Beboerhuset Laden
Ombygning af den tidligere gårdbebyggelse Tousgården til moderne beboerhus i Toveshøj
Beboerhuset Laden
Ombygning af den tidligere gårdbebyggelse Tousgården til moderne beboerhus i Toveshøj
Læs projektets egen beskrivelse
Laden – et stykke lokalhistorie
Omdannelsen af bydelen Gellerup har hidtil omfattet etablering af byparken, nye veje og nedrivning af boligblokke i kombination med nybyggeri af boliger og erhverv. Men det er ikke over alt, der rives ned og bygges nyt. Der er også et ønske om at bevare centrale bygninger med særlig værdi for området, og det er Toveshøjs nyrenoverede beboerhus Tousgårdsladen et godt eksempel på.
Bygningen, der i det daglige kaldes Laden, stammer fra 1873 og er igennem tiden blevet brugt til fester, bingo, fællesspisning, cykelværksted og sågar et mikrobryggeri. I dag fungerer det som Toveshøjs beboerhus.
Oprindeligt var tanken at opføre et helt nyt beboer- og sundhedshus. Imidlertid var der kræfter i afdelingsbestyrelsen i afdeling 5, som foreslog at renovere og udvide det gamle og eksisterende beboerhus, Tousgårdsladen, i stedet for at rive det ned og bygge nyt. For beboerne i Toveshøj er Laden en del af områdets sjæl og historie, som de ønskede bevaret.
Under renoveringen var fokus derfor også rettet mod at bevare så meget af den oprindelige bygning som muligt, da den er vigtig i den lokale og kulturhistoriske fortælling, om dengang Tousgården var det største landbrug på egnen, og bygningen fungerede som lade og staldbygning. Ladebygningen er således nænsomt restaureret og renoveret, for at bibeholde bygningens mange ressourcer og bevare den lokalhistorie, som huset repræsenterer.
Blik for brugerne
Nye rammer til fællesskabet:
Med de fremtidige faciliteter skabes nye muligheder for et varieret udbud af aktiviteter til både nuværende beboere i afdelingen og hele bydelen. Beboerhuset er først og fremmest Toveshøjs beboeres hus og danner rammerne for et godt fællesskab imellem beboere i Toveshøj. Huset må bruges af mange forskellige beboer- og brugergrupper, og er et samlingspunkt om fællesskabet i form af åbne aktiviteter for beboerne i afdelingen. Huset fungerer både som beboerhus og aktivitetshus, hvor der er mulighed for at leje husets faciliteter som køkken, værksted, rum og selskabslokaler. Laden er åben for private fester/arrangementer for både beboere på Toveshøj og eksterne.
Beboerhuset er indrettet med 4 hovedområder:
- Fællesområde, inkl. køkken og vaskeri (Placeret i oprindelig bygning)
- Kontor- og sundhedsområde (Placeret i oprindelig bygning)
- Område med sale (Placeret i tilbygning)
- Værkstedsområde (Placeret i tilbygning)
Fællesområdet er det centrale og sammenbindende areal i beboerhuset, såvel funktionelt og historisk. Hovedindgange leder
herind, ligesom det giver adgang til de øvrige områder. I fællesområdet ledes man fra de to hovedindgange ind til et
centralt torv. Herfra er der adgang til vaskeriet og undervisningskøkken, ligesom en trappeforbindelse leder op til 1.
sal, hvor en opholdsbalkon samt sundhedsområde er beliggende. Netop trappeforbindelsen er udformet som et stort møbel, der indeholder scene, børne- og opholdsområder samt opbevaring.
Det karakteristiske element i fællesområdet er de gamle stær, der inddeler rummet i mindre områder. Derved skabes plads til forskellige indretningsmuligheder med fx. caféborde, loungemøbler osv. På balkonen er der stilleområde.
Området med sale er udformet med stor fleksibilitet og transparens. Salene kan slå sammen, og der er gode depotmuligheder. Store sal har en selvstændig indgang. Værkstedsområdet er indrettet med regulære rum til finværksted, grovværksted og maskinstation og med god forbindelse til Udeværksted og tilbyder derfor mange forskellige muligheder for aktiviteter. Her er selvstændig ligeledes en selvstændig indgang.
Omkring beboerhuset er der anlagt udearealer, der på samme tid knytter sig til beboerhusets brug og forbinde til byparken i naboafdelingen Gellerupparken.
