Herman Bangs hus
Da gyselig blå maling blev afrenset kom en smuk facade til syne
Herman Bangs hus
Da gyselig blå maling blev afrenset kom en smuk facade til syne
Læs projektets egen beskrivelse
”Lad os male det gamle lort blåt, jeg har et restparti maling!”
Et medlem af ejerforeningens bestyrelse var malermester. Og således fik Gammel Kongevej i 1990 et blåt hus. Kombinationen af pastelblå og lyseblå nuancer fik bygningen til at ligne et advarselsskilt for skadelig sprøjtegift.
Hvem kunne huske hvordan det så ud før? Ingen, tilsyneladende.
Men ved hjælp af gamle fotos fra 1928 og 1910 samt afskrabninger af malinglagene, så fandt rådgiveren ud af, at bygningen havde set radikalt anderledes ud.
Nu ligner den igen sig selv! Varme, enkle farver. Stoflighed, som ikke skærer i øjnene, og bygningen kan nu patinere stolt de kommende årtier.
Store partier røde teglsten er fritlagt for blå maling. Relieffer med flosset, sortnet maling er nu renset af og malet op ligesom den øvrig pudsede del af facaden. De pudsede par-tier står i varme lyse og gyldne nuancer op imod de røde sten og vinduerne malet i mørkeblå. Reliefferne, som viste sig, at være stenhårde og næsten uden revner står nu sarte og udtryksfulde.
En ny elektronisk port i træ erstatter en uklædelig gitterport i blegt metal.
Usynligt for betragteren er kældermuren isoleret under jorden mod gaden og desuden er portrummet isoleret mod beboelsesområdet.
Brugskvalitet
Beboerne er glade for resultatet. Den nye port har givet et løft i den daglige livskvalitet. Den åbner automatisk, når man skal ud med cyklen, og bilisterne, som har p-plads i gården, har en fjernbetjening, så de nu slipper for, at skulle efterlade bilen på busstoppestedet, hoppe ud, låse op, køre ind, ud og låse igen. Nogle gange til lyden af et truttende surt bybus-horn. Bygningen skilte sig ud før renoveringen som det eneste blå hus på hele Gammel Kongevej. Nu afspejler bygningen den ånd, som herskede i 1860’ernes boligbyggeri i det dengang moderne og nybyggede kvarter på Vesterbro. En gylden epoke for håndværksmæssige og arkitektoniske detaljer i høj kvalitet. Kvadre, gesimser, relieffer, romerske årstal, smagfuld farvesætning etc.
Eksempelværdi
Facadeistandsættelsen er et eksempel på en nænsom renovering med fokus på at tilbageføre til et originalt udtryk. Med anvendelse af moderne og skånsomme metoder, blev malingen fjernet. Uden brug af grov sandblæsning. Det sikrede at brandhuden på de 150 år gamle mursten blev bevaret. Hvad ingen havde regnet med, så var de lige så gamle Hamborg-fuger også utroligt velbevarede. De gamle skiferplader i sålbænken så sølle ud. Men med en let slibning og en gang skiferolie stod de lige så flot som nye. Håndværkerne sagde med et skævt smil, at de nær havde fået tårer i øjnene. Og en ny skiferplade blev også sat ind i stedet for en knækket skiferplade. Den skilte sig ikke ud. Den trætte ejendom er nu tilbage i sin fordums sprælske pragt, og den viser mulighederne for de ældre ejendomme i midten af de store byer. En række lejligheder havde udtjente gamle termovinduer. De blev udskiftet. Med koblede vinduer i kernetræ og klassisk udformning fra Frovin Vinduer. Visse lejligheder havde allerede fået skiftet vinduer på eget initiativ inden for de sidste 10-15 år. De blev derfor blot malet, og fugerne i silikone blev erstattet med langtidsholdbare mørtelfuger og tjæret værk. Den fine udsigt over Skt. Jørgens Sø er dog den samme! I opgangen sad de oprindelige vinduespartier stadig. Mærkede af tidens tand. Men alligevel egnede til renovering. Kernetræet blev slebet, grundet og malet og til sidst forsynet med en koblet forsatsramme. Kælderarealet er mod gaden blevet isoleret og forsynet med dræn og pumpebrønd. Portrummets loft er også blevet isoleret. Det repræsenterede en alvorlig energislugende kuldebro, som nu er fuldstændigt elimineret. Som noget nyt er ejendommen nu prydet med messingplaketter, som fortæller de forbipasserende, at forfatter Herman Bang og guldaldermalerne Brdr. Topsøe har boet i bygningen i begyndelsen af 1900-tallet.
Solidt samarbejde
Rådgiveren ERIK arkitekter og entreprenøren Murersvendenes Aktieselskab har haft et fortrinligt samarbejde, som blev omtalt som ”helt unikt” af den erfarne administrator Jan Herbo fra Herbo-Administration A/S. Der har naturligvis været knaster og emner til diskussion, men det er foregået i en ånd af konsensussøgning, samarbejde og gensidig faglig respekt. Byggemøderne, som har været drevet af rådgiveren, har haft deltagelse af beboerrepræsentanter, entreprenøren og dennes relevante underleverandører samt administrator. Det har sikret et højt informationsniveau.
Økonomi og værdiforøgelse
Projektets økonomi har været sund. En renovering af denne type, kan ikke helt forudsiges til sidste krone. Positivt var det, at fugerne havde brug for mindre reparation end ventet, omvendt skulle der skiftes flere kvadre end ventet. Samlet set blev både budgetterede og beløbet afsat til uforudsete udgifter brugt. Men det blev ikke nødvendigt at spare. Alle projekterede ambitioner blev opfyldt. For beboerne kan det forventes, at forskønnelse øger værdien af lejligheden. En kiropraktik klinik på adressen udtrykte stor glæde. Og det skyldes utvivlsomt, at en nyrenoveret og forskønnet bygning er med til at tegne et bedre billede af klinikken. Brede silikonefuger om vinduerne er udskiftet med mørtelfuger og tjæret værk, afrensningen af malingen er udført skånsomt, der er malet med flere lag end planlagt, så det dækkede perfekt osv. Den myreflittige rådgiver, Anne Skytte fra ERIK arkitekter, har haft falkeøje for den mindste sprække i udførelsens kvalitet, og således er slutresultatet blevet yderst tilfredsstillende.
Parter bag projektet
Bygherre: Ejendomsforeningen v. formand Torsten Johnsen, Gammel Kongevej 25, 1610 København V
Administrator: Herbo-Administration a/s, Frederiksberg Allé 18-20, 1820 Frederiksberg C
Arkitekt: ERIK arkitekter
Rådgiver: ERIK arkitekter, Flæsketorvet 75, 1711 København V
Hovedentreprenør: Murersvendenes Aktieselskab, Ejby Industrivej 80, 2600 Glostrup
Maler: C. Møllmann & CO A/S, Hadsundvej 15, 2610 Rødovre
Portsnedker: Jul. Møller & Søn's Eftf. ApS, Nørre Søgade 15D, 1370 København K
Sted
Gammel Kongevej 25
1610 København V