fbpx

Når renovering munder ud i en drømmebolig

10. apr 2018

Drømmehuset behøver ikke forblive en drøm, selvom finanserne er små. Et københavnsk par blev overrasket over, hvor langt pengene rakte, da de solgte lejligheden på Østerbro og kastede sig ud i at renovere en 50’er villa i Svenborg. Familiens nye hus har havudsigt, historisk æstetik og godt med plads til hele familien. Og meldingen til andre familier, der overvejer at renovere huse i provinsen, er klar - det giver mening.

Dan Hjernø sidder tit i stuen i sin gamle Wegner-stol og kigger ud over Svenborg Havn, mens han nyder husets ro, lige inden børnene kommer hjem. Herfra kan han se de nye store vinduer og karnappen, der åbner op for den fantastiske udsigt over vandet. Herfra kan han glæde sig over det istandsatte 80 år gamle parketgulv, som pryder stuen.

”Når jeg sidder her, giver det virkelig mening at være flyttet fra København,” fortæller han.

Man kommer langt med små midler
Der var mange overvejelser forbundet med at flytte fra københavnerlejligheden til provisen for parret Dan Hjernø og Line Rasmussen. Drømmen om et smukt og rummeligt familiehus pressede sig på med to små børn. Men da midlerne også var små, begyndte parret at kigge vest for Storebælt, selvom de vidste, det ville være hårdt for dem at flytte fra familie og venner.

Parret endte med at købe en charmerende 50’er villa med udsigt over Svenborg, som både var billig og i nogenlunde stand. Så selv med en skolelærerløn og en svingende indtægt som musiker kunne familiens budget række til en renovering, der ikke kun fiksede det praktiske, men også ændrede huset, så det kunne opfylde parrets drøm om et æstetisk hus. Der var ovenikøbet råd til at gøre det i samarbejde med en arkitekt.

”Det endte med at blive bedre, end hvad vi nogensinde havde forestillet os. Vi vidste slet ikke, hvad vi kunne med vores penge,” siger Dan Hjernø.

En fortsættelse af husets historie
Renoveringen har udover nyt køkken og vådrum haft fokus på at åbne op for den smukke udsigt, der følger med husets beliggenhed. Parret kontaktede i første omgang Jørgen Dahlgaard fra Danske Boligarkitekter i Svenborg, fordi de ville have råd til at bygge en karnap i stuen, så udsigten kunne komme til sin ret. Samarbejdet endte med at blive mere omfattende, og udover karnappen fik familien forstørret vinduerne i soveværelset, så den fine udsigt nu også kan nydes fra sengen, plus en glasdør i stuen, der giver lys og giver børnene mulighed for at løbe direkte fra stuen ud i haven.

Renoveringen har ikke kun haft fokus på at modernisere huset med køkken, bad og mere lys. I renoveringen har det været vigtigt for Dan Hjernø og Line Rasmussen at bevare de gamle bygningskonstruktioner, smedje- og snedkerdetaljer i huset.

”For os var det vigtigt at lade huset fortælle sin historie og at turde bevare det gamle. For eksempel havde man i efterkrigstiden en anden form for detaljeorientering af høj kvalitet, når man byggede, og det er sjovt at bevare,” siger Dan Hjernø og fortsætter:

”Håndværkerne syntes for eksempel, det var underligt, at vi ikke ville skifte de gamle, runde støbejernsvinduer i entreen. Men dem ville vi ikke af med. De giver en god stemning og passer godt til vores stil.”

De gamle kighuller af støbejern er bevaret

På samme måde har parret bevaret alt fra paneler til døre og håndtag, de gamle radiatorer, de gamle parketgulve og den blå farve på træbeklædningerne i gangen. Alt sammen har blot fået en kærlig hånd.

Men selv om meget fra det gamle hus er bevaret har Dan Hjernø og Line Rasmussen også sat deres personlige æstetiske præg på huset. For eksempel har de fået fritlagt den originale rå murstensvæg i køkkenet. Og det har bestemt en betydning for Dan Hjernø, at deres personlige stil, nu kan findes i huset, sammen med de gamle detaljer:

”Nu er huset vores – også med de små fejl, det har. Vi har renoveret det, som vi vil have det, men forsætter stadig husets historie. Det føles helt klart mere som vores nu, end hvis vi var flyttet ind i noget, der allerede var renoveret.”

Huset originale murstensvæg er blevet fritlagt og giver køkkenet et mere råt udtryk

Tænk lokalt forankret
Ifølge Dan Hjernø var processen med at renovere huset ikke så besværlig, som man skulle tro. Et godt råd kan være at tænke i lokalt forankrede samarbejdspartnere:

”Det bedste, vi har gjort, er at kontakte arkitekten. Han skaffede os gode lokale håndværkere, som vi stolede på. Vi har forstand på æstetik, men ikke på de håndværksmæssige løsninger,” slutter han.

Fakta
Renoveringen af Dan Hjernø og Line Rasmussens hus blev varetaget af Danske Boligarkitekter og forløb over fire måneder. Familien flyttede ind d. 1.4.2017. Villaen er indstillet til RENOVER prisen 2018.