fbpx

Fra pladeværksted til AKF-domicil

Transformation og udvidelse med ny etage

Se mere

Fra pladeværksted til AKF-domicil

Transformation og udvidelse med ny etage

Læs projektets egen beskrivelse

Renoveringen af AKF’s domicil er udført af to omgange. Først i 2017-2018, hvor et gammelt, udtjent pladeværksted blev transformeret til kontor. Anden gang i 2021-2022, hvor ejendommen blev udvidet med en ekstra etage.

Blik for brugerne

Det har været vigtigt, at domicilet med renoveringen fortsat passede ind i området, da det ikke blot er AKF’s medarbejdere, der har deres daglige gang i ejendommen, der skal forholde sig til renoveringen, men også bydelens beboere, områdets virksomheder og Københavns Kommune. Det viser sig blandt andet i det arkitektoniske udtryk og valg af shedtagsløsning, der integrerer ejendommen i området, der i forvejen har en god blanding af industrielle bygninger og beboelsesejendomme, samtidig med at ejendommen får et fantastisk lysindfald. Der er også tænkt på den daglige færden for AKF’s medarbejdere og gæster, da der i ejendommen er installeret køl og indeklimamålere, der måler støj, lys, temperatur, luftfugtighed og CO2 i alle ejendommens arbejdsområder og mødelokaler, hvormed det er muligt at regulere og monitorere indeklimaet tæt. I renoveringen er kunst også indtænkt. I ejendommens gårdmiljø er der kunst med reference til lokalområdet, mens der indendørs er investeret i kunst til væggene, der understøtter de store lokaler.

Inspirerende ressourcetiltag

Udvidelsen af AKF’s domicil blev aktuel, da AKF’s medarbejderstab voksede hastigt. Med udvidelsen har AKF undgået at flytte til nye lokaler eller bygge nyt, men i stedet arbejdet videre med den renovering, der blev foretaget af det oprindelige pladeværksted. Konstruktioner, åbninger, etager og det industrielle udtryk fra pladeværkstedet er bevaret, men lokalerne er blevet udstyret med akustiklofter, epoxygulve, kunst og møbler af høj kvalitet, der giver ejendommen et løft og en opdatering til nutidens behov. Først og fremmest får man meget foræret, når man renoverer fremfor at bygge nyt. I denne renovering blev eksisterende konstruktioner bevaret, hvilket har sparet nyproduktion af beton og stål. Ved at udnytte det eksisterende tagareal ved ejendommens udvidelsen i højden, er der desuden ikke inddraget eller bebygget nye arealer, hvorfor kvadratmeterne i stedet kan tjene andre formål. I udvidelsen af ejendommen med en ekstra etage er anvendt en overfladebrændt træfacade for at sikre vejrbestandighed - en teknik, man kender helt tilbage fra vikingetiden. Teknikken gør ikke kun facaden modstandsdygtig, men tilfører også ejendommen et kontrastfuldt udtryk i samspillet med ejendommens ellers hvide facade. Det er ikke kun i byggeriet, men også i inventaret, at der i renoveringen har været fokus på cirkularitet. Både inde og ude er der til udvidelsen af ejendommen anvendt genbrugte lamper, udstyret med ny og energibesparende LED-lyskilde, i stedet for at købe nye. I husets mødelokaler er der f.eks. installeret store spotlamper af metal, der tidligere er blevet brugt som butiksspots in en større butikskæde, og nu har fået forlænget levetiden hos os.

Eksempelværdi

AKF’s domicil er et bevis og eksempel på, at kontorbygninger hverken behøver være kedelige eller nyopførte. Ved at renovere med respekt for ejendommens oprindelige funktion som pladeværksted og have blik for lokalområdet, er en nedslidt industriejendom blevet transformeret til et velfungerende hovedkontor med arkitektonisk historie og sjæl.

Solidt samarbejde

Projektet omkring renoveringen af AKF’s domicil er blevet gennemført med involvering fra husets medarbejdere. Det har været et nemt og smidigt samarbejde, da AKF har interne afdelinger, der beskæftiger sig med projektudvikling og byggeri. Det har desuden betydet en proces med plads til løbende projektændringer, stor kreativitet og høje ambitioner, hvilket f.eks. viser sit i alt fra solcelleanlæg, facadevalg og ladestandere til indeklimamålere, belysning og kunst.

Levende bygningskultur

AKF’s domicil er en arbejdsplads, hvor der kommer mange mennesker hver dag. Huset rummer mange forskellige fagligheder med en tredelt kerneopgave, der dækker ejendomsudvikling, -drift og -investering. Det har derfor været vigtigt med en succesfuld renovering, der respekterede ejendommen, brugerne og lokalområdet. Renoveringen er generelt gennemført med respekt for bygningens forhenværende funktion og lokalom-råde. Det ses i de oprindelige garageåbninger, der er blevet forvandlet til store vinduespartier, i mødelokaler, der er opkaldt efter ejendommens oprindelige funktioner, f.eks. Vaskehallen og Værkstedet”, og i store billeder, der afbilder det oprindelige pladeværksted, der hænger som en påmindelse om ejendommens historie. De høje lofter fra pladeværkstedet er bevaret og shedtagsløsningen er valgt for fortsat at lade ejendomme passe ind i lokalområdet. Løsningen giver et enestående lysindfald og dagslys til gavn for husets medarbejdere.

Parter bag projektet

Bygherre: AKF
Arkitekt: Danielsen Architecture A/S (samt Arkidé ApS)
Ingeniør: Jens-Peter Madsen ApS (samt Dines Jørgensen & Co. A/S)

Yderligere information om projektet

https://akf.as/taet-paa/vi-har-skabt-mere-plads-til-at-vaere/

Sted

Bispevej 2
2400 København NV

Fotos: Rune Johansen (DroneRune), Kim Matthäi Leland, Danielsen Architecture, Jacob Due (Fischer Lighting)

Realiseret

2023

Indstillingsår

2024

Anvendelse

Erhverv

Areal

501-5.000 m²