fbpx

Nomineret 2020

Kedelhallen

Fra udtjent fjernvarmehal til kreativt tegnestuemiljø

Se mere

Kedelhallen

Fra udtjent fjernvarmehal til kreativt tegnestuemiljø

Begrundelse for nominering

Renoveringen er et eksempel på transformation fra industri til liberalt erhverv/tegnestue. Da rollerne som bygherre, brugere og udførende i et vist omfang er identiske, har samarbejdet været præget af pastoral idyl.

Renoveringen er kendetegnet ved genbrug af gamle materialer og en balanceret tilgang til de energimæssige, bæredygtige tiltag. Tegnestuen Zeni, som holder til i den renoverede kedelhal, har et uopsigeligt 15-årigt lejemål med ejeren. Zeni er glade for den lave husleje, fremhæver det gode arbejdsmiljø og er endvidere stolte over renoveringen, som har skabt nyt liv i byrummet.

Læs projektets egen beskrivelse

Den gamle kedelhal, midt i den fine købstad, Aabenraa, blev opført som en del af Varmecentral Humlehaven i 1957, og leverede fjernvarme til hele byen frem til 2012, hvor funktionen blev flyttet udenfor byen.

De tilhørende administrationslokaler blev siden overtaget af boligselskabet, BoligSyd, der flyttede ind i de eksisterende kontorer. Kedelhallen stod dog ubrugt hen, stadig fyldt op af de gamle kedler.

Da Boligsyd i 2017 ønskede at udvide deres kontorareal, for at gøre plads til boligadministrationsselskabet Dalbo, henvendte de sig til ZENI arkitekter for at få hjælp til at undersøge muligheden for at inddrage en mindre del af kedelhallen, og indrette den til kontorer i to etager. ZENI havde gennem et stykke tid ledt efter mere inspirerende rammer for tegnestuen, og så straks potentialet i den resterende del af kedelhallen.

Efter at have været uden funktion i flere år, blev de store kedeller således i 2018 hejst ud, og hallen omdannet til et kreativt kontormiljø, der siden december 2018 har dannet ramme om ZENI arkitekters tegnestue.

Indvendigt er kedelhallens vægge blevet isoleret, og derpå beklædt med krydsfiner. Taget er derimod blevet isoleret på ydersiden, og beklædt med ny tagpap, så de oprindelig træbetonlofter, med deres upolerede fremtoning en fin kontrast til den nye træbeklædning. De gamle, rødmalede stålspær i loftet, samt udvalgte rør, er bibeholdt, for så vidt muligt at bevare spor af bygningens historie.

Gulvet er ligeledes blevet efterisoleret, og der er støbt et nyt, men rustikt betongulv. I samme ombæring er der udlagt gulvvarme i hele bygningen.
I den ene ende af bygningen er der placeret et indskudt dæk, så der på 1. sal er opstået et stort, åbent møderum, der samtidig fungerer som tegnestuens materialebibliotek. Adgang til 1. sal sker via en bevaret ståltrappe, der tidligere førte op til tilsynsgangbroerne mellem kedlerne. Under det nye dæk er alle de lukkede funktioner, toiletter, kopirum og køkken placeret.

Med relativt enkle midler, er den gamle bygning, og dermed en del af byens historie, bevaret og fremtidssikret gennem en transformering til en helt ny og forhåbentlig langtidsholdbar funktion.

Blik for brugerne

Den gamle kedelhal havde længe stået ubrugt hen, uden udsigt til at komme i anvendelse igen. Det mest realistiske scenarie var nok derfor, at bygningen enten ville stå og forfalde, eller ville blive revet ned, og erstattet af et nyt byggeri. Hallen er oprindeligt fuldmuret, og dermed uisoleret, men selve klimaskærmen, tag og ydervægge, fejlede intet, hvorfor det ville være rent spild at rive disse ned. I stedet er væggene blevet isoleret på indersiden, og taget på ydersiden, så bygningen nu lever op til moderne energikrav. Dette har været en langt mere bæredygtig løsning i forhold til i stedet at rive bygningen ned, skille sig af med de gamle materialer, og derpå opføre et helt nyt hus. De gamle, industrielle enkeltlags stålrammevinduer måtte dog udskiftes af nye, mere energivenlige vinduer, men de er i stedet bevaret som rumadskillende elementer, der skærmer området med arbejdspladser, samt brugt som glasparti i skillevæg ved det ene møderum. Som en ekstra feature, er bjælker fra nedbrydning i forbindelse med et af tegnestuens øvrige projekter, blevet genanvendt til at skabe et markant ståbord samt en bænk til ventende gæster. Fyrretræskrydsfineren, der udgør den indvendige vægbeklædning, er desuden et bæredygtigt materiale, med et lavt CO2 aftryk. Alle finerpladerne er monteret med skruer, og grundet hallens størrelse, er en betydelig del af pladerne ikke blevet tilpasset, men monteret i fuld standardlængde og –bredde. Derved kan man potentielt, hvis bygningen fx engang ændrer funktion, nemt afmontere træpladerne og genbruge dem i anden sammenhæng.

