Specialprisen er tilbage
02. jan 2018
Specialprisen gives til et renoveringsprojekt, som på den ene eller anden måde er præget af en originalitet og kreativitet, som fortjener anerkendelse, men som ikke nødvendigvis lever op til kriterierne for RENOVER prisen.
Hver år indstilles der mange unikke og særlige renoveringsprojekter til RENOVER prisen. Nogle gange er der eksempler på projekter, som ikke lever op til RENOVER prisens kriterier, men som alligevel gør sig eksordinært bemærkede hos nomineringsudvalget, og som nomineringsudvalget gerne vil hylde.
Derfor indførte partnerne bag RENOVER prisen i 2015 Specialprisen.
”Det er vigtigt at belønne den virkelig originale idé, som ikke falder ind under alle kriterierne til RENOVER prisen, men til gengæld skaber noget unikt på et særligt område. De projekter vil vi gerne hædre med Specialprisen,” siger Lars Axelsen, adm. direktør i GI, på vegne af partnerskabet.
En gammel mølle og genåbnede pumpestationer
I 2015 blev Specialprisen givet til lokale ildsjæle bag renoveringen Mølle på Fyn. I årevis har lokale ildsjæle frivilligt knoklet for at omskabe den forfaldne og efterladte Egebjerg Mølle til en populær turistattraktion til glæde for både nærområdet og turister. Efter den gennemgående renovering er møllen nu forvandlet til et moderne formidlingscenter og naturrum med udstillinger og fortællinger om det karakteristiske sydfynske istids- og kulturlandskab.
I 2016 var det parterne bag renoveringen af pumpestationerne ved Skjern Å, der løb med den specielle pris. Pumpestationerne var tidligere lukket for offentligheden, men gennem hårdt arbejde og takket være lokale ildsjæle er de gamle pumpestationer i dag åbne for de omkring 100.000 besøgende, der kommer hvert år.
I 2017 blev Specialprisen ikke uddelt, da Jubilæumsprisen blev uddelt i anledning af RENOVER prisens femårs jubilæum. Nu er Specialprisen tilbage, klar til de helt unikke renoveringsprojekter.