Jeres indstilling er med til at vise bredden og diversiteten i renoveringsfaget og vil blive vist og promoveret på Renoverprisens hjemmeside, Instagram og LinkedIn. Begynd derfor allerede nu at uploade jeres indstilling. I kan få rettet fejl i indstillingen og tilføjet bilag frem til 29. maj 2026.

1. Inden I indstiller, skal I huske at…

  • sikre, at renoveringen lever op til Renoverprisens krav til nominering her
  • orientere jer i nomineringskriterierne her
  • sikre, at der er enighed om at indstille hos alle parter bag renoveringen, herunder bygherre, arkitekter, entreprenører, ingeniører m.fl.
  • aftale, hvem der skal være kontaktperson på projektet
  • vælge en titel på jeres renovering, som er kort, præcis, unik og beskrivende
  • udarbejde en beskrivelse af renoveringen
  • samle de bedste billeder, der viser renoveringen. Her skal I inkludere både før- og efterbilleder og huske at vise den renoverede del hvis der er tale om både tilbygning og renovering.

2. Det skal I oplyse i indstillingen

Konkret skal I informere om:

  • Renoveringsprojektets navn
    Hold din overskrift kort og præcis. Det er en god idé at inkludere sted og bygningstype i overskriften. Fx ”Rudkøbing Gamle Skole” e.l.
  • Renoveringsprojektets underoverskrift
    Fx ”Transformation af Rudkøbing Gamle Skole til boliger” el.lign.
  • Anvendelse
    Er anvendelsens bolig, erhverv, institution, kultur, blandet anvendelse eller andet
  • Årstal for ibrugtagning
    I skal oplyse årstallet for ibrugtagning. Projektet skal være taget i brug tidligst inden for de seneste fem år og senest inden årsskiftet 2025/2026.
  • Adresse, postnummer og by
    Projektet skal være beliggende i Danmark.
  • Størrelse og bygninger
    Vælg kvadratmeter størrelse fra liste, og beskriv hvilke dele af det indstillede projekt, der er renoveret.
  • Region
    Vælg region fra liste.
  • Parter bag projektet
    Det er et krav, at der er en bygherre og være gennemført med hjælp fra en eller flere professionelle rådgivere (dvs. arkitekter, ingeniører og konstruktører) og udført af en eller flere professionelle håndværks/entreprenørvirksomheder.
  • Beskrivelse
    Hvad indebar projektet? Hvad var udfordringen? Hvordan var processen? Hvordan blev løsningen? Hvad er særligt ved projektet?
  • Nomineringskriterier
    Du skal fra liste vælge, hvilke nomineringskriterier der er særligt interessante i forhold til jeres renoveringsprojekt og fortælle hvorfor
  • Billeder
    Navngiv alle billeder, så de har det samme unikke navn efterfuldt af et nummer pr. billede. Der må ikke være æ, ø og å i filnavnet. I kan fx bruge projektets navn efterfulgt af nummerering fx “Bindesboell_1″, Bindesboell_2”. Ved at gøre det kan I også bestemme rækkefølgen på billederne med nr. 1 først, så nr. 2 osv.. Upload før og efter billeder af jeres projekt som jpg- eller png-filer. De skal minimum være 1280 x 900 pixels og må højest fylde 6 MB pr. billede.
  • Bilag
    Upload bilag der kan hjælpe nomineringsudvalget med at få et dybere indblik i renoveringsprojekt. Det kan være plantegninger eller dokumentation for, hvordan I har udregnet forbrug af CO2 i byggeriet. Bilag offentliggøres ikke på hjemmesiden. Bilag må højst fylde 6 MB pr. bilag.
  • Navn, e-mail og telefon
    I skal oplyse informationer på kontaktperson. Oplysninger offentliggøres ikke på hjemmesiden.

3. Indstil projekt

Når I har alt materialet klar, kan I indstille jeres projekt: Indstil jeres projekt her

4. Tjek at jeres indstilling er korrekt på hjemmesiden

Når I har indstillet jeres renoveringsprojekt, skal I for en sikkerheds skyld tjekke følgende:

  • Om indstillingen ligger her på Renover.dk.
  • Om alle jeres billeder er synlige og vises i den ønskede rækkefølge.
  • Om teksten og informationerne er korrekte.
  • Hvis I opdager fejl i jeres indstilling, skal I senest den 29. maj 2026 kontakte info@renoverprisen.dk.

5. Forløbet fra indstilling til nominering og kåring

7. oktober
Renoverprisen åbner for indstillinger på hjemmesiden

3. februar
Frist for at indsende indstillinger

Primo marts
Nomineringsudvalgets longliste offentliggøres.

Primo juni
De nominerede projekter offentliggøres.

Juni
Valgkollegiet på 90+ branchefolk stemmer på årets vinder.

3. september
Kåring af årets renoverprisvinder til prisfesten