Brugskvalitet

Input fra medarbejderne i designfasen, har betydet, at kedelhallen er blevet indrettet meget præcist efter de konkrete behov, hvorfor indflytningen og ibrugtagelsen er forløbet uden nævneværdige komplikationer. Efter godt et års brug, er der udbredt tilfredshed med de nye rammer, og medarbejderne har kunnet mærke et løft i arbejdsglæden, og en nyfødt stolthed ved at tage imod kunder og samarbejdspartnere. Der er taget flere tiltag for at skabe et godt arbejdsmiljø, med et behageligt indeklima. En vigtig faktor i et åbent kontormiljø som i Kedelhallen, er hensyntagen til evt. lydgener, der har derfor været fokus på at skabe en så effektiv lyddæmpning som muligt. Med undtagelse af den nederste række plader, samt en frise langs loftet, er krydsfinerpladerne på væggene således udført med perforering ind til den bagvedliggende isolering, hvilket giver det store, dobbelthøje rum en fantastisk akustik. Derudover er der indrettet en lille mødeboks og en mindre nicher, beklædt med polstret stof, hvor medarbejderne kan trække hen ved længerevarende telefonsamtaler, eller hvis de har behov for at arbejde mere koncentreret. Et nyt ventilationssystem, kombineret med den udbredte brug af træbeklædning, giver et yderst behageligt indeklima, og de store, højtsiddende vinduer giver et dejligt, naturligt lysindfald.

Bidrag til omgivelser

Udadtil fremstår kedelbygningen så godt som uforandret. Den primære forskel består i, at den gamle rulleport, der førte ind i bygningen, er blevet erstattet af et åbent indgangsparti i glas, der markerer sig med en ny, udkragende indramning i sort alu. Bygningen står dermed stadig som et vidnesbyrd om områdets historie, og den gamle skorsten rager stadig op som et markant vartegn, der kan ses langvejs fra, når man ankommer til byen. Udover bevarelsen af de historiske spor, har transformeringen af kedelhallen også betydet fastholdelse af attraktive arbejdspladser i centrum af en by, der netop kæmper med at holde liv i bymidten.

Eksempelværdi

Der findes i mange byer stadig flere industrielle bygninger, der tidligere rummede produktionsvirksomheder eller tekniske anlæg, men som nu typisk står tomme efterhånden som deres oprindelige funktion er blevet overflødig eller virksomhederne er flyttet udenfor bycentrene. Disse bygninger er ofte vidnesbyrd om en vigtig del af byernes udviklingshistorie. Omdannelsen af Kedelhallen er et glimrende bevis for, at en bevaring af disse bygninger ikke står i vejen for udviklingen af en moderne og levende by, men tværtimod er med til at bevare byernes DNA og særpræg.

Solidt samarbejde

Indretning og aptering af kedelhallen er designet og projekteret af brugeren, ZENI arkitekter, selv. Det gav en unik mulighed for at gentænke tegnestuens arbejdsflow og interne processer, og indtænke disse i de nye rammer. Derfor blev der afholdt en række workshops, hvor alle firmaets ansatte kunne komme med input og ønsker. Igennem hele design- og udførelsesfasen blev der løbende orienteret om status, samt hvilke beslutninger der blev truffet, hele tiden med mulighed for at de ansatte kunne give deres holdning til kende. Resultatet af denne proces er blevet en arbejdsplads, hvor alle føler medejerskab, og der er enighed om tegnestuens værdisæt. I udførelsesfasen har det gode samarbejde og en god og hyppig dialog med håndværkerne været essentielt. Der blev fra starten skabt en fælles forståelse for ambitionsniveau og arkitektonisk koncept. Kombineret med hyppige møder på byggepladsen og en åben, gensidig dialog, blev udfordringer opdaget og håndteret i tide, og mange detaljer og specialløsninger kunne blive aftalt 1:1 på stedet.

Økonomi og værdiforøgelse

Kedelhallen er et godt eksempel på, hvordan man med relativt får midler, og med kreativ genanvendelse af eksisterende elementer kan opnå et helt særligt udtryk og nogle unikke rammer. Selvom der langt henad vejen er tale om standardmaterialer og –løsninger, er resultatet alligevel blevet noget helt særligt, der ikke vil kunne etableres andre steder, hvilket netop er en af de store styrker ved transformering. Fra at være en rå og uopvarmet hal uden funktion, som de færreste kunne se andet end historisk værdi i, er Kedelhallen nu rammen om en moderne og kreativ virksomhed, og bliver kommenteret positivt af alle besøgende.

Udførelseskvalitet

Håndværksmæssigt er arbejdet med omdannelsen af Kedelhallen udført med stor omhu og præcision, hvilket tydeligst kommer til udtryk i tilpasningerne omkring de bevarede elementer, såsom rør og spær. Det har dog været en bevidst designparameter, at det hele ikke måtte blive for ”pænt”. Det skal ikke skjules, at der er tale om en gammel industribygning. Netop derfor er gulvet udført som et relativt råt betongulv, og værn ved reposen på 1. sal er i lighed med loftsarmaturer og rørføring af ventilation, udført i en enkel og autentisk industriel stil uden unødig pynt og finish.

Parter bag projektet

Bygherre: ZENI arkitekter a/s
Udførende og skitserende arkitekt: ZENI arkitekter a/s
Udlejer: BoligSyd

Yderligere information om projektet

https://www.zeni.dk/kedelhallen

Sted

Humlehaven 2A
6200 Aabenraa

Fotos: Martin Schubert - med undtagelse af "før-billede" (18-01-16 (1)), der skal krediteres ZENI arkitekter a/s

Realiseret

2018

Indstillingsår

2020

Anvendelse

Erhverv

Areal

1-500 m²