fbpx

Havmøllen

Revitalisering af møllegård

Se mere

Havmøllen

Revitalisering af møllegård

Læs projektets egen beskrivelse

Havmøllen er et privat filantropisk initiativ, der med sin unikke placering i Nationalpark Mols Bjerge er et samlingspunkt, hvor både lokale og besøgende kan få glæde af de faciliteter og aktiviteter, stedet tilbyder. Et sted, der skal være med til at fremme kulturlivet og skabe bevidsthed om naturlivet. Stedet danner rammer om kulturelle projekter og arrangementer, naturnære ferielejligheder og selskabslokaler, hvor man tager hen for at opleve nærhed og nærvær. Hvor lokale kræfter mødes og besøgende føler sig velkomne.

”Med udgangspunkt i bæredygtighed og væredygtighed skaber vi et eksperimenterende kulturelt mødested, hvor lokale ressourcer belyses og udnyttes, og nye fællesskaber opstår.”

Havmøllen opstod ud af en vision om at bringe en gammel møllegård tilbage som lokalt forsamlingspunkt omkring fællesskab, natur og landbrug ved Jernhatten ved Ebeltoft. I dag danner stedet ramme om musikfestival, café, koncerter, kulturarrangementer og samvær omkring bæredygtigt landbrug og turisme. Stuehuset udlejes som to ferielejligheder.

Gården ligger et stenkast fra stranden, hvor havmølleåen løber ud i Kattegat, og man skimter øen Hjelm i horisonten. Umiddelbart øst for gården ligger højdedraget Jernhatten, som er et populært mål for vandreture. I gamle dage var Havmøllen et samlingssted for egnens bønder, der fik malet korn på gårdens vandmølle. Møllen blev revet ned i 1870’erne, men navnet har hængt ved.

Ved første møde på stedet stod gården næsten faldefærdig. Hestestald, kostald og agerumslade stod omtrent som ved århundredeskiftet. 1800-tals-længerne havde været funktionstømte i mange år, og det noget medtagne stuehus fra 1700-tallet havde stået tomt i en årrække. Længernes tage og fag var utætte og meget forfaldne, mens de omkringliggende arealer var sprunget i krat. Stuehuset syntes ikke at være til at redde.

Problematikken omkring byggeri i kystzonen samt de bevaringsværdige bygninger blev væsentlige forudsætninger og positive benspænd for projektet. Derfor begyndte en dialog med Kystdirektoratet og bevaringsforeningen, og en grundig bygningsregistrering blev foretaget. Beslutningen blev, at længerne blev restaureret og transformeret til forsamling og formidling, og at det gamle stuehus skulle erstattes af et nyt. Det store lindetræ i gården blev beskåret og står i dag som et kendetegn for stedet.

Det blev en værdisætning for restaureringen, at gården skulle bevare sin karakter og værdi som landbrug. Stedet måtte ikke blive for pænt og glittet. Derfor er husene stadigvæk aflæselige som landbrugslænger med pandepladetage uden tagrender og djærve kampestensmure med synlige spor af de ændringer, gården gennem tiderne har undergået. Tømmerkonstruktionerne er fornyet og understreger de lange, fagdelte rum. Ladens gavle blev beklædt med robiniaspån, og agerumsportene blev genskabt i douglasfyr.
Kostalden rummer nu café, butik og eventsal. Hestestalden er forvandlet til formidlingsrum for skoleklasser. Gårdspladsen danner ramme om fællesspisning, markedsdage og events.

Det nye stuehus blev opført samme sted som det gamle, så fortællingen om gårdens bygningsmiljø videreføres. Stuehuset er opført i en arkitektur og byggeskik, der digter videre på det, vi kan bruge traditionelt håndværk til i dag. Et længehus med gennemtænkt detaljering og i gode materialer med lang holdbarhed. Traditionelle elementer i form af skorstene, der betjener ventilation, pejse og emhætter, fordøre vendt mod gårdspladsen, massive granitsokler og skifertag. Indvendigt er huset fleksibelt indrettet og har synlige konstruktioner i egetømmer. Alt murværk er opmuret i kalkmørtel og indvendigt behandlet med diffusionsåbne silikatmalinger.
Stuehus og længer opvarmes af et jordvarmeanlæg til grundvarmen og et træpillefyr, der kan supplere ved større varmebehov.

Havmøllen er atter blevet et samlingssted for egnen. Nu i form af fællesskaber omkring nærhed, måltider, musik og kultur. Ved at genbruge historiske funktionstømte landbrugsbygninger og tilføje nye lag, viser projektet vej ind i en fremtid, hvor lokalt fællesskab går hånd i hånd med bæredygtig turisme.

Blik for brugerne

Primær energikilde er et jordvarmeanlæg til grundvarme. Der suppleres med et træpillefyr ved spidsbelastning i længerne.

Inspirerende ressourcetiltag

Havmøllen danner ramme om en række frivillige fællesskaber: Køkkenkollektivet og Det Grænselæse Køkken arrangerer hverdags-takeaway og fællesspisninger. På Havmøllens mark eksperimenterer Valnøddelauget med biodiversitet og skovlandbrug, og der dyrkes fælleskøkkenhaver. Derudover er Havmøllen et samlingssted for kunst-, musik og kulturarrangementer, samt firmaevents.

Eksempelværdi

Havmøllen er et eksempel på genanvendelse af tomme landbrugsbygninger. Ved at skabe ny relevans i husene viser projektet, hvordan stedbundne kulturværdier kan facilitere bæredygtig turisme og "væredygtige" fællesskaber.

Levende bygningskultur

Renoveringen er udført med entusiasme for det gode håndværk og nytolkning af traditionel byggeskik. Restaureringen er udført usentimentalt med bevaring af stedets karakter. Landbrugslængerne er autentisk istandsat med praktiske, gode rum. Husene kan bruges og slides af mange. Stuehuset er præsentabelt og stramt, men umiskendeligt som et nutidigt stuehus.

Parter bag projektet

Bygherre: Sofie Jensen, Hyllested Skovgårde
Totalrådgiver: P+P arkitekter, Aarhus
Ingeniør: Oluf Jørgensen, Aarhus og Keld Abrahamsen, Mårslet

Yderligere information om projektet

havmollen.dk

Sted

Havmøllevej 12
8400 Ebeltoft

Realiseret

2021

Indstillingsår

2022, 2023

Anvendelse

Erhverv

Areal

501-5.000 m²