Enghavecentret på Vesterbro
Vesterbro-klassiker får energimæssig og visuel makeover fra inderst til yderst
Enghavecentret på Vesterbro
Vesterbro-klassiker får energimæssig og visuel makeover fra inderst til yderst
Læs projektets egen beskrivelse
Enghavecentret på Vesterbro har fået en gedigen modernisering fra inderst til yderst, efter det knap 50 år gamle byggeri har gennemgået en af bydelens største ejendomsrenoveringer inden for de senere år. Det markante Vesterbro-byggeri blev oprindeligt opført som hotel i 1970’erne, men hoteldriften blev hurtigt opgivet på grund af oliekriserne. Herefter blev bygningen ændret til ejerlejligheder og erhverv.
I mange år blev bygningen kun vedligeholdt i mindre grad, men det har ændret sig i de seneste år, hvor bygningen har undergået en større forvandling, energimæssigt såvel som visuelt. Boligerne er blevet efterisoleret, lejlighedernes svalegange er blevet inddraget som supplerende kvadratmeter i boligerne, og udadtil er der sket et gennemgribende facadeløft med nye vinduer, døre og altaner.
Ved at inddrage de forhenværende svalegange og i stedet tilkoble nye altaner, har den enkelte lejlighed fået et større boligareal på ca. 6-7 kvadratmeter. Det er en betydelig udvidelse for især bygningens etværelses lejligheder, som udgør størstedelen af foreningens i alt 130 lejligheder.
Renoveringen er blevet udført med respekt for den stil, som præger bygninger fra 1970’erne, samtidig med at moderniseringen har tilført et helt nyt udtryk til facaden. Bl.a. har man beklædt facaden med aluminium samt lavenergivinduer og -skydedøre med et matchende design.
Klimaskærmen og 3-lagsruderne fra Velfac bidrager positivt til bygningens energiperformance. Samtidig tilfører vinduespartiernes smalle rammeprofiler og store glasarealer masser af naturligt dagslys til lejlighederne.
Blik for brugerne
Ønsket om at renovere Enghavecentret startede, da varmeregningen steg heftigt et par vintre i træk. Derfor har der under renoveringen været stort fokus på at klimasikre facaden. Løsningen har været at implementere en klimaskærm med en langt bedre isoleringsevne. Derudover er der anvendt 3-lags ruder fra Velfac i vinduerne, som bidrager positivt til bygningens energiperformance. Det har også betydet en betydelig forbedring af indeklimaet, og beboerne behøver ikke længere at fyre for gråspurvene om vinteren. Desuden er der etableret et grønt tag, som fungerer som klimasikringstiltag og skybrudssikring, og som samtidig kommer til at skabe nye grønne opholdssteder for beboerne.
Brugskvalitet
Selvom renoveringen har været en udfordring for lejlighedernes ejere, som er blevet boende under hele forløbet, har den omfattende renovering spredt stor glæde. Lejlighederne har fået altan og et større boligareal på 6-7 kvadratmeter, og det kan mærkes i diversiteten blandt beboerne. Grundet de få kvadratmeter boligerne byder på, er de nuværende beboere primært studerende eller ældre, men efter renoveringen tiltrækker lejlighederne også små familier. Renoveringen har tilmed givet beboerne et 900 kvadratmeter grønt tag, som foruden at fungere som et klimasikringstiltag vil skabe nye grønne fællesarealer. Derudover er indeklimaet blevet bedre, og varmeregningen er blevet lavere grundet klimarenoveringen.
Bidrag til omgivelser
Bygningen ligger på hjørnet af Enghavevej og Matthæusgade på Vesterbro, hvor trafikken er intens, og hvor supermarkedet i stueetagen får leveret varer flere gange om ugen. Bygningen, som siden sin opførsel kun er vedligeholdt i mindre grad, kan med den nye facade sammenlignes med nybyggerierne i Københavns Nord- og Sydhavn, og giver på den måde lokalområdet et friskt pust.
Eksempelværdi
Enghaven er et godt eksempel på, hvordan man kan energirenovere en eksisterende bolig og dermed fremtidssikre den. Det er et eksempel på, hvordan vi bedst muligt bruger de ressourcer, vi har til rådighed, på en bæredygtig måde.
Solidt samarbejde
Tegnestuen EFFEKT har ageret totalrådgiver i samarbejde med hovedentreprenøren Skou Gruppen, som igennem hele processen har været i tæt samarbejde med E/F Enghave Centret. Projektet er støttet af Københavns Kommune og lever således op til kommunens krav om at skabe et bedre indeklima og reducere energiforbruget mest muligt i den næsten 50 år gamle bygning. Dertil spiller beboerne en stor rolle, som alle boede i lejlighederne og holdt humøret højt, imens renoveringen stod på.
Økonomi og værdiforøgelse
Renoveringen har været en måde at fremtidssikre bygningen på og samtidig reducere energiforbruget mest muligt. Renoveringen har allerede afspejlet sig positivt på prisen på de lejligheder, som er til salg i foreningen, og det er forventeligt, at en så gennemgribende renovering vil øge ejendommens værdi.
Parter bag projektet
Tegnestuen EFFEKT har ageret totalrådgiver i samarbejde med hovedentreprenøren Skou Gruppen, som igennem hele processen har været i tæt samarbejde med E/F Enghave Centret. Projektet er støttet af Københavns Kommune. Lavenergivinduer og -skydedøre er leveret af VELFAC. Rådgivende ingeniører på projektet er Lyngkilde.
Sted
Matthæusgade 40
1666 København