappe- og siddemøbler der flittigt benyttes til kulturelle events, tilført det centrale Kongens Lyngby en ny kulturel destination for de mange. En kulturdynamo der styrker det kulturelle knudepunkt omkring Kulturtorvet og interagerer med by og omgivelser.
Parter bag projektet
Bygherre: PensionDanmark A/S
Bygherrerådgiver: Emcon A/S
Totalentreprenør: NCC Danmark A/S
Totalentreprenørs rådgivere: Zeso Architects A/S og Spangenberg & Madsen A/S
Belysningsdesign: Fortheloveoflight
Lejer: Bruun Rasmussen Kunstauktioner A/S
Lejerrådgivere: Albjerg Arkitekter ApS (tidl. Albjerg & Buchardt Arkitekter Aps.), WSP Rådgivende ingeniører A/S, EKJ Rådgivende ingeniører A/S
Rumdesign: Albjerg Arkitekter ApS (tidl. Albjerg & Buchardt Arkitekter Aps.)
Yderligere information om projektet
Sted
Nørgaardsvej 1-3
2800 Kongens Lyngby