fbpx

Det ekstra(ordinære) rum

Gennemført renovering der skabte et ekstra soveværelse uden ekstra kvadratmeter i en fredet bolig.

Se mere

Det ekstra(ordinære) rum

Gennemført renovering der skabte et ekstra soveværelse uden ekstra kvadratmeter i en fredet bolig.

Læs projektets egen beskrivelse

En familie på fem stod i et dilemma, da den rettede henvendelse til Frier Architecture. Det fredede to-etagers rækkehus, som familien bor i, var ved at blive for småt, og fredningen tillader ikke, at der bygges til.

Familien overvejede at sælge og flytte i et større hus. Men hvorfor skal det være nødvendigt, når man nyder tilværelsen i et gennemført kvalitetsbyggeri fra 1950’erne og et trygt lokalområde? Familien var grundlæggende ked af det ved tanken om at sige farvel til det 70 år gamle rækkehus.

Et dilemma som dette rejser også et større generelt spørgsmål: Hvor er bæredygtigheden i at skifte eller bygge boliger ud, så snart pladsen bliver trang?

Opgaven var derfor klar: Rækkehuset med de tre soveværelser skulle renoveres og udvikles til at rumme fire, så hvert af de tre børn fik eget værelse og forældrene et soveværelse. Uden ekstra kvadratmeter og med såvel bygningsmæssig som æstetisk respekt for arven fra 1950’erne.

I den første del af skitseringen var det altoverskyggende fokus på planløsningen. Hvordan kunne et værelse mere rummes på den samme plads? Det stod hurtigt klart, at nøglen lå i stueetagen.

Med planen på plads begyndte designarbejdet, og projektet blev bygget op, undersøgt og tilpasset i en fysisk model i skala 1:50 og dernæst i 3D.

Resultatet blev et nyt og gennemgribende interiør bestående af ét stort kurvet arkitektonisk møbel med integrerede løsninger for opbevaring, spiseplads, køkken og daglig brug.

Ved at udnytte pladsen i huset bedre kunne vi også finde ekstra kvadratmeter til et nyt og altafgørende formål: Det efterspurgte soveværelse til forældrene blev bygget i dagligstuen, formet som en alkove.


Alle stuens og det forbundne køkkens øvrige funktioner blev tænkt sammen med det arkitektoniske møbel: Siddeniche mellem entré og køkken, fleksibel spiseplads, specialtegnet opbevaringsplads til spisebordets udtræksplader, indbygget reol i dagligstuen og ikke mindst en fast plads til familiens sjette medlem, klaveret.

De bløde hjørner på det arkitektoniske møbler åbner rumfølelsen op, så stue og køkken ikke føles trang. For at sikre et lyst og varmt rum hele døgnet blev hele interiøret udført i olieret eg – også jalousilågerne til alkoven. En stor hvid skydedør giver familien mulighed for at skærme af til køkkenet, så man kan lade opvasken stå og nyde godt selskab i stedet.

Eksempelværdi

Når et beskyttet eksteriør fordrer et ekstraordinært interiør, kan små gennemtænkte greb gøre en stor forskel. Og et hus behøver ikke at være fredet, for at den tilgang giver mening - både i forhold til bæredygtighed og økonomi. I dette projekt betalte det sig at stoppe op og bruge tid på at udvikle en original og gennemtænkt planløsning i stedet for blot at skifte en kvalitetsbolig fra 1950'erne ud med noget nyt og større.

Solidt samarbejde

Den private bygherre fortjener stor anerkendelse for at være villig og modig nok til at gennemføre projektet og lægge en utraditionel planløsning ned over deres hjem. Familien kender i sagens natur behovene for en familie på fem med en mindre bolig og har med dette projekt bidraget til at vise en vej for andre familier, der ønsker at udnytte pladsen i deres bolig bedre. I et tæt samspil og løbende dialog med Frier Architecture og Morewood Møbelsnedkeri har bygherren deltaget aktivt og konstruktivt i udviklingen og realiseringen af projektet, så resultatet løste familiens udfordring så godt og gennemtænkt som muligt.

Levende bygningskultur

Projektet er gennemgribende og udført i kvalitetsmaterialer og af dygtige snedkere fra Morewood Møbelsnedkeri med det klare mål, at denne omdannelse skal være en naturlig og værdig del af det 70 år gamle rækkehus mindst lige så længe ud i fremtiden. Hvad angår værdi, fik en familie på fem med bolig i et fredet rækkehus et ekstra soveværelse uden at skulle bygge ekstra kvadratmeter - og uden at bruge energi og økonomi på at flytte fra et hjem og et lokalområde, den holder af. Den økonomiske værdi er altid svær at gøre op i noget, der ikke er til salg, men den menneskelige værdi har bygherren selv sat ord på: Renoveringen har indfriet drømmen om at have tre børneværelser og samtidig sikret, at familien kan blive boende i rækkehuset i mange år ud i fremtiden. Også når børnene en gang flytter hjemmefra, og den ekstra soveplads kan bruges til gæster.

Parter bag projektet

Bygherre: Privat bygherre
Arkitekt: Frier Architecture
Snedker: Morewood Møbelsnedkeri

Yderligere information om projektet

http://www.frierarchitecture.dk/?portfolio=villa-t-et-arrondi-interior

Sted

Risskov
8240 Aarhus

Fotos: Line Frier, Frier Architecture

Realiseret

2020

Indstillingsår

2023

Anvendelse

Bolig

Areal

1-500m2