Eksempelværdi
Projektet er et stærkt eksempel på, hvordan man kan bevare og videreudvikle en bygning med stor historisk værdi og et fysisk vidnesbyrd fra fortiden. I stedet for at rive bygningen ned og bygge noget nyt, har man valgt at renovere og udvide den gamle lade, som er en central del af lokalhistorien i Toveshøj. Det er med til at bevare områdets sjæl, samtidig med at bygningen får nye funktioner, som skaber rammer for fællesskab og aktiviteter for både nuværende og fremtidige beboere.
En af de rigtig stærke elementer i projektet er den bevarende tilgang, hvor den originale spærkonstruktion er blevet bevaret og fremhævet. Det er en god måde at integrere bygningens historie i det nye design på, samtidig med at man sikrer et moderne og funktionelt rum. Man ser tydeligt, hvordan de oprindelige elementer som brugsspor på facaden og den gamle pigstensbelægning er blevet indarbejdet i det nye design, hvilket giver en autentisk og historisk forankret oplevelse.
Alt i alt er projektet et godt eksempel på, hvordan man gennem om- og tilbygning både respekterer og bevarer lokalhistorien og samtidig tilbyder moderne faciliteter, som understøtter fællesskabets behov. Projektet er dermed et inspirerende eksempel på, hvordan man kan udvikle eksisterende bygninger til at opfylde nye funktioner og behov, samtidig med at man tager vare på og fortæller de historier, bygningerne bærer med sig.
Solidt samarbejde
Om- og tilbygningen af beboerhuset har været præget af et godt samarbejde på tværs af bygherre, bygherrerådgiver og totalentrepriseteam.
Indledningsvis har der været afholdt en inddragende proces mellem bygherre, afdelingsbestyrelse og bygherrerådgivere, hvor man gennem flere workshops har arbejdet med transformationsstrategier, funktionsprogram og udearealer, samt indretning, hvilket ledte til det endelige dispositionsforslag.
Den inddragende proces fortsatte i de efterfølgende projektfaser, hvor totalentreprise også deltog og dermed var med til at sikre, at de oprindelige tanker og intentioner blev bevaret gennem projektets udførsel.
Levende bygningskultur
Spærkonstruktion som bygningssignatur
Omdrejningspunktet for udformningen af det nye beboerhus er en bevaring og tydeliggørelse af den kulturhistoriske fortælling om dengang, hvor Tousgården var det største landbrug på egnen. Laden indgår som et fysisk vidnesbyrd om en svunden tid, hvor det altdominerende virke på egnen var landbrug med dyrehold og dyrkning af afgrøder.
Som indledende bygningsanalyse og skitserende bygherrerådgivning i en inddragende proces, blev den markante synlige spærkonstruktion i Laden, som i særlig grad var karaktergivende for den umiddelbare kvalitative oplevelse af bygningen samt nøglen til oplevelsen af bygningens oprindelige anvendelse som landbrugsbygning, kortlagt.
Konstruktionen gør det tydeligt for enhver, bygningskyndig eller ej, at her er tale om en storrumskonstruktion bygget til et andet formål end det nuværende forsamlingsrum. Bygningen fortæller gennem sin konstruktion tydeligt om områdets tidligere rolle som landbrugsområde.
En fortolkning og videreførelse af Ladens proportion, konstruktion og materialitet kendetegner beboerhuset. Den markante indvendige trækonstruktion er derfor bevaret i transformationen som et karaktergivende element. Som en addering og moderne fortolkning er nye sal-tilbygninger også opført med synlige bærende trækonstruktioner. Udtrykket er nyt, men det viderefører den oprindelige bygningssignatur, hvor hovedkonstruktionerne medvirker til at skabe et særligt stemningsmættet sted i bebyggelsen.
Naturlige materialer benyttes som beklædninger inde og ude, og detaljer eksponeres. Spærkonstruktionen i nybygningen udføres i limtræ med synlige detaljer og fremstår således som en moderne fortolkning af den oprindelige spærkonstruktion.
Foruden spærkonstruktionen er flere af de oprindelige elementer bevaret. Dette inkluderer bl.a. ”brugsspor” på facaden, gårdrummets oprindelige pigstensbelægning og den gamle vandpumpe.
Parter bag projektet
Bygherre: Brabrand Boligforening
Bygherrerådgivere gennem alle faser og arkitekt- landskabsarkitekt og ingeniørrådgiver t.o.m. dispositionsforslag: Pluskontoret Arkitekter A/S og Rambøll
Totalentrepriseteam f.o.m. projektforslag: PN Tømrer og Byggefirma A/S, Rubow og Spangenberg & Madsen
Yderligere information om projektet
https://pluskontoret.dk/projekter/laden/
Sted
Edwin Rahrs Vej 6B
8220 Brabrand