fbpx

Dansehallerne, Kedelhuset

Transformation af det fredede Kedelhus i Carlsberg Byen til nyt danseteater for Dansehallerne

Se mere

Dansehallerne, Kedelhuset

Transformation af det fredede Kedelhus i Carlsberg Byen til nyt danseteater for Dansehallerne

Læs projektets egen beskrivelse

Det historiske Carlsberg er kendetegnet ved en høj arkitektonisk kvalitet og hvor kunsten var allestedsnærværende – i byrum og arkitektur af både admininistrativ og produktionsmæssig karakter.

Med transformationen af det fredede Kedelhus fra 1928 til Dansehallernes nye nationale center for samtidsdans og koreografi i hjertet af Carlberg Byen forløses den oprindelige, men delvist oversete, ambition for udviklingen af det nedlagte Carlsberg Bryggeri til ny levende bydel med kunsten som en vigtig medspiller.

Blik for brugerne

Dansehallernes foyer er udformet uhøjtideligt og imødekommende i ønsket om at etablere et dag- og aftenåbent uformelt mødested for kunstnere, publikum og byens indbyggere.
Huset er udtænkt til at understøtte mødet mellem profesionelle og amatører så Dansehallerne bliver en inkubator for fremtidens kunstnere, producere, sceneteknikere mv.
Som besøgende får man derfor kontakt med teatrets normalt skjulte funktioner som prøvestudier, sceneopsætninger, depoter for teaterrekvisitter osv.
Skoleklasser inviteres indenfor i et studie med direkte udsyn over den store scene i selve kedelhallen, hvor aftenes forestillinger forberedes og indøves. Her kan børnene lade sig inspirere af teatrets verden til en karriere som danser, koreograf, lys-/ lydtekniker mv. eller blot som fremtidens publikum.

Inspirerende ressourcetiltag

Efterisolering og især akustisk regulering, som teatervirksomhed i stor stil kræver, kunne nemt sløre eller ødelægge bevaringsværdierne.
Vi har derfor dobbeltudnyttet mineraluldens thermiske og akustiske egenskaber og integrere disse tiltag i den eksisterende bygningsstruktur, så de ikke tager unødigt fokus.
De midterste sektioner af hallens tagkonstruktion var oprindeligt en uisoleret bræddebeklædt tømmerkonstruktion. Tagbrædderne var beklædt indvendigt med en dækliste over bræddesamlingerne som en 1 på 2 beklædning.
Tagfladerne er nu efterisoleret indefra og afsluttet med en thermisk og akustisk dæmpende mineraluld, hvorpå der er monteret nye dæklister, så loftet ligner det oprindelige træloft. På den måde har vi fået ca. 850 m2 ”usynlig” akustisk regulering.

Den nederste tagflade i hver side er insitu beton, som nu er eftersioleret udefra så oplevelsen af bræddeforskallingen bevares.

I stuetagen er akustikreguleringen udformet som nedforskallede akustikflåder friholdt fra søjler og bjælker så oplevelsen af bræddeforskallingen også bevares her

Installationer er overalt synlige med reference til den oprindelige produktionsbygnings industrielle karakter.

Eksempelværdi

I tæt dialog med Slots- og Kulturstyrelsen samt brugere har vi udarbejdet en transformationsstrategi, hvor indhold og funktion i høj grad underordnes og repekterer bygningens ”industrielle sjæl” og bevaringsværdier.
Nye tilføjelser er udformet som logiske nyfortolkninger af bygningens oprindelige elementer og går i dialog med de historiske rammer så nyt og gammelt gensidigt forstærker hinanden.
.
En ny, industrielt udformet ”dansemaskine”, der rummer en black- box scene, back-stage, foyer mv., indføjes i den katedrallignende kedelhal med kærlig hilsen til fordums tiders buldrende kedler.
Boksen er beklædt med industrielle perforerede sinusplader i rå aluminium med bagvedliggende akustisk absorberende mineraluld eller partier med glas. På den måde varierer boksens transparens, der tilsammen med oplukkelige partier understøtter det maskinelle udtryk.
Bølgeformen henter inspiration i teaterverdenens scenetæppe og taler formmæssigt sammen med de høje draperede gardiner som på én gang kan mørklægge de store facadevinduer og indgår i den samlede akustiske regulering af hallen.

