fbpx

Fyrmesterboligen

Bovbjerg Fyr

Læs projektets egen beskrivelse

Siden 2007 har Bovbjerg Fyr fungeret som kulturhus. 130 frivillige ledet af en fuldtidsansat fyrmoster har startet café i fyrmesterens stue og køkken, der er etableret butik, skiftende kunstudstillinger, en historisk udstilling ligesom der arrangeres en lang række arrangementer hver måned.

Der er flere udfordringer: Besøgstallet er stadigt stigende, hvorfor fyrmesterens køkken og ene toilet er blevet for småt. En generel pladsmangel kan spores for alle aktiviteter. De 70’er-renoverede rum trænger til en kærlig hånd, og i formidlingsøjemed ønskes en tilbageførsel i tid af nogle af rummene. Et stadig stigende behov for bedre adgangsforhold. En renovering ville være med til at tilvejebringe bedre arbejdsforhold for alle og dermed sikre driften.

Der blev gravet ud til kælder med plads til depot samt 1 alm. toilet, 1 personaletoilet og 1 handikaptoilet. Elevator blev etableret mellem kælder og stueetage samt stueetage og 1. sal. Den oprindelige rumopdeling i fyrmesterens stue blev antydet. En verandastue blev tilbygget i gammel stil. Et nyt produktionskøkken blev bygget og rundbuen mellem tårn og fyrmesterbolig blev åbnet op til kunstudstillinger. På 1. sal blev samlingssalen forbedret ved at åbne op til kip, skubbe væggene en anelse ud i skunken og flytte trappen væk fra dens plads midt i rummet. Fyrgården blev forskønnet og bedre adgangsveje etableret i form af nye fliser og en lift.

Efter renoveringen er omsætningen i caféen steget så meget, at der er skabt ansættelse til en fuldtidsansat til at lede køkkenet. Besøgstallet er i dag 50.000 årligt. 150 frivillige sørger for at der er liv på fyret og at bygningerne vedligeholdes. Bovbjerg Fyr er i dag et vartegn for egnen og tiltrækker gæster fra nær og fjern.

Brugskvalitet

Det nye køkken har givet bedre arbejdsstillinger og arbejdsbetingelser. Elevator og lift giver færre løft - såvel for gæster som frivillige og ansatte. Vores nyrenoverede samlingssal på 1. sal kan nu lukkes af og anvendes til møder.

Bidrag til omgivelser

Andre foreninger, lokale virksomheder, kommunen, borgerforeninger o.m.a. bruger stedet som mødested. De lokale tager gæster med på fyret, når de skal vise deres hjemegn frem.

Økonomi og værdiforøgelse

Renoveringen har givet en bedre drift og dermed sikret fyrets fremtid. Bygningen er blevet smukkere og mere autentisk og har dermed større attraktionsværdi ift. gæsterne.

Udførelseskvalitet

Der er hæget om det bevaringsværdige såvel i forhold til materialevalg som udførelse. Valget af smukke detaljer som vindeltrappen og åbningen af den smukke rundbue samt de specialstøbte høfdefliser i fyrgården giver byggeriet en høj kvalitet.

Parter bag projektet

Bygherre: Bovbjerg Fyr. Bygherrerådgiver: Søren Andersen Arkitekter, Holstebro. Totalrådgiver: Arkitekt Vilsbøll og Poulsen, Lemvig, Arkitekt Erik Einar Holms Tegnestue. Ingeniør: Bent Moesby.

Yderligere information om projektet

http://www.bovbjergfyr.dk

Sted

Fyrvej 27
7620 Lemvig

Realiseret

2014

Indstillingsår

2016

Anvendelse

Kultur

Areal

1-500m2