Jacobsens Hvide Fabrik
Nænsom transformation af dansk designikons ejendom fra 1934
Jacobsens Hvide Fabrik
Nænsom transformation af dansk designikons ejendom fra 1934
Læs projektets egen beskrivelse
I et af Københavns gamle arbejderkvarterer genopstår et stykke dansk kultur- og industrihistorie efter den omfattende renovering af Arne Jacobsens bygninger fra 1934 har nået sin ende.
Den ikoniske ejendom, også kaldet Jacobsens Hvide Fabrik, er tegnet af det danske designikon Arne Jacobsen, og er efter fem års dedikeret arbejde blevet omdannet/forvandlet til moderne standarder, men med bibeholdelse af sin historiske og arkitektoniske værdi.
Som mange andre transformationsprojekter lå opgaven bl.a. i at bevare Arne Jacobsens oprindelige design og æstetik, samtidig med at tilpasse den 14.000 m2 ejendom til nutidens tekniske og funktionelle krav. Det endelige projekt er derfor også resultatet af en fælles ambition fra projektteamet, bygherre og Frederiksberg Kommune, og ikke mindst et omfattende og minutiøst restaureringsarbejde og fokus på innovative løsninger, uden at kompromittere bygningens oprindelige karakter. Med den omfattende renovering har den gamle ikoniske fabriksbygning fået et markant løft, som også giver nyt liv til det gamle arbejderkvarter på grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro.
Alt, hvad der har en historisk eller designmæssig værdi, er pillet ud, renoveret og genbrugt. Den Hvide Fabrik består af i alt fire bygninger, hvoraf tre er tegnet af Arne Jacobsen: Bindingsværkbygningen ‘Mejeriet’, ’Sporvognen’, ‘Laboratoriet’ med spindeltrappetårnet og den seks etagers bygning ‘Tårnet’.
Eksempelværdi
Med dybe rødder i den danske industri- og designhistorie har Arne Jacobsens Den Hvide Fabrik huset et hav af funktioner. Gennem årene har det sat sine spor på bygningen. Projektet er et gennembearbejdet eksempel på, hvordan fem års omfattende renoveringer giver nyt liv til et gammelt arbejderkvarter. Resultatet er en harmonisk balance mellem fortid og nutid, hvor den ikoniske arkitektur skinner igennem, mens bygningen nu opfylder moderne krav.
Levende bygningskultur
Projektet danner overgang mellem den respektfulde tilgang til Arne Jacobsens design, kombineret med en nytænkende anvendelse af moderne materialer og teknologier.
Som en del af restaureringen af Jacobsens Hvide Fabrik på Frederiksberg er der blevet tilføjet en ekstra etage til den ene bygning ligesom, der er opført en ny kontorbygning, hvor facaden elegant bevarer det oprindelige bindingsværkudtryk. Det er dog ikke blot i forbifarten, at man nyder godt af den nyrenoverede bygning, men derimod også gennem dens funktionalitet for området, da der er tilknyttet knap 100 parkeringspladser til bygningen, som er offentligt tilgængelige uden for kontortid.
Et er hvad er synligt udefra, men kommer man ind bag fabriksbygningens murer, vil man opleve at det ikke kun var det udvendige, som Arne Jacobsen mestrede. Han tegnede nemlig hele byggeriet både ude og inde – og ned i mindste detalje. Dørgreb, skiltning, belysning og møbler. Alt sammen designet af arkitekten selv og udført i gedigne kvalitetsmaterialer som messing, kobber, teaktræ og travertin (natursten).
En stor del af stedets oprindelige stil er bevaret, og byggeriet fremstår derfor stadig som et skoleeksempel på gennemført funktionalisme, der i 2007 blev udpeget af Slots- og Kulturstyrelsen, som et af 25 nationale kulturminder.
Parter bag projektet
Bygherre: Byggeselskabet Mogens de Linde
Arkitekt: Gjøde & Partnere Arkitekter
Ingeniør: Sweco
Sted
Hjørnet Nordre Fasanvej og Hillerødgade
2000 Frederiksberg