Foyerområdet i boksen kan via store lydisolerende pinolhængte døre åbnes op mod hallen som indrettes til en multifunktionel sal, hvor hallens arkitektur bliver en del af forestillingen.
Boksens front mod salen rummer en tilskuer teleskoptribune, der via store foldedøre kan skjules i en niche. Boksen kan således fremstå homogen og neutral i scenerummet, hvis forestillingen ønsker dette.

Trapper og en del inventar er udført i råt glødestål i samspil med de eksisterende gangbroer i sort jern, hvorfra man kunne sevicere de store kedler og som nu kan benuyttes af sceneteknikere og kunstnere.

Sceneteknikken i hallen er ophængt i nogle genetablerede løbekranspor, der tidligere anvendtes til at fragte maskiner gennem hallen, og følger således bygningens egen historiske logik.

Solidt samarbejde

Transformationsprojektet af det fredede Kedelhus har medført, at en kompleks organisation af brugere, rådgivere, fredningsmyndigheder, kommune, en række private fonde, specialister mv. har skullet arbejde tæt og konstruktivt sammen for at indpasse et omfattende program, der på en gang sikrede en velfungerende, tidsvarende teatervirksomhed, imødekom fondenes individuelle formålsvedtægter og samtidig respekterede og understøttede bygningens bevaringsværdier.

Faglig kvalitet

I respekt for den fredede bygning har rådgivere og udførende gjort sig umage for at nye tiltag, som bl.a. ventilation og akustisk regulering, i videst muligt omfang diskret underordnede sig bygningens rammer.
Kedelhuset er omgivet af Carlsberg Byens nye beboelsestårne og opleves derfor også fra højden. Det har derfor været vigtigt at bygningens 5. facade (taget) også blev behandlet med nænsomhed.
Det relativt store ventilationsanlæg er derfor nøje indpasset og således skjult i de oprindelige kulbarakker som står på den ene tagflade.
En stor del af akustikreguleringen, som er afgørende for et velfungerende teater, er, som beskrevet under ”inspirerende ressourcetiltag”, skjult i tagfladernes konstruktion og professionelt udført af entreprenørens kyndige tømrere.

Levende bygningskultur

Kedelhuset er oprindeligt tegnet af arkitekt Carl Harild og opført i perioden 1925-1928 og anses som et af samtidens stærkeste eksempler på funktionel industriarkitektur.
Bygningen er opført til produktion af varmt vand til ølbrygning og til energiforsyning.
Bygningen, som nu er fredet, består primært af den store Kedelhal på 1.sal, hvor de enorme kulfyrede kedler oprindeligt var placeret og en stueetage, hvor der tappedes vand og slagger fra kedlerne. Bygningen fremstod uisoleret og relativt tillukket som typisk produktionsbygning.

Mikkelsen Arkitekter har forestået transformationen af Kedelhuset til Dansehallernes nye nationale center for samtidsdans og koreografi.
Et samlingspunkt, hvor kunstnere, publikum og foreningsliv kan mødes og inspirere hinanden. Stivnet beton og kroppens frie bevægelse danser tête-à-tête mellem kulturhistorie og kunstnerisk innovation.

De tidligere tillukkede murnicher i bygningens stueplan åbnes op med nye glasdøre så bygningen interagerer med det pulserende liv på den nyanlagte Franciska Clausens Plads.

Parter bag projektet

Bygherre: Bygningsfonden Kedelhuset
Arkitekt: Mikkelsen Arkitekter
Ingeniør: Vita Ingeniører
Akustik: Gade + Mortensen Akustik
Entreprenør: Julius Nielsen & Søn

Yderligere information om projektet

https://www.mikkelsengroup.dk/projekt/dansehallerne

Sted

Franciska Clausens Plads 27
1799 KBH V

Fotos: Adam Mørk

Realiseret

2024

Indstillingsår

2025

Anvendelse

Kultur

Areal

501-5.000 m²