fbpx

”Med renovering kan vi bevare vigtig historie”

25. mar 2019

Den gamle DLG-silo med det ikoniske ”HVA DRIKKER MØLR”-graffiti i Københavns Nordhavn kunne i 2018 stille sig øverst på sejrskamlen, da RENOVER prisen blev uddelt. Den gamle betonsilo har gennemgået en omfattende renovering, der har omdannet den til eksklusive lejligheder. Klaus Kastbjerg, der sammen med NRE var bygherre på renoveringen, fortæller her, hvordan det var at blive udråbt til vinder af RENOVER prisen 2018.

Hvilken forskel har det gjort for jer at vinde RENOVER prisen?
Vi er meget taknemmelige og glade over den anerkendelse, der følger med prisen. Som man tit ser med renoveringsprojekter, var vi igennem en lang arbejdsproces, der førte til forsinkelser og uforudsete udgifter. Vi havde et godt samarbejde med COBE arkitekter, der lavede hele 22 modeller, inden vi til sidst valgte den rigtige for THE SILO, og så betyder det utrolig meget at blive bekræftet i, at vi i sidste ende traf de rigtige valg, og at det var sliddet værd. 

Hvorfor er renovering en god løsning?
Fordi man med renovering er med til at bevare et stykke historie. Noget, der forbinder et område med dets omgivelser, og som på den måde er med til at fortælle, hvor vi kommer fra. Hvis man ikke gjorde en indsats for på én eller anden måde at bevare vores historie, hvad ville vi så have tilbage? Når man renoverer en gammel bygning, er man med til at give den en ny funktion, og folk bliver inviteret indenfor, hvorimod de ved eksempelvis en fredning er hensat til kun at kunne betragte den udefra. Når man derfor har muligheden for at renovere, bør man virkelig forfølge den.

Hvorfor var renovering det rigtige valg for THE SILO?
Jeg synes, det er spændende at være med til at give en gammel bygning nyt liv og en ny funktion. Jeg plejer at sige, at når der bor flere duer end mennesker, så er det interessant at give sig i kast med projektet. I den gamle silo var der vel de første 500 duer, og vi brugte den første måned på bare at gøre rent efter dem. Men nu har vi også bevaret en bygning, der gør, at forældre kan gå ture med deres børn, fortælle om havnens historie og så rent faktisk se, at nogle af bygningerne stadig er der og ikke er blevet erstattet af nye skoæske-bygninger.

Hvorfor mener du, det er vigtigt at sætte fokus på gode renoveringsprojekter – fx ved at hædre dem med en pris som RENOVER prisen?
Fordi der er så mange gode projekter rundt omkring i landet, hvor folk bruger de ressourcer og de kræfter, det kræver at renovere noget gammelt. Ved at sætte fokus på renoveringsprojekter og hvad, det kan, er det med til at vise folk, at det godt kan betale sig. Og det bliver en måde at hylde dem, der giver sig i kast med det, så de kan føle sig stolte af det, de har lavet. Jeg tror, at en pris som denne her kan være med til at gøre det mere spændende for folk at prøve kræfter med renovering.

Hvad har I brugt pengene fra RENOVER prisen på?
Vi valgte at fejre det med en stor middag, og der var vi så heldige, at vi kunne gøre det i restauranten i toppen af Siloen. Vi syntes, alle skulle have glæde af prisen, så både beboerne og de involverede parter var inviteret og fejrede det sammen. Der har jo været mange inde over, og det har jo både været spændende, men også enormt hårdt, så det var en god måde at markere det gode resultat i fællesskab.

Hvad er der sket, siden I vandt?
Vi er faktisk allerede i gang med at se på, hvordan vi kan forbedre Siloen i samarbejde med ejerforeningen ved for eksempel at se på muligheden for at lave én stor fællesreception i stedet for de nuværende to. Det, tror vi, ville kunne skabe et endnu bedre sammenhold blandt beboerne, fordi de vil møde hinanden langt oftere i dagligdagen. Derudover vil det enorme rum på 250 kvm også kunne fungere som opholdsrum, og dermed skabe mere liv og måske en ny måde at bo på. Dét er ikke set så ofte, så det kunne også i sig selv være spændende at give sig i kast med.

Har I lignende projekter på tegnebrættet?
Vi er meget beskæftiget i Nordhavn, hvor vi er involveret i arbejdet med mange af de gamle industriejendomme og THE KRANE, og så er Papirøen også ét af de projekter, der fylder. Dér skal vi have renoveret en af bygningerne, og så har vi bevaret en af de gamle tagkonstruktioner, som vi regner med at genbygge i en ny konstruktion.