fbpx

Sidste års vindere har ordet

02. jan 2018

Landsbyen i skolen i Nr. Vium vandt RENOVER prisen 2017, mens den almene boligbebyggelse Nyt Rosenhøj vandt Jubilæumsprisen, der blev uddelt i 2017. Begge vindere ser priserne som et kæmpe skulderklap.

Det var med konfetti og jubelbrøl, at vinderne af RENOVER prisen 2017 og Jubilæumsprisen blev kåret ved en prisfest i slutningen af august 2017.

Ud af en pulje på i alt 200 indstillede projekter var det Landsbyen i Skolen i Nr. Vium, der vandt RENOVER prisen, og den almene boligbebyggelse Nyt Rosenhøj, der vandt Jubilæumsprisen. Jubilæumsprisen blev uddelt i 2017 for at markere RENOVER prisens femårs jubilæum for at give en særlig anerkendelse til det almene.

I anledning af startskuddet til RENOVER prisen 2018 sætter begge vinderprojekter fra 2017 her ord på, hvad det har betydet for dem at vinde en pris for deres renoveringsarbejde.

Vinderen af RENOVER PRISEN 2017, Landsbyen i skolen
Carsten Haunstrup-Møller, tidligere næstformand i Nr. Vium Sport- og Kulturcenter og medlem af projektgruppen:

Hvilken forskel har det gjort for jer at vinde RENOVER prisen?
Det har uden tvivl givet vores projekt en synlighed, som rækker længere væk end det lokale område. Og det betyder altså noget for sådan et lokalt projekt som vores. I RENOVER prisen er det hele holdet i projektet, der bliver hyldet. Og fra mit perspektiv har det virkelig været fedt, at de lokale håndværkere har fået et fortjent skulderklap. De lavet et virkelig godt stykke arbejde på det her projekt, og derfor er det meget glædeligt at se, at deres arbejde bliver set over hele Danmark.

Hvorfor er renovering en god løsning?
Vi er blevet bekræftet i, at renovering både kan være nyskabende og samtidig bygge videre på bygningens iboende værdier. Det har givet mange anerkendende nik i branchen. Fantastisk at den lange rejse med de lokale ildsjæle fra idé til færdigt projekt krones med bred faglig anerkendelse.

Landsbyen i skolen vandt RENOVER prisen 2017

Vinderen af Jubilæumsprisen, Nyt Rosenhøj
Leif Jensen, direktør i Boligforeningen Århus Omegn:

Hvordan var det at høre jeres navn blive udråbt som vinder af Jubilæumsprisen?
Det var fantastisk. Jeg tror faktisk ikke, at jeg forstod, at det var vores navn, der blev sagt, da vinderen blev kåret. Men i dagene efter var det bare en stor glæde.

Har jeres renovering gjort en forskel for de mennesker, der bor i bygningen?
Meget. Det vigtigste for os har hele tiden været, at renoveringen skulle gøre en forskel for beboerne og for udviklingen i området. Og det har den gjort. Det var derfor vi renoverede – det har betydet rigtig meget for udviklingen i området, når man kigger på udsathed, beskæftigelse og uddannelse.

Har det også gjort en forskel at vinde Jubilæumsprisen?
Der ligger en kæmpe anderkendelse i at vinde Jubilæumsprisen – og RENOVER prisen generelt. Vi synes selv, at vores projekt er godt, men det er jo virkelig et kæmpe skulderklap, når andre også kan se det, og faktisk vil give os en pris for vores arbejde. Prisen har også betydet, at mange gerne vil blive vist rundt hos os – og det siger vi ikke nej til.

Nyt Rosenhøj bebyggelsen ved Århus vandt Jubilæumsprisen