Fælles Mødested – Tarup Davinde
Transformation af udtjent landejendom til Fælles Mødested i naturområde
Fælles Mødested – Tarup Davinde
Transformation af udtjent landejendom til Fælles Mødested i naturområde
Læs projektets egen beskrivelse
Natur- og fritidsområdet Tarup-Davinde er skabt over de seneste 30 år. Her i Fyns vigtigste grusgravningsområde er udtømte grusgrave løbende opkøbt og udlagt til natur og rekreative formål. Tarup-Davinde er i dag 400 ha. men udvides i takt med at de omkringliggende grusgrave tømmes. Naturområdet besøges årligt af cirka 80.000 dagsgæster.
Det varierede landskab med mange søer giver mulighed for en bred vifte af aktiviteter, og igennem de seneste årtier er brugen af Tarup-Davinde steget markant. Som følge af denne stigning begyndte mange brugergrupper – både organiserede og selvorganiserede – at efterspørge nogle bedre og mere ordnede faciliteter.
En længere proces med brugerne medførte et ønske om at etablere et fælles mødested. Dette i kraft af en fælles indgang og port til området, til brug for de organiserede brugere såvel som de almene brugere.
Brugernes tanke om et fælles mødested, medførte at faciliteterne blev samlet centralt, fremfor at blive spredt ud i området, og et stærkt fællesskab mellem brugerne blev skabt i processen. Et fællesskab som i dag er motiverende, inspirerende og konfliktløsende.
Tarup-Davinde er forbundet af et omfattende sti- og sporsystem, og det er i krydset mellem disse, at vi finder Det Fælles Mødested. Rammen er en nedlagt landejendom, som med udgangspunkt i brugernes ønsker og behov, er blevet renoveret til formålet.
Der er arbejdet med ”kolde rum”, hvor ilden er et gennemgående og centralt tema som understøtter brugernes ønsker og behov. Endvidere understøtter ilden hele grundtanken om at mødes, idet vi både i fortid og nutid altid har samles omkring ilden.
Det Fælles Mødested er indrettet med åbne ildsteder, fortællerum, naturlaboratorium, grejbank, toiletfaciliteter, og en mindre opvarmet vandrestue. En grundlæggende værdi i arbejdet med brugerne er, at når man er fælles, så deles man om alt. Der er således ingen særlige rum til udvalgte foreninger eller brugere på Det Fælles Mødested.
Sammenholdt med en professionel formidling af Tarup-Davindes storslåede natur, kulturhistorie og rekreative muligheder, samt et madområde med pizzaovne, grillfaciliteter, raketovne og bålpladser, udgør landejendommen nu et naturligt mødested for den gruppe af brugere, for hvem Tarup-Davinde udgør et inspirerende opholds- og aktivitetsområde.
I projektet er der fokuseret på de basale behov som brugerne har, når de færdes i naturen. Behov som oftest kan imødekommes ved et simpelt tag og et bål. Projektet skaber således simple opholdsrum i overgangen mellem ude og inde. Rum som tilbyder ly for regn og blæst, og som giver brugerne mulighed for at få varmen – alene eller sammen med andre.
Med udgangspunkt i den udtjente landejendom og dens placeringen i landskabet udgør ilden og som følge af denne – de to store og iøjnefaldende skorstene projektets centrale arkitektoniske elementer. Skorstenene er placeret i landejendommens længer og rummene som opstår omkring skorsten og pejs udgør projektets to primære samlingsrum – Naturlaboratoriet og Fortællerummet.
Begge rum kan åbnes op mod naturen via store porte, og med ild i pejsene, og mulighed for at åbne og lukke portene for vind og vejr, leder arkitekturen tankerne hen på ”en moderne bålhytte”.
Udover renoveringen af den udtjente landejendom er det nære landskab om Det Fælles Mødested bearbejdet, og det fremstår nu med en række overdækkede funktioner. Blandt andet et udekøkken med pizzaovne, grillfaciliteter samt raket- og røgovne.
Med dette projekt har vi skabt en fælles port til det store naturområde tæt ved Odense. En port, hvor vi dyrker fællesskabet på tværs af områdets mange og meget forskellige brugere. Det er i mødet mellem disse forskellige interesser at dialogen, inspirationen og forståelsen for hinandens brug af området opstår.
Blik for brugerne
Omfanget af Tarup-Davinde, samt en bred vifte af let tilgængelige tilbud og aktiviteter i området har medført, at en meget stor gruppe brugere med ganske forskellige interesser dagligt benytter sig af naturområdet.
Tarup Davinde I/S har derfor siden 2014 arbejdet på at etablere gensidige forpligtende partnerskaber med en række af områdets brugere. Partnerskaberne er en samarbejdsmetode, hvor brugergrupper bliver aktive i udviklingen af naturområdet sammen med Tarup Davinde I/S. Endvidere samarbejdes der med en række foreninger og frivillige som sammen med Tarup Davinde I/S og partnerskaberne passer på området og skaber nye projekter.
Projektet har taget sit udgangspunkt i “at skabe de bedst tænkelige rammer for fysisk og psykisk udfoldelse i naturen for mennesker i alle aldre uanset fysisk formåen”. Dermed er der skabt et sted hvor alle brugere er velkomne alle ugens dage og hvor et handicap ikke er en hindring men en overkommelig udfordring. Der er således skabt fuld tilgængelighed til Mødestedet.
Interessen for området er fortsat stigende og i takt med at ensomhed og isolation i stigende grad præger vores samfund, er steder som dette måske løsningen på at skabe foreninger og fællesskaber baseret på positive oplevelser i naturen.
