Nomineret til Specialprisen 2025: Fra togremise til cool spillested og samlingspunkt.
03. jun 2025
Ved jernbanen i et villakvarter i Skjern står en tidligere DSB-remise fra 1917, som i dag danner rammen om et levende spillested og kulturelt samlingspunkt. Transformationen af den historiske bygning er et inspirerende eksempel på, hvordan lokal forankring og frivillighed kan puste nyt liv i en bevaringsværdig bygning og skabe fornyelse i byer. (Fotos: Thomas Muus).
Læs artiklen nedenfor, og se filmen – og læs nomineringsudvalgets fulde begrundelse i dette link.
Specialprisen uddeles til projekter, der overrasker og inspirerer med kreative greb i arbejdet med bygninger, der har historisk eller bygningskulturel værdi – og Remisen Skjern er et skoleeksempel på netop dette. I dag er bygningen både et samlingspunkt for hele byen og et ansigt udadtil, der viser, hvad Skjern kan løfte i fællesskab. Det betyder også, at Renoverprisens Nomineringsudvalg har nomineret projektet til Specialprisen 2025.
Et projekt født af lokalt initiativ
Remisen i Skjern er blevet til det, den er i dag, takket være mødet mellem ildsjæle. Sideløbende med, at en gruppe af otte lokale unge i 2019 var gået sammen for at skabe spillested, købte en lokal entreprenør den nedslidte bygning for at forhindre dens nedrivning – og i mødet mellem disse to initiativer opstod ideen til det, der i dag er Remisen Skjern.
Projektet har fra begyndelsen været båret af lokalt engagement. Den oprindelige gruppe af frivillige er i dag vokset til over 20 faste kræfter, og ejeren har siden overdraget bygningen til den fond, der nu driver stedet. Omkring dem er der enorm opbakning fra lokalsamfundet, der frivilligt hjælper som p-vagter, med teknik, i baren og ved arrangementer.
Respekt for det historiske og rå udtryk
Renoveringen har forvandlet den nedslidte industribygning til et attraktivt samlingspunkt. Det oprindelige udtryk er fastholdt med stor omhu: De karakteristiske grønne porte er bevaret som dekoration og suppleret med dækkende glaspartier, ligesom drejeskiven og de gamle skinner, der enkelte steder fortsætter ind over koncertsalens gulv. Arkitekternes tilgang har været at ændre så lidt som muligt – og det ses i de rustikke betongulve, de synlige trækonstruktioner og de enkle materialevalg, som alt sammen vidner om bygningens oprindelige funktion som remise.
Udvendigt er bygningen renoveret, så dens oprindelige kvaliteter nu træder tydeligt frem. Samtidig er funktionerne opdateret til moderne brug: Nye glaspartier i portåbningerne trækker lys ind i rummet, nye publikumsfaciliteter og backstage-områder er etableret, og energimæssige forbedringer som isolering og varmeoptimering er gennemført. I kontrast til koncertsalens mørke udtryk er backstage og toiletter malet i hidsige pangfarver.
Renoverprisens Nomineringsudvalg har også lagt vægt på, at transformationen er sket med en høj grad af æstetisk og teknisk bevidsthed – og med stor respekt for den bygningskulturelle arv.
Et spillested med stor fleksibilitet
I dag er Remisen Skjern et levende kulturhus med en stærk lokal profil. Spillestedet tiltrækker mange store navne – fx Mads Langer, Jonah Blacksmith og Barselona, og til efteråret venter bl.a. Jacob Aksglæde, Allan Olsen og Mona Moroni.
Men Remisen er meget mere end et koncertsted. Den fungerer også som ramme om stand-up, mindre festivaler, musikbanko, workshops og foredrag – og udlejes til alt fra bryllupper til erhvervsarrangementer. Den gamle banemesterbolig, som ligger bag selve remisehallen, indgår i en næste fase af projektet og skal i fremtiden huse værksteder, lydstudie og en mindre scene.
Ny fortælling på gamle skinner
Jernbanen har altid været en bærende kraft i Skjerns udvikling – og Remisen var engang et omdrejningspunkt i denne historie. Med projektet har byen genetableret forbindelsen til sin industrielle arv og gjort bygningen til et moderne kulturelt vartegn. For at understrege det, har køberne af bygningen opstillet et gammelt tog på arealerne udenfor – en model magen til et rangertog, som tidligere betjente banestrækningen Skjern-Videbæk.
Transformationen rækker dog ud over det fysiske. Den har styrket byens fællesskab og givet nye muligheder til det unge kulturliv i området. Når man i dag passerer Skjern med toget, er det ikke en tom skal, der møder øjet – men en levende bygning fuld af aktivitet og potentiale.
Et forbillede for andre byer
Renoverprisens Nomineringsudvalg har vægtet projektets eksempelværdi. Remisen Skjern viser, at det er muligt at forvandle historiske bygninger til relevante, tidssvarende funktioner – også i mindre byer. Projektet demonstrerer, hvordan lokale kræfter og en stærk idé kan føre til noget, som både skaber værdi for kulturlivet og for den sociale sammenhængskraft i en hel kommune.
Remisen tiltrækker i dag et voksende publikum – også uden for Skjern, hvoraf mange symbolsk nok ankommer med tog.
Partner bag projektet
Remisen Skjern
Tegnestuen Stedse ApS
AVNØ Byggerådgivning
Hansen & Larsen
Læs projektets egen indstilling her.