Nomineret 2023
60’er villa til børnefamilie
Energioptimering af eksisterende villa
60’er villa til børnefamilie
Energioptimering af eksisterende villa
Begrundelse for nominering
”Projektet er også inspirerende, fordi man faktisk har valgt at fjerne kvadratmeter for at opnå et bedre resultat. Der var blandt andet en tilbygning på 18 m2, som er kommet til på et senere tidspunkt. Den valgte man at fjerne i renoveringen til fordel for husets funktionalitet. Det har bl.a. givet bedre lysindfald og bedre udnyttelse af udendørsarealet. Der er ofte mange spildte kvadratmeter i moderne bygninger i dag, så dét faktum, at man har udnyttet og optimeret den originale arkitektur, så den opfylder de samme behov på mindre plads, er meget interessant.”
”Reduktionen af kvadratmeter betyder også, at familien har reduceret deres energiforbrug. Jo færre kvadratmeter der er, jo mindre energi skal vi bruge på at varme det op. Derudover er der blevet lagt gulvvarme, vinduerne er blevet udskiftet til moderne vinduer, og det forbedrede lysindfald også er med til at varme huset op naturligt. Alt i alt har man reduceret energiforbruget med ca. 50%”
(Citater fra Renoverprisens Nomineringsudvalg)
Læs projektets egen beskrivelse
Renoveringen af en skøn men slidt villa har for denne børnefamilie skabt smukke rum med super udnyttelse af dagslys, og flotte kik både gennem villaen og på tværs af uderum – og med villaens oprindelige 60’er sjæl bevaret.
Renoveringen har haft fokus på genskabelsen af villaens originale detaljer, samt genbrug af materialer fjernet under selve renoveringen. Et bæredygtig fokus med stort ønske om genbrug og ærlighed overfor materialebrugen.
Det største indgreb var fjernelse af 18 kvm tilbygning; familien troede, de havde brug for mere plads, men faktisk var løsning mere lys og en mere fleksibel planløsning. Med den bonus at færre kvm skal opvarmes og energiforsynes.
Børnefamilien har fået et stort og dejligt leverum, som binder boligens mere private dele sammen. Her er der direkte udgang til en stor terrasse med skygge- og læ og masser af sol, samt kik på tværs mellem rummene.
Dertil er 60’er elementer som pejsestuen og trappen bevaret i oprindeligt udtryk, men opgraderet ift. energioptimering.
En indledende snak om muligheder og udfordringer, energioptimerende tiltag, sjæl og charme samt genbrug og genanvendelighed lagde basis for familiens samarbejde med arkitekten. Arkitektur, fleksible løsninger og boligens fremtidige udnyttelsesmuligheder, tilrettelæggelse af proces og ‘hvad-kan-vi-selv-lave’ dannede grundlaget for et idérig og frugtbart samarbejde, der i meget høj grad skabte værdi for projektet (uden at bruge alle pengene på rådgivning).
Et tidligt valg af entreprenør for opgaven gav mulighed for at tilrettelægge udførelsen af ombygningen med håndværkernes gode indspark, således bygherre fik muligheden for at snakke løsninger og valg igennem både ift. design og pris, således budgettet for projektet blev brugt bedst muligt.
Dertil var bygherre friske på selv at tage fat, og har selv stået for omforandringer af genbrugsdele: fx det gamle køkken, der fik nyt liv som låger i badeværelset. De styrede selv økonomi og dialogen med håndværkerne – med arkitekten på sidelinjen som tilkald.
Det færdige projekt – den skønne familiebolig med de fine detaljer, det gode dagslys og de fleksible rum – er resultatet, som beviser, at renovering af en eksistrende villa kan fastholde sjælen og charmen og tilbyde omgivelser for det moderne familieliv med et lavere energiforbrug og et bedre indeklima som bonus.
Blik for brugerne
Boligens areal er reduceret, selvom flere personer flyttede ind i villaen: en bæredygtig grundtanke om at spare på pladsen og udnytte den godt, er et stort greb for projektet. Generelt er villaen efterisoleret, kuldebroer og flader minimeret for passivt at passe på energien. Nye vinduer giver varmetilskud til hele boligen. Udvalget elementer er genbrugt, for at bevare sjælen - men også for at minimere anskaffelsen af nyt. Resultatet er dels et meget bedre indeklima, som passer på beboernes sundhed og trivsel, samt et lavere energiforbrug der reducerer belastningen af miljøet.
Eksempelværdi
Bevaring af en eksisterende villa fremfor at nedrive og bygge nyt danner eksempelværdi. For projektet er dette sket under stor hensyn og respekt for tidens arkitektur og detaljer, således kulturarven også i parcelhuskvarterets masse bevares. En god arealudnyttelse, uden behov for så mange kvm tjener til eksempel for 'den moderne families fleksible liv'; kvalitet fremfor kvantitet i det bebyggede areal - og tilmed med energibesparelser som følge.
Solidt samarbejde
Den gode dialog var på plads fra starten af: et udbytterigt samarbejde mellem en kreativ og energisk bygherre, entreprenøren som medspiller for udfordring af løsninger og priser og en arkitekt med stor viden om renovering, energioptimering og bæredygtige valg har givet et resultat med strålende merværdi for beboerne og et budget uden store overraskelser.
Levende bygningskultur
Beboerne står idag med en villa, som besidder samme charme og stemning som oprindeligt, men opdateret til at rumme familielivets fleksible ønsker. Arkitekturen og relationen til konteksten er bevaret, mens energiforbruget er væsentlig lavere. Dertil er indeklimaet forbedret - og boligens værdigforøgelse både ift. økonomi og velvære er stor.
Parter bag projektet
Bygherre: Ejer
Arkitekt og bygherrerådgiver: CJ Arkitekter
Udførende: Toft & Alexandersen
Yderligere information om projektet
Sted
Klokkerbakken
8210 Aarhus V