The Silo vinder RENOVER prisen
06. sep 2018
Årets bedste renovering ligger i Nordhavn: Parterne bag renoveringen af The Silo kan nu kalde sig danske mestre i bygningsrenovering.
Siden januar har alle kunnet indstillet deres favorit renoveringsprojekter, og i år blev det til hele 182 indstillinger på tværs af hele landet. Ud af dem blev seks nomineret, og torsdag aften kunne repræsentanterne fra det store renoveringsprojekt i Københavns Nordhavn efter flere måneders venten så stille sig øverst på sejrsskamlen, da RENOVER prisen 2018 blev uddelt.
Det var formand for nomineringsudvalget, Gøsta Knudsen, der stod for uddeling af prisen.
”The Silo er et fornemt eksempel på en ambitiøs transformering fra havneerhverv til attraktive, eksklusive boliger. Det er værdifuldt, fordi der i mange danske havne er funktionstømte siloanlæg, som venter på en stillingtagen til bymæssig genbrug eller nedrivning. Boligernes fandenivoldske materialemæssige råhed, den frigjorte indretning og det banebrydende arkitektoniske facadeudtryk er så perspektivrigt, at der ikke kan herske den mindste tvivl om renoveringens kaliber,” Gøsta Knudsen, tidligere stadsarkitekt i Aarhus og formand for nomineringsudvalget.
Det var ejer og bygherre fra The Silo, Klaus Kastbjerg, der stod for at tage imod prisstatuetten. Og han brugte sin takketale på at understrege, at renovering ofte er en god idé:
“Hvis man ikke gør det, som vi eller de andre nominerede projekter har gjort, hvor vi har renoveret noget eksisterende og udviklet på det, så tror jeg, at man ville få en hel masse, der ikke var så spændende. Det kan godt betale sig at renovere. Og det er super fantastisk at vinde RENOVER prisen.”
Et projekt i særklasse
The Silo var før renoveringen en ikonisk bygning i Nordhavn, der stod ubrugt hen. Den rå silo er blevet renoveret med ny facade af stål, hvor altaner, isolering og døre er blevet en integreret del.
Siloens råhed består også indvendigt, hvor de eksklusive lejligheder fremstår med ubehandlede betonvægge og de originale loftshøjder på mellem 3,5 og 7 m er bevaret.
Sammen med RENOVER prisen og den eftertragtede prisstatuette kommer en check på 100.000 kroner.