Brugerne har været involveret fra første tanke og frem til indvielsen af projektet. Dette igennem en omfattende dialog baseret brugerproces som har involveret foreninger, skoler, ansatte naturvejledere, frivillige, lokale virksomheder samt en grundlæggende, positiv nysgerrighed og et centralt ønske om, at projektet skulle lykkes til glæde for os alle.
Inspirerende ressourcetiltag
Tilblivelsen af Det Fælles Mødested har vist, at det er muligt at renovere den slidte men brugbare landejendom. Endvidere at give den nyt liv igennem en ny funktion.
I projektet er de eksisterende murstensvægge og trækonstruktionen på 1. sal genbrugt i sin fulde form, ligesom alle nedtagne mursten og småsprossede støbejernsvinduer er blevet renset og genbrugt.
Det er tanken, at hele bygningen skal fremstå som et uderum, hvorfor alle overflader ude og inde er ligeværdige. Ønsket har været en enkel og stilfærdig arkitektur med fokus på gode robuste og holdbare løsninger. Overflader som kan holde til at blive brugt, og som bliver smukkere i takt med at de patinerer. Materialer som understøtter gode driftsmæssige løsninger, og som let kan repareres eller udskiftes af driftsorganisationen.
Eksempelværdi
Det er håbet, at vi med etableringen af det Fælles Mødested har skabt en ny model for hvordan de mange udtjente landbrugsbygninger i og omkring vores natur¬skønne områder kan gentænkes.
Projektet har brugt en særlig måde at arbejde med LCA på. Den blev bragt ind som et værktøj i tidligt i projekteringsfasen, og blev brugt aktivt i arbejdet med at træffe arkitektoniske og byggetekniske beslutninger.
Eksempelvis måtte der arbejdes kreativt for at kunne opfylde de byggetekniske krav til bygningens statik. Vi måtte således indsætte en stålkonstruktion i bygningen – igen efter en nærmere vurdering i forhold til LCA, økonomi, arkitektur og funktion.
Solidt samarbejde
Projektet udspringer af ønsket om at skabe gode og robuste rammer for et fælles mødested og at invitere alle indenfor i fællesskabet omkring dette. Tankesæt er udviklet i troen på at fællesskaber er grobund for trivsel, uanset de enkelte deltageres baggrund og forudsætninger.
Gennem møderne mellem foreningerne, tilfældige besøgende, og de frivillige er dialogen blevet fremmet og der er udviklet nye venskaber på tværs af områdets mange forskelligartede brugere.
Det Fælles Mødested er blevet til i troen på at fællesskab, ejerskab og partnerskab kan skabe grobund for et solidt samarbejde. Således er det håbet at det fælles ejerskab for bygningerne vil medføre, at stedet bliver passet på samtidigt med at det bliver flittigt brugt i mange år frem i tiden.
Faglig kvalitet
Det Fælles Mødestedet skal ses som en støttefunktion for det at opholde sig ude i naturen. Derfor er Det Fælles Mødested opført som et “koldt hus”. Det betyder, at der udover et enkelt rum, ikke er indarbejdet isolering, termoruder og andre materialemæssige og økonomiske tunge tiltag. Fokus har været på bålet som varmekilde og tag/vægge som ly for regn og blæst.
Denne tilgang har krævet nytænkning fra rådgivere og producenter, ligesom det har kaldt på håndværkere med evnen til at tænke ud over standardløsninger. Ligeledes har håndteringen af den ældre landejendom medført en kontinuerlig og til tider daglig dialog mellem arkitekt, ingeniør, bygherre og de udførende håndværkere.
Der er i projektet blandt andet blevet udtænkt et nyt vindues- og dørsystem, som med udgangspunkt i standard stålprofiler og et-lags glas kan fungere i et uopvarmet miljø. Et system som gør det muligt for driftsorganisationen at skifte et ituslået glas i en rude uden nævneværdigt værktøj eller uddannelse.
Levende bygningskultur
Ønsket har været at tilpasse landejendommen, så den understøtter sin placering og funktion i Tarup-Davinde. Endvidere at renoveringen er udført med fokus på kvalitet og funktionalitet og at bygningen grundet dens arkitektur er værd at passe på i mange år frem i tiden.
Landejendommens eksisterende robuste udtryk er videreført, og Det Fælles Mødesteds materialitet er tilpasset de eksisterende konstruktioner og overflader. Således er landejendommen omdannet til en moderne bålhytte uden at miste landejendommens oprindelige og genkendelige karakter.
Såfremt de udtjente landejendomme i Danmark kan få nye funktioner vil bygningstypen og forståelsen af denne måske kunne leve videre. Selv i en tid hvor den uundgåelige stordrift i landbruget ofte er ensbetydende med, at de små landejendomme en efter en forsvinder i landskabet.
Parter bag projektet
Bygherre: Tarup Davinde I/S
Bygherrerådgiver: Rico Boye Jensen
Arkitekt: Jep arkitektur ApS
Ingeniør: Henry Jensen A/S - Rådgivende Ingeniører
Odense og Faaborg Midtfyn Kommuner
Lokale og Anlægsfonden og Realdania
Hovedentreprenør: Carsten Knudsen Tømrer og Snedker
Stål – VH Stål
Jord og Beton - Korinth entreprenørfirma
Murer - Alf Jensen
Redtz Glas & Facade
Maler – Brødrene Folkmann
EL – Odense EL
VVS – NITO-Tek
Taglægger Fyns Tagpap
Bygherreleverancer
Hudevad Smedjemuseum
Elian svejseteknik
Forandring Fryder-Murerfirma ved Frands Soberra
Formidlingsprojekt
Jac Studios, støttet af Nordea Fonden
Sted
Rolighedsvej 128
5220 Odense