Diamanten
Fyns hav
Begrundelse for nominering
Diamanten var før renoveringen i 2010 en arkitektonisk usexet, ældre, nedslidt sportshal, hvis eksistens var truet på grund af en faldende interesse for hallens sociale og sportslige aktiviteter. Sådan er det ikke mere.
Når man ankommer til Diamanten i 2014, møder man som det første en lav, gul muret skole, der hvad angår arkitektur ikke har meget at byde på. Det førstehåndsindtryk skal man ikke lade sig narre af. Går man videre, møder man nemlig en gammel ombygget sportshal, der med seks mega store ventilations- og lysskakte på taget giver løfter om et enestående renoveringsprojekt. At der er tale om noget særligt er tydeligt med det samme, man træder inden for. Det, der skulle have været en mindre genopfriskning, blev en dybtgående renovering med fokus på et stærkt foreningsliv, moderne faciliteter, en markant minimering af energiforbruget og en oplevelsesrig arkitektur til glæde for brugerne og omgivelserne.
At brugerne har været involveret, og at samarbejdet mellem bygherre og rådgivere har været fint, ses tydeligt. Lokalerne er med deres lyse og venlige materialeholdning inviterende, og sammenhængen mellem hallens funktioner og samspillet mellem ude og inde er overbevisende. Det er blevet muligt fra hallens cafeteria at følge med, når der spilles håndbold i hallen, løftes jern i fitness centret og leges i det fine opholdsareal i første parket til den kommende fodboldbane.
Belysningen har været et tema, som har haft høj prioritet. Dagslys bruges i døgnets lyse timer som den væsentligste lyskilde i hallen, cafeteriet og opholdsarealet. I hallen blødgøres lyset fra de store skakte og de traditionelle ovenlys på taget af et smukt svævende, stramt udspændt nedhængt loft. I cafeteriet og det langstrakte opholdsareal filtreres ovenlyset af oplevelsesrige skulpturelt formede tragte af en hvid plastfiber dug.
Interessen for bæredygtige, energieffektive løsninger understreges ved placeringen af teknikrummene, som er let tilgængelige med deres centrale placering og afskærmning med vægge af glas for at åbne for indkig.
Installationerne er med synlige rørføringer under lofterne og på væggene integreret i arkitekturen. Alle gældende krav er mødt med åben pande. Taget, gulvene og væggene er efterisolerede. 70 m2 solvarmesystem giver varmt brugsvand og varme til hallens rum, mens 90 m2 solceller anvendes til produktion af el. Men ikke nok med det. LED belysning, naturlig ventilation med varmegenvinding og bæredygtig køling er gennemført som det første eksempel i verden.
Med en ligefrem arkitektur fyldt af viril skaberglæde er Diamanten et overbevisende bud på, hvordan en gammel sportshal kan bearbejdes, så værdifuld identitet opstår. Det underbygges af skolebørnenes navn – Diamanten – til hallen, at der i samspillet mellem arkitektur og bæredygtighed er skabt et indbydende samlingspunkt for lokalbefolkningen. Det kommer på en fornem måde til udtryk ved en markant stigende interesse for håndbold og en øget tilslutning til fester og forsamlinger.
Samlet vurderet er renoveringen af Diamanten med de innovative, bæredygtige løsninger, det genopstandne foreningsliv og den overbevisende transformation fra usexet tristesse til oplevelsesrig arkitektur med noget på hjertet eksemplarisk. Ikke mindst set i lyset af at der i Danmark er 1500 stedmoderligt behandlede, nedslidte sportshaller, som trænger til en dybtgående renovering.
Læs projektets egen beskrivelse
Diamanten – Et Innovativt og Energirigtigt Kultur & Idrætscenter i Fynshav
Projektet viser, hvorledes en gammel sportshal kan blive til et spændende kultur- og idtrætscenter med trivsel, lokal opbakning og ikke mindst en bæredygtig energiforsyning, der i perioder er mere end selvforsynende.
Diamanten i Fynshav ved Sønderborg er et ambitiøst byggeprojekt med en bemærkelsesværdig arkitektur og flere forskellige innovative energitiltag.
Energitiltagene omfatter:
– Efterisolering af hallen
– Lavtemperatur varmeanlæg
– Solvarmesystem på 70 m2 til varmt vand og rumopvarmning
– 90 m2 solceller til el-produktion
– LED – belyening
– Jordvarmepumpe til varmt vand og rumopvarmning
– NVVK – et nyt lavenergi ventilationskoncept: Naturlig ventilation med varmegenvinding og bæredygtig køling, som demonstreres for første gang i verden.
Centret er et Lavenergiklasse 1 byggeri og bruger kun 50 % af energiforbruget i en tilsvarende traditional bygning. Store lystragte bliver desuden brugt som solafskærmning og giver byggeriet en bemærkelsesværdig arkitektur.
Blandt nogle af de innovative tiltag er der bl.a. etableret en vindhætte, der sikrer naturlig ventilering af den store idrætshal. Varme i afkastluften genvindes med en varmepumpe og overføres til varmt vand og rumopvarmning. Det er desuden muligt at køle friskluften og overføre varmen herfra til varmt vand. Der forventes en energibesparelse på 30% med dette naturlige ventilation-system sammenlignet med et traditionelt ventilationssystem.
Parter bag projektet
Arkitekter: Stuff Arkitekter
Rådgivende ingeniører: Søren Jensen Rådgivende Ingeniører
Energirådgivere: Esbensen Rådgivende Ingeniører vedr. Solenergi og naturlig ventilation.
Bygherrer: Kultur & Idrætscentret Fynshav.
Sted
Gyden 100
6440 Augustenborg