fbpx

ÅBOULEVARDEN 21

Fra 1960’er ESSO-bygning over mindre renoveringer til transformeret, energirenoveret og fremtidssikret kontorhus

Se mere

ÅBOULEVARDEN 21

Fra 1960’er ESSO-bygning over mindre renoveringer til transformeret, energirenoveret og fremtidssikret kontorhus

Læs projektets egen beskrivelse

På Åboulevarden 21 i Aarhus har vi transformeret en betonbygning, der oprindeligt blev opført i 1969 som et seks-etagers domicil for Esso med en tankstation i stueetagen. Bygningen har gennem tiden gennemgået flere mindre ombygninger, men med vores transformation sikrer vi, at bygningen integreres bedre i byen og fremtidssikres som et attraktivt kontorlandskab.

Før vi transformerer en bygning, handler det for os om at afkode og forstå dens historie og potentiale. Det indebærer at lægge en klar strategi for vores indgreb og forvandling. Dette er også tilfældet med Åboulevarden 21, hvor vi har designet så få, men præcise indgreb som muligt efter devisen: Hvor lidt skal der til for at give bygningen en ny og æstetisk funktion, samtidig med at husets sjæl bevares, og historien trækkes med ind i det transformerede design? En transformation, der både lever op til nutidens krav og imødekommer fremtidens behov.

Transformationen er lykkedes ved at fastholde seks hovedgreb:

• Trække facaden ud for at fjerne kuldebroer. Den nye facade beskytter mod solindfald og overophedning.
• Skære et vertikalt hul gennem midten af bygningen for at skabe fysisk og visuel forbindelse.
• Etablere en ny hovedtrappe i træ i det vertikale hul – en trappe, der svinger sig elegant op gennem bygningen.
• Tilføje en ekstra etage på taget af den eksisterende bygning for at skabe mere plads og fuldende husets arkitektoniske afslutning.
• Tilbygninger med afrundede hjørner, der giver bygningen et moderne og opdateret udtryk.
• Indbygge siddebænke i træ under vinduerne på alle kontoretager – disse integrerer al rørføring og tilføjer funktionel elegance.

Blik for brugerne

Gennem en detaljeret tilgang og brugen af lyse, imødekommende og taktile materialer har vi skabt rum, der ikke kun understøtter, men også inspirerer brugerne. Vi har lavet afrundede hjørner ved trappereposer, kaffenicher og rundt om hjørner for at skabe et behageligt og indbydende kontormiljø – som en materialeomfavnelse!
Hver etage er blevet farvesat med sin egen karakteristiske farve på køkken og toilet. De kommende brugere har haft stor indflydelse på både indretning, materialer og rumfordeling, da de skal have til huse i bygningen i mange år fremover. Brugerne har også medindflydelse på indeklimaet i det daglige, fx i forhold til ventilation.
De nye facader bidrager desuden til et smukkere gadebillede på en af byens hovedårer for gående og cafégæster langs åen. Bygningen har fået en mere fremtrædende placering, samtidig med at den elegant indpasser sig mellem sine naboer i husrækken – med sin let gyldne facadebeklædning og forskydninger, der bringer facaden til live på ny.

Inspirerende ressourcetiltag

Stort set hele den eksisterende bygningsmasse er bevaret, inklusive de indre bærende vægge og trappekerner. For at udfordre husets kompakte og mørke indre har vi fjernet en mindre del af dækket på hver etage. I dette "hul" har vi etableret en markant og skulpturel atriumtrappe i træ, der fungerer som en lysskakt. Trappen forbinder kontorhuset vertikalt, sikrer dagslys ned gennem de seks etager og fungerer som husets hovedfærdselsåre. Dette har en meget stor effekt på oplevelsen af huset – også på tværs af kontorlandskabet, som nu fremstår lyst og sammenhængende.
Trappen giver samtidig adgang til den åbne kantine og en stor tagterrasse på den nye øverste etage med en fantastisk udsigt over byen.
Den vertikale gennemskæring til trappen betyder, at bygningens areal optimeres, og der frigives ekstra plads, samtidig med at der skabes et mere naturligt flow mellem alle husets etager.
Derudover omformes kontorlandskabet til større, åbne og mere imødekommende områder med mødeceller, kaffeområder og indbyggede garderober.

