fbpx

Stort renoveringspotentiale i parcelhuse

28. aug 2013

Parcelhuse udgør omtrent en tredjedel af den bygningsmasse, der har nået en alder, hvor de bør renoveres. Det vil gavne både klimaet, el-regningen og sikre bo-komforten i fremtiden, men parcelhusejerne tøver.

De danske parcelhusejere gemmer på mere end 67 mio. m2 boligareal, der nu har nået en alder, hvor et ansigtsløft er tiltrængt. Det viser tal fra Danmarks Statistik bearbejdet af Dansk Byggeri. De mange kvadratmeter parcelhus er bygget under byggeboomet i 60’erne og 70’erne, og netop bygninger fra denne periode er ved at nå den renoveringsmodne alder fordi byggematerialer typisk holder 30-50 år. En del af parcelhusene vil allerede være renoveret, men langt fra alle, forklarer Kim Wittchen, seniorforsker ved Statens Byggeforskningsinstitut ved Aalborg Universitet. Og da parcelhusejerne står for en tredjedel af det etageareal, der blev bygget for 30-50 år siden, er de nøglespillere, hvis blandt andet Regeringens klimamål skal indfris:

”Hvis vi skal sikre bedre bo-komfort på længere sigt og nå Regeringens målsætning om en CO2 neutral bygningsmasse i 2035, er det vigtigt, at vi får sat gang i parcelhusejernes renoveringslyst allerede nu. Hvis de alene opfylder kravene i bygningsreglementet, der siger at man skal efterisolere, når man udskifter et bygningselement så vil de kunne opnå energibesparelser på ca. 30%. Og det er et skridt på vejen mod de 50-60%, der skal til for at opnå en CO2-neutral bygningsmasse”.

Der er dog et par sten på vejen til at få parcelhusejerne til at se fordelene ved renovering, mener Kim Wittchen:

”Mange parcelhusejere synes det er for dyrt at renovere og har ikke nok viden på området. De ved ikke, hvad der skal til for at renovere og kender ikke lovgivningen på området. Og så er det for mange boligejere en udfordring at finde en håndværker og rådgiver, som kan skabe tryghed i processen”

Det er derfor afgørende at sætte gang i initiativer, der kan motivere parcelhusejerne til at renovere. Regeringens Grøn Boligkontrakt er et eksempel på et sådan initiativ. Ved at tilbyde boligejerne en samlet løsning, der både indeholder rådgivning, tilbud og hjælp til finansiering  og tilskud, håber Regeringen at kunne motivere boligejerne til at energiforbedre deres boliger.