Nomineret til Renoverprisen 2025: Nedslidt auditoriebygning forvandlet til åbent og inviterende læringsmiljø på DTU
03. jun 2025
Det, der engang var en mørk, ensidig og udtjent auditoriebygning på DTU’s Lyngby Campus, er i dag blevet forvandlet til De Unges Hus – et levende, socialt og inkluderende studiemiljø for fremtidens ingeniører. Med præcise arkitektoniske greb, strategiske valg og fokus på fællesskab viser projektet, hvordan universitetsbyggeri kan gentænkes. (Fotos: Thomas Muus).
Læs artiklen nedenfor, og se filmen – og læs nomineringsudvalgets fulde begrundelse i dette link.
På Kemitorvet i hjertet af DTU Lyngby Campus ligger Bygning 208. En bygning, der tidligere bar præg af mørke gange og et undervisningsmiljø, hvor det handlede om at gå til forelæsning, og siden forlade bygningen – men som nu er forvandlet til De Unges Hus præget af lys, luft og liv. Her kan rummes alt fra forelæsninger og gruppearbejde til fredagsbar og dans.
Transformationen af Bygning 208 er et eksempel på, hvordan en gennemarbejdet vision, der gennemføres konsekvent fra de første tanker til det færdige resultat, og få velvalgte valg greb kan føre til et elegant, funktionelt og ambitiøst resultat, hvor studerende har lyst til at opholde sig, samarbejde og lære.
Fokus på fællesskab og fleksibilitet
Bygning 208 på DTU Lyngby Campus er omdannet med ambitionen om at skabe et levende hus, hvor de studerende kan trives både fagligt og socialt.
I stueetagen danner moderne undervisningslokaler rammen om alt fra forelæsninger til eksperimenterende og interaktiv undervisning, og i underetagen har DTU skabt rum for det sociale og uformelle studieliv. Her giver loungeområder, scene, fredagsbar og dansesal de studerende mulighed for også at mødes udenfor undervisningen og være sammen på tværs af fag og årgange.
Et centralt greb i renoveringen har været at åbne bygningen både visuelt og fysisk, og DTU har tidligt i processen integreret trivsel og tilgængelighed. Det betyder blandt andet, at der er etableret synlige ramper, elevator og møblering baseret på brugernes ønsker og behov.
Små, men velovervejede indgreb – som fjernelse af vægge og nyt lysindfald – har skabt flydende rum, hvor gangarealer er erstattet af transparente og fleksible zoner med siddenicher til fordybelse. Det har skabt et moderne studiemiljø, hvor funktioner og fællesskab smelter sammen.
Det arkitektoniske udtryk er fornyet med respekt for den arkitekttegnede bygnings arv og originale kvaliteter – blandt andet med bevarelse af ovenlys og teglvægge. I foyeren og østgangen er der opsat en udstilling baseret på DTU’s historiske samling. Den fungerer både som læringsplatform og identitetsskabende bagtæppe for studielivet.
Bevaring og genbrug gennem LCC og LCA
Med renoveringen har DTU og teamet bevaret og genanvendt store dele af bygningen og dens materialer – og LCC- og LCA-analyser er brugt som redskaber for at vælge de mest optimale løsninger, økonomisk og CO₂-mæssigt, så bygningen lever op til de nye klimakrav.
Blandt andet har man genbrugt betonkonstruktioner, skifergulve og teglvægge, ligesom mursten fra hultagninger er blevet renset og genindbygget. Lyskilder og armaturer er nedtaget nænsomt, opgraderet med tidssvarende tekniske installationer og genplaceret i den nye rumdisponering, og tekniske installationer er blevet udskiftet for at minimere energiforbrug og optimere luftkvalitet. DTU har desuden indført hybridventilation med naturlig ventilation som supplement til den mekaniske ventilation.
I nomineringen er der lagt vægt på, at DTU i samarbejde med rådgivere og entreprenør har arbejdet ambitiøst med ressourceeffektivitet og systematisk screenet og udvalgt materialer fra den højeste klassificering i DGNB-manualen for at sikre det bedst mulige indeklima uden skadelig kemi. Projektet har opnået DGNB Diamant for arkitektonisk kvalitet, DGNB Hjerte for sundhed og trivsel og DGNB Platin for bæredygtighed – den højeste samlede vurdering, som kun få projekter opnår.
Eksempelværdi for andre store bygherrer
Renoverprisens Nomineringsudvalg har også lagt vægt på, hvordan DTU som bygherre har arbejdet med et tæt og læringsorienteret samarbejde på tværs af rådgivere, entreprenører og brugere. Et fælles projektkontor på campus har gjort det muligt at træffe kvalificerede beslutninger med afsæt i eksisterende forhold og brugernes behov. Denne samarbejdsform har skabt værdi i det konkrete projekt, og aktivt medtaget erfaringer fra tidligere renoveringer.
Renoveringen af De Unges Hus er et skoleeksempel på, hvordan bygherrer med en stor bygningsmasse kan lære fra renovering til renovering og løfte ældre bygninger til nutidens standarder gennem strategiske valg, samarbejde og respekt for den arkitektoniske kulturarv.
Således understøtter Bygning 208 på bedste vis DTU’s kerneopgave: at danne og uddanne morgendagens ingeniører.
Parter bag projektet
Bygherre: Campus Service, DTU
Brugere: Institut for Kemi, Institut for Kemiteknik, Institut for Bioengineering m.fl.
Præ-fase: Rambøll, C.F. Møller (tidl. mtre)
Entreprenør: Enemærke og Petersen
Rådgivere: AART architects DK East, RH Arkitekter, Exigo, Søren Jensen, NERD Architects
Belysning: Lightscapes A/S
Farver mm.: Malene Bach (farver, tekstil og specialdesignede møbler)
Læs projektets egen indstilling her.