Eksempelværdi

Transformationen af Åboulevarden 21 er et godt eksempel på renovering og transformation af en relativt ung bygning fra 1960’erne, som af nogle anses for at have mindre æstetisk værdi. Bygningen blev opført som et klassisk og tidstypisk søjle-dæk-hus i stedstøbt beton med et stort, åbent parkeringsareal på taget af stueetagen. Bygningen over parkeringsarealet var udført med en smal altangang til flugtvej på begge sider. Facaderne var opdelt i et stramt modulsystem, hvor bjælkeenderne fungerede som kuldebroer ind i konstruktionen.
Hovedgrebet i transformationen er at ændre så lidt som muligt for at sikre, at bygningen bliver velfungerende, fremtidssikret og æstetisk opgraderet. Der er tilføjet en ny facade udenpå de eksisterende søjler og bjælker, hvilket eliminerer kuldebroerne og samtidig forbedrer bygningens funktionalitet.

Ved at introducere nye materialer som træ, afrundede glas- og træhjørner, tekstiler, farvede vægge og klinker i flotte nuancer vil Åboulevarden 21 fremover fremstå som en bygning, der både er behagelig, funktionel og æstetisk fængslende.

Solidt samarbejde

Med en bygherre, der både er ejer af bygningen og entreprenør, havde vi mulighed for at indgå i et yderst frugtbart samarbejde om de helt rigtige løsninger og muligheder for renoveringen. Samtidig har der været tilknyttet ingeniører fra de allerførste streger og tanker.
Det stærke, tværfaglige samarbejde mellem alle parter har været gennemgående hele vejen frem til afleveringen af det færdige projekt. Dette har været yderst givtigt, da alle faggrupper har haft en altafgørende betydning for projektets succes.
Sideløbende har vi afholdt en række designworkshops med de kommende lejere for at sikre samhørighed mellem bygningsvolumen og de indre kontorarealer – både med hensyn til æstetik og funktionalitet.
Kommunens sagsbehandlere har desuden været dynamiske og positive aktører i processen. De har vist en god forståelse for bygningens eksisterende kompleksitet og de udfordringer, man naturligt støder på i et sådant forløb.

Faglig kvalitet

I samarbejdet mellem alle faggrupper er der udarbejdet en lang række smukke og enkle løsninger og detaljer, som respekterer husets eksisterende byggestil og ånd – både teknisk og æstetisk. Disse løsninger er blevet udført yderst vellykket 1:1 af byggeriets håndværkere, så det færdige resultat fremstår præcis som tænkt og tegnet.
Byggeriets projekt- og byggeleder udtaler følgende til vores rådgivergruppe:
”Stor tak for jeres kæmpe indsats og store ekspertise i at forvandle dette hus til en unik perle i byens centrum. Det har været en sand fornøjelse at arbejde sammen med jer.”
Denne udtalelse spejler præcis vores egen oplevelse af det gode samarbejde.

Levende bygningskultur

De eksisterende facader opgraderes med nye, der bedre indpasser bygningen i gadebilledet og giver den et mere imødekommende og enkelt udtryk. Samtidig trækkes de nye facader længere frem i gadeforløbet.
Transformationen sikrer, at den oprindelige 1960’er-bygning lever videre. Derudover får medarbejderne et markant bedre udsyn til livet ved åen, byens tage og himlens lys.
Udefra fremstår bygningen langt mere åben, dynamisk og levende end tidligere. Man kan fornemme arbejdslivets gang bag facaderne, der ligger et par etager over fortovsniveau og dermed undgår generende indbliksgener.
Bygningens historie lever stadig videre. Det oprindelige formsprog genfindes både i søjle-dæk-konstruktionen og i basen i stueetagen, parkeringsdækket på første sal og det resterende kontorhus. Facadens rytmiske struktur er bevaret, men nu i en nutidig og fremtidssikret version.

Parter bag projektet

Bygherre: Høgh Invest A/S
Entreprenør: Høgh Entreprise A/S
Arkitekt: LOOP Architects A/S
Ingeniør: Svend Poulsen A/S

Yderligere information om projektet

https://looparchitects.dk/portfolio/transformation-aboulevarden-21/

Sted

Åboulevarden 21
8000 Aarhus

Fotos: LOOP Architects

Realiseret

2024

Indstillingsår

2025

Anvendelse

Erhverv

Areal

501-5